Leger fonds-Danmark med ilden?

I Danmark er vi stolte af vores mange fonde. Med rette. Danmark er et fondsland, hvor de største og stærkeste selskaber kontrolleres af de omkring 1300 erhvervsdrivende fonde. Det betyder, at blomsten af dansk erhvervsliv forbliver på danske hænder, i Danmark.

Så vidt så godt. Det er en stærk struktur, en langtidsholdbar og en langtidssikret struktur. Perspektivet er 20, 30 ja 100 år frem i tiden. Typisk båret frem af en stærk, indre kultur, baseret på stifteren af de enkelte fondes vilje og tanker.

Og ja, det kan virke gammeldags, og det sker også at fonde går i stå, men efter nogle svære år for nogle årtier siden, hvor fondsejerskabet var udfordret, har netop dette unikke ejerskab fået et comeback af de helt store. I de senere år er værdierne i fondene eksploderet, og samtidig er også donationerne til det omkringliggende samfund braget op.

Alene børsværdien af de to største virksomheder, Novo Nordisk og A.P. Møller – Mærsk, lander i underkanten af 1000 mia. kr. – eller hvad der svarer til halvdelen af Danmarks BNP. Det er værdier, der styres og kontrolleres af de bagvedliggende fonde.

Fondene er blevet en reel magtfaktor i samfundsøkonomien.

I 2016 blev der uddelt 15,1 mia. kr. En voldsom stigning over de senere år, og det vil fortsat stige.

Den største dreng i klassen, Novo Nordisk Fonden, venter at kunne nå en årlig udbetaling på fem mia. kr. i 2023, en firdobling i forhold til i dag. Nu skal man holde tungen lige i munden og skelne mellem udbetalinger og uddelinger, men faktum er, at fondene og deres penge betyder mere og mere for samfundet Danmark.

Fondene er blevet en reel magtfaktor i samfundsøkonomien.

Mærsk-fonden har udvidet sit aktivitetsområde, og senest har også Novo Nordisk Fonden udvidet, så de mange milliarder strøs ud over et stadigt bredere område, som mere og mere griber ind på uddannelses- og socialområdet i Danmark. Og tak for det.

Der er altså tale om en særlig dansk ejermodel, vi bør værne om. Både fra politisk hold, men saftsuseme også fra fondene selv. Her synes der at være plads til forbedringer og opstramninger. Risikoen er, at den betydelige goodwill som fondene er omgærdet af, går fløjten og får politikerne til at gå lovgivningsamok med indgreb af tvivlsom karakter.

Senest er det kommet frem, at den ellers højtrespekterede Carlsbergfondet har været vel gavmilde med honorarene til sig selv. Noget lignende blev tidligere afsløret i Grundfos-fonden, og der har sandt for dyden også været andre kedelige sager fra fonds-Danmark de senere år, som ikke har pyntet i samlingen.

Jeg vil blot nævne sager om sparekassefondene, Wonderful Copenhagen Fonden, Espersen-fonden fra Bornholm, den særlige administration i den rige Aage V. Jensens Fond og så videre.

Kommer det så vidt, at »tillid er godt, kontrol er bedre,« er fondene i vid udstrækning selv ude om det.

Jeg har fulgt fonds-Danmark ganske tæt de seneste 20-30 år, og jeg er overbevist om, at de mange mænd og kvinder, som styrer fondene gør det ud fra de bedste overbevisninger. Men det hænder, at selv nok så troværdige og arbejdsomme mennesker bliver blinde på det ene øje, når det kommer til honorarer og afregninger til dem selv.

Langt langt de fleste fonde, ukendte fonde, ligger i faste administrationsaftaler, typisk på et advokatkontor, hvor det er administrator selv, der fastsætter honorarer og afregninger.

Fondene har hidtil været fredet på Christiansborg, fondene ligger i vid udstrækning i ingenmandsland og styrer og kontrollerer sig selv. Det er alene Erhvervstilsynet, der er sat til at holde øje med, at alt går nogenlunde rigtigt til i fondene.

Noget tyder på, at dette tilsyn er voldsomt overbebyrdet. Tilsynet har i enkelte tilfælde skruet bissen på de senere år, og da er der dukket en række kedelige forhold op. Typisk sager om honorarer, uddelinger og habilitet.

Branchen selv er godt klar over, at med øget magt og indflydelse følger også et stigende krav om selvjustits. Det er blandt andet kommet til udtryk i et sæt spilleregler for fonde udtrykt i anbefalinger om god fondsledelse.

Et soft-law arrangement, som er et lille skridt på vejen i den rigtige retning, men så tilpas blødt formuleret, at risikoen for fejlskud i fondene også i fremtiden er stor.  Hertil kommer, at fondene har en særlig begunstigelse med skatten vedr. uddelinger.

Spørgsmålet er altså, om der er behov for en undersøgende fondskommission, et markant styrket Erhvervstilsyn med meget mere indsigt og kontrol eller andet indgribende. Kommer det så vidt, at »tillid er godt, kontrol er bedre,« er fondene i vid udstrækning selv ude om det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *