Hvorfor lykkes Ørsted, mens Mærsk fejler?

Det er tankevækkende, at to af landets førende virksomheder, som begge står midt i en historisk transformation, har udviklet sig så væsensforskelligt.

På blot to år er det ene selskab gået fra succes til succes, mens det andet selskab døjer med skuffende resultater og mistillid fra omverdenen. I dag prisfastsættes Ørsted til 157 mia. kr., Mærsk “blot” 20 mia. kr. højere.

Tilliden til Henrik Poulsen er tårnhøj.

For to år siden, den 10. juni 2016, gik energikoncernen Ørsted (tidligere DONG) på børsen til en kurs på 235 – læs her. Ørsted-aktien er siden da steget over 60 procent og handles nu i kurs 380.

For to år siden, den 23. juni 2016, fyrede A.P. Møller – Mærsk sin topchef Nils Smedegaard Andersen, indsatte en af sine egne, Søren Skou, som ny topchef og annoncerede ved samme lejlighed konturerne til en historisk transformation. Læs interview med Søren Skou her.

Mærsk-aktien kostede på det tidspunkt 8.860 kr. I dag er prisen lavere, omkring kurs 8.600.

Statens energiselskab Ørsted er braget frem med en skarpskåren strategi og ikke mindst en effektfuld eksekvering af denne strategi, personificeret ved topchefen Henrik Poulsen.

Tilliden til Henrik Poulsen er tårnhøj. Når Ørsted melder ud om målsætningen med en »portefølje af grønne vækstinitiativer,« så er der fuld tillid til, at Henrik Poulsen & Co. kan gøre det, og ikke mindst, tjene gode penge på det. Læs her.

Kommunikationen fra Mærsk-toppen er ikke blevet forstået

Kollegaen på Esplanaden, Søren Skou, har i samme periode også arbejdet med et storstilet strategiskifte, men enten tvivler omverdenen (læs: børsmarkedet) på, at Mærsk og Søren Skou magter omstillingen, og ellers er kommunikationen fra Mærsk-toppen ikke blevet forstået. Med en voldsom mistillid til følge.

Giver det mening at sammenligne udviklingen på så kort tid for disse to virksomheder? Ja, det gør det. Begge arbejder inden for det brede felt, energi, begge har en hovedaktionær, begge var en konglomeratagtig koncern tidligere, og begge har derfor skullet gennemgå en kæmpe transformation med køb og salg af selskaber for adskillige milliarder. Samlet set altså en kæmpe ledelsesopgave.

Børsmarkedet har ikke altid ret, men det er nu engang den eneste markedsplads, hvor tillid og mistillid prisfastsættes i kontant form

Set udefra er konklusionen klar; Mærsk har kikset med sin kommunikation om strategiskiftet, mens Ørsted i den grad er lykkedes med sin kommunikation i samme periode. Bedømmelsen fra børsmarkedet er benhård.

Samme dag som Ørsted melder ud om endnu et frasalg – planen om at frasælge eldistributionen til privatkunder – forsøger Mærsk-formanden, Jim Hagemann Snabe, i dagbladet Børsen at overbevise sin omverden om, at alt godt kommer til den, der venter. »Der er mange ting, vi skal optimere, men grundlæggende vil jeg sige, at vi ved, at det kommer til at virke.«

Samtidig lader formanden forstå, at omverdenen helt har misforstået Mærsks digitaliseringsstrategi. Det handler ikke om at tjene flere penge, men om at flytte containere på en måde, som er »væsentlig bedre for kunden.«

Mistilliden til Mærsk kan selvfølgelig skyldes, at omverdenen ikke har hørt ordentligt efter i timen, men det kan også skyldes en forvirrende kommunikation fra Mærsk-ledelsens side.

Lidt forenklet sagt er tilliden til Ørsted og Henrik Poulsens eksekvering af strategiskiftet tårnhøj fra børsmarkedet side, mens tvivlen og mistroen til at Mærsk og Søren Skou har helt styr på transformationen på Esplanaden nager voldsomt.

Børsmarkedet har ikke altid ret, men det er nu engang den eneste markedsplads, hvor tillid og mistillid prisfastsættes i kontant form.

5 responses to “Hvorfor lykkes Ørsted, mens Mærsk fejler?

  1. Et mere nærliggende spørgsmål er vel om man kan sammenligne en 100% markedsdrevet/styret virksomhed, med en virksomhed hvis grundlag er monopolrettigheder og hvis primære indtægt stammer fra “kunder” som er tvunget til at betale til dem. SKAT er ret beset det mest indtjenende “selskab” i Danmark, men det er ikke helt det samme som at det er det bedst ledede.

    Når Ørsted melder om en »portefølje af grønne vækstinitiativer«, så er det ikke initiativer der hverken miljøøkonomisk eller økonomisk står på egne ben, men initiativer der kræver at de betales med afgifter og ydelser som kunderne ikke må konkurrenceudsætte.

  2. @Jens Petersen
    Jeps, absolut interessante input. Men det er jo en pandoras æske du der åbner.
    Rigtig, rigtig meget i verden, og stort set i alle brancher er jo regulerede og helt eller delvist statsstyrede. Eks. også Det Blå Danmark, altså rederierne, som er fritaget for skat.
    Pointen er vel – for Ørsted såvel som for Mærsk – at drive virksomhed i den virkelighed og det miljø, der nu engang er.
    For mig at se er ledelsesopgaven i Mærsk og Ørsted den samme, nemlig en historiske transformation. Det er det, som jeg har forsøgt at fokusere på.

  3. Jim Snabe Hagemann har netop udtalt at Maersk gør som skomageren “bliver ved sin last”. Det er netop det de ikke har gjort – køb når det er billigt – sælg når det er dyrt – og driv imellemtiden effektivt. Smedegaard og Pram Rasmussen har i fællesskab totalt destrueret denne solide filosofi ved at demonstre fuldstændig mangel på kendskab til brancherne og godt købmandskab.

  4. Nu er jeg på ingen måde ekspert i energiøkonomi. Men jeg tænker på, om nogle af de aktiver, som det børsnoterede Ørsted løbende sælger fra, i virkeligheden er betalt af slutbrugerne/kunderne gennem deres forbrug. Og jeg tænker på, om det er er slutbrugerne eller kun aktionærerne, som får glæde af de frasalg i form af stigende aktiekurs og evt. udbytter.

    Vil nogen venligst komme med et bud på dette?

  5. Forskellen på de to er, at Mærsk drives på markeds vilkår, mens Ørsted er beskytted af staten, hvis det går galt, enhver idiot kan drive en virksomhed når man har et defacto monopol.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *