Brian Mikkelsen må skabe mere klarhed i hvidvasksagen

Danske Banks hvidvasksag fra Estland rider ikke bare storbanken som en mare, men også den ansvarlige minister, erhvervsminister Brian Mikkelsen. Nok strammer ministeren overlæben i TV, når han skal kommentere hvidvasksagen, men hidtil er det blevet ved den stramme overlæbe.

Samt en sen og defensiv udskiftning af formanden i Finanstilsynet.

Hidtil er det blevet ved Brian Mikkelsens stramme overlæbe

Brian Mikkelsens strategi synes at være at skælde ud bagudrettet og i stedet stramme op og skærpe hvidvaskkontrollen, ikke mindst i EU, fremadrettet. Men kan så alvorlig en sag begraves bag en stiv overlæbe? Risikerer Brian Mikkelsen at blive mere fedtet ind i denne hvidvaskskandale end godt er? Kan det virkelig være rigtigt, at så alvorlig en sag falder ned mellem to tilsynsstole, det estiske og det danske?

Man kan sige, at det er gået meget sent op for både lovgivning og tilsyn, at netop finansverdenen arbejder på tværs af landegrænser  – og i øvrigt har gjort det i årtier.

Torsdag kl. 16 er Brian Mikkelsen igen kaldt i samråd i erhvervsudvalget om sagen, blandt andet på baggrund af en række spørgsmål fra SF’s ordfører på hvidvasksagen, Lisbeth Bech Poulsen, som i den grad har bidt sig fast. Du kan følge sagen på Folketingets hjemmeside her. 

Og ja, torsdag kl. 16 kan vise sig at være et heldigt tidspunkt for en defensiv minister. På det tidspunkt har Danmark spillet sin anden VM-kamp – mod Australien – og hvis Eriksen & Co. sejrer, hvem pokker gider så beskæftige sig med en kompliceret hvidvasksag fra Estland og omegn?

Som bekendt har både det estiske og det danske finanstilsyn været ude med kraftig kritik af Danske Banks manglende hvidvaskkontrol i den estiske filial for nogle år siden. Den estiske tilsynschef har – i hvert fald foreløbig – lukket sagen og undladt at udstikke bøder, fordi en bøde ville være så lille, at det ville være til grin, lod den estiske tilsynschef forstå.

Tilsynschef i Danmark, Jesper Berg, har udsendt en 27 siders kraftig kritik mod ledelsen i Danske Bank med otte påbud, men undlod også bødestraf. Fordi, måtte man forstå, at der i denne sag ikke var hjemmel til at give bøder. Du kan læse tilsynets afgørelse her.

Et godt gæt er, at en række svar på disse spørgsmål henviser til fortrolighed. Altså ingen svar.

Det er svært at forstå. Således fik netop Danske Bank en bøde på 12,5 mio. kr. i en anden sag om manglende intern hvidvaskkontrol. Det er muligt, at juraen er fulgt til punkt og prikke, men i så fald har vi behov for en meget mere klar kommunikation om de angivelige huller i lovgivningen, som trænger til et politisk eftersyn.

Brian Mikkelsen skal på samrådet forsøge at give klare svar på fordelingen af tilsynsopgaven ude og hjemme, om bagmandspolitiet er eller påtænker at gå ind i sagen, om der er juridisk baggrund for at rejse sager mod Danske Bank, om forældelsesregler osv. Et godt gæt er, at en række svar på disse spørgsmål henviser til fortrolighed. Altså ingen svar.

I et svagt øjeblik kunne man få den tanke, at også Danske Bank selv måtte ønske at få en anseelig bøde i sagen

Hvidvasksagen i Danske Bank har forlængst udviklet sig til en følelsesmæssig sag, som interesserer bredt i samfundet. Jura og følelser hænger ikke altid fornuftigt sammen, men det må som minimum formodes, at ministeren instruerer både tilsynet og bagmandspolitiet om at vende hver en juridisk sten i sagen.

I et svagt øjeblik kunne man få den tanke, at også Danske Bank måtte ønske at få en anseelig bøde i sagen. Dermed vil banken nemlig få en konkret anledning til at lukke sagen, også selv om bøden måtte bliver på flere hundrede millioner kroner.

Risikoen er nemlig, at hvidvasksagen og ansvaret ender i ingenmandsland, som det foreløbig er tilfældet. I så fald vil hvidvasksagen hænge som en tung klos om benet på Danske Bank-topledelsen mange år frem og dermed skygge for en række af de mere offensive tiltag, som en storbank som Danske Bank nødvendigvis må diske op med.

Problemet i Danske Bank er ikke at betale en evt. historisk stor bøde. Nej, den virkelige prøvelse er at håndtere det ledelsesmæssige ansvar.

Foreløbig er det ansvar placeret på direktør Lars Mørchs skuldre. Han fratrådte få dage før Finanstilsynet kom med sin kritik og otte påbud.

Det næste store fixpunkt i hvidvasksagen er offentliggørelsen af den advokatredegørelse fra firmaet Bruun & Hjejle, som banken selv har sat i værk. Den ventes at komme senest i september, og til den tid må det også formodes, at banken endegyldigt tager den konsekvens af sagen, som banken selv mener, er hvad der skal til for at lukke sagen.

Er nogen ufejlbarlige? »Ja,« svarede direktøren, »Den Danske Bank

Danske Bank har en helt særlig rolle i det danske samfund, som landets suverænt største bank. Det giver fordele, men også forpligtelser.

Jeg kommer til at tænke på en særlig begivenhed tilbage fra 1990’erne, hvor daværende tilsynschef Eigil Mølgaard i kølvandet på datidens finanskrise blev spurgt til, om nogen banker var ufejlbarlige.

»Ja,« svarede direktøren, »Den Danske Bank.« Det var dengang.

 

 

 

 

 

5 responses to “Brian Mikkelsen må skabe mere klarhed i hvidvasksagen

  1. Så flygtede Brian inden vi kunne se hvordan han klarede det samråd.
    Det var også er slemt dilemma. At skulle stå og hælde vand ud af ørene i forsvar for den som betaler ens løn. Specielt når det er åbentlyst kriminelt det som banken har foretaget sig.

  2. Det bliver den nye erhvervsminister Rasmus Jarlovs opgave at skabe mere klarhed i hvidvasksagen. Det er nok naivt, at forestille sig at det kommer til at ske.
    Danske Bank synes urørlig i denne skandalesag på trods af tilsyneladende kriminel adfærd, hvor man tydeligvis har prioriteret profit over compliance.
    Nuvel, det har kostet på imagekontoen, men det har endnu ikke haft nogle væsentlige konsekvenser for banken – og får det næppe. Om Brian Arthur Mikkelsens afgang på nogen måde kan relateres til sagen er ikke til at sige, men timingen er da påfaldende forud for dagens samråd. Ligesom det også var påfaldende, at Henrik Ramlau Hansen pludselig fratrådte som formand for Finanstilsynet, forud for sidste samrådsmøde i maj. Påfaldende var det også da den tidligere erhvervsminister Troels Lund Poulsen straks efter sin tiltrædelse udnævnte Henrik Ramlau Hansen som formand for tilsynet.

  3. Banken blev ved købet af Sampo “påduttet” den estiske bank. Man prøvede at sælge den, men det ville medføre for stort tab. Man var nok noget fodslæbende med nedlukning af hvidvaskningskunderne. Men der er ikke udfoldet kriminel energi hos bankens ledelse, og det tjener ingen interesser (udover hævntørst og avissalg) at holde denne ikkesag i live udover retsordenens tiltag. Vi lever i et retssamfund. Sagen havde været en ganske anden, hvis DB’s ledelse havde initieret hvidvaskningen, men det er altå ikke tilfældet.
    Så find venligst på noget mere konstruktivt end denne suppekogning.

  4. Flygtede? I Danmark har vi ikke korruption, føj da, vi har vennetjenester, når lokummet brænder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *