Netcompany skal pinedød levere varen, det har vi hårdt brug for

Pyha, hvor vi trænger til en større, markant og enkel børsnotering uden fnidder og fnadder samt personlig grådighed på bagsmækken. En succesfuld og klar børsnotering af IT-selskabet Netcompany kan være med til at genskabe respekten om nye noteringer på børsen i København.

Det har vi i den grad brug for – læs tidligere børsklumme her. Foreløbig synes både udbydere og investorer at være på vagt for ikke at blive snydt – det lægger en dæmper på festen og holder givetvis potentielle børskandidater tilbage.

Grundlæggende bør et sundt selskab gå på børsen, fordi selskabet har en klar vækststrategi og brug for børsen som kapitalkilde. Sådan virker det ikke altid. For ofte har man indtryk af, at en børsnotering betragtes som en kortsigtet pengemaskine, hvor citronen presses til det yderste af et glittet salgsmateriale og bullshit-snak. Historien viser desværre, at der ind i mellem dukker selskaber op, som burde være forment adgang.

Prisfastsættelsen synes aggressiv

Umiddelbart betragtet har Netcompany mulighed for levere varen og blive en mønstervirksomhed. Netcompany er et af de mellemstore selskaber i dansk erhvervsliv, som vi har higet efter i mange år, nemlig en rendyrket IT-virksomhed. Alene af den grund vil Netcompany pynte på børsen.

Læg hertil, at selskabet synes at have en dynamisk og dygtig ledelse kombineret med en klar vækststrategi.

Er der da ingen slanger i det paradis? Jo, så absolut. Prisfastsættelsen synes aggressiv. Selskabet blev for tre år siden handlet til to mia. kr., og nu mener udbyderne så, at selskabet er op til otte mia. kr. værd. Kigger man om bag tallene, kan det give mening, men det kræver, at de optimistiske vækstscenarier og blomstrende omtale i salgsmaterialet »Tag del i den digitale fremtid – bliv medejer af Netcompany« kan realiseres.

Netcompany har i øvrigt sammen med Danske Bank, TDC og Københavns Lufthavne bekendt sig til et såkaldt Digitalt Dogme, hvorefter disse virksomheder forpligter sig til at udvikle 500 nye IT-talenter om året. Det lugter af en ærlig passion for at skabe noget på lang sigt.

Som investor skal du først og fremmest sætte dine sparepenge på tilliden til ledelsen i firmaet, og i mindre grad til rådgivere, banker og de investorer. Set i det lys synes jeg Netcompany har noget at byde på

Investorer skal vide, at risikoen ved børsnoteringer er større end ved køb af »gamle« aktier på børsen. Til gengæld er up-side muligheden så også tilsvarende større. Som investor er det dog sjældent nok alene at læse »det med småt« i børsprospektet.

Umiddelbart vil man som investor tro, at de mange rådgivere og banker, der er med i børsnoteringen, ville borge for en vis kvalitet og troværdighed i aktien. Sådan er det desværre ikke.

Rådgivere og investeringsbanker er så vilde i varmen for at få opgaven – og de enorme honorarer – at de ser mere på den kortsigtede profit end det ansvar, der følger med. Behøver blot at nævne skandalen OW Bunker, farcen Nets eller den kulørte Lauritz.com-sag (på svensk børs.) Andre selskaber som Conferize, Greenmobility, Orphazyme, Matas, Scandinavian Tobacco og TCM Group har været en blandet pose bolcher på børsen.

Er der da ingen successer? Jo-jo, Ørsted, ISS, Chr. Hansen og Pandora (trods den seneste tids kursdyk) er børssuccesser over flere år, hvor de nye ejere ikke er blevet vildført.

Som investor skal du først og fremmest sætte dine sparepenge på tilliden til ledelsen i firmaet, og i mindre grad til rådgivere, banker og de investorer, der sælger aktier i forbindelse med børsnoteringen.

Set i det lys synes jeg Netcompany har noget at byde på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *