Dansk selskab har givet Wall Street-banken Goldman Sachs baghjul

På hovedgaden i Svinninge ved Holbæk ligger et selskab, der de senere år er blevet forgyldt. Et andelsselskab, der har givet Wall Streets grådige kapitalist, investeringsbanken Goldman Sachs, baghjul. Det anonyme energiselskab Seas-Nve.

Andelsfolket i Svinninge har haft is i maven og holdt på sin guldaktie Ørsted (tidl. DONG.) Seas ejer i dag 9,54 procent af Ørsted. Det modsvarer pt. en værdi på 16 mia. kr. For fire år siden var værdien tre mia. kr. En gevinst på fire år på 13 mia. kr. – stort set uden at røre en finger og uden at nogen har kaldt Seas for grådig.

Seas med og uden Ørsted-aktierne er to helt forskellige selskaber. Du kan læse Seas’ 2017-regnskab her.

Til sammenligning stak forhadte Goldman Sachs en nettogevinst på 12,5 mia. kr. i baglommen efter fire års delejerskab af Ørsted – læs her. Dog efter først at have lagt en investering på otte mia. kr. ved indgangen. Goldman Sachs gik derudover meget aktivt ind i ejerskabet med udviklingen og transformationen af Ørsted fra en sort industri til en grøn industri. Samt hertil offentlige prygl.

Finansminister Kristian Jensens ejerandel i Ørsted er 85 mia. kr. værd – mere end et helt års samlede selskabsskatter

Kritikere har igennem årene raset over Goldman Sachs og kaldt Ørsted-operationen røveri af et statsselskab ved højlys dag. Med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen som en af de absolut hårdeste kritikere. Og ja, Goldman Sachs’ interesse i Ørsted har ene og alene været udsigten til at kunne score en profit.

Goldman Sachs er i dag ude af Ørsted, mens Seas er forblevet storaktionær. Det har lønnet sig. I parentes bemærket har den danske stat, også uden af have rørt en finger i Ørsteds forvandling, i dag en ejerandel på 50,1 procent, som har en værdi på 85 mia. kr. Det er klart mere end et helt års samlede indtægter fra selskabsskatterne. Ejerposten i Ørsted ligger solidt forankret hos finansminister Kristian Jensen.

Inden for de næste måneder kan verdens største vindmøllekoncern Ørsted (tidl. Dong) rulle forbi verdens største containerrederi A.P. Møller – Mærsk på børsen i København. Sandsynligvis uden at hilse. Den nye industri overhaler den gamle industri. Ørsteds Henrik Poulsen distancerer Mærsks Søren Skou.

Mærsk-koncernen har i dag en samlet børsværdi på 210 mia. kr., mens Ørsteds børsværdi pt. ligger på 175 mia. kr. Ørsteds aktiekurs er bare steget og steget, Mærsk-aktien derimod er faldet. Det seneste halve år har Mærsk tabt på sin aktie. Ørsted-aktien derimod er steget 19 procent i samme tidsrum.

Forestiller man sig, at Ørsted fortsætter sin stigning over det næste halve år med “blot” 10 procent og Mærsk tilsvarende taber 10 procent, jamen, så er vi i den situation, at Ørsted er mere værd på børsen end A.P. Møller – Mærsk. De 5600 medarbejdere i Ørsted skaber mere værdi end de 85.000 medarbejdere i Mærsk. Det er nye tider.

Personligt tvivler jeg på, om den transformation havde været mulig med staten som drivende kraft. Det forekommer at være en naiv analyse.

Indrømmet, vi får aldrig svar på, om staten selv kunne have udviklet Ørsted til den virksomhed, den er i dag, hvis staten havde afvist Goldman Sachs og selv dengang, da krisen kradsede, skudt de nødvendige fem-ti mia. kr. i det nødlidende energiselskab. Personligt tvivler jeg stærkt på, om den transformation havde været mulig med staten som drivende kraft. Det forekommer at være en naiv analyse.

Når det er interessant at sammenligne A.P. Møller – Mærsk og Ørsted skyldes det flere forhold. Begge de to virksomheder står midt i en en historisk transformation, og begge er eller helt på vej ud af olie. Ørsted har fået sig transformeret, mens Mærsk fortsat leder efter udgangen til sin fremtid.

Man kunne også udtrykke det på en anden måde. Hvad nu hvis … Hvad nu hvis Mærsk-formanden Jimmy Hagemann Snabe var kommet til i Mærsk i 2013 og på det tidspunkt havde hentet Henrik Poulsen ind som ny topchef i Mærsk med carte blance fra ejerne til at transformere A.P. Møller – Mærsk til en fremtidssikret virksomhed.

Mon ikke Thomas Thune vil poppe en flaske champagne, når Ørsteds børsværdi ruller forbi Mærsks børsværdi.

Det skal bemærkes, at formanden i Ørsted, tidligere oliechef i Maersk Oil, Thomas Thune Andersen, i 2014 blev hentet ind som ny formand i Ørsted. Thomas Thune kunne ikke længere bruges i Mærsk, men har fået en gevaldig opblomstring som formand i Ørsted. Mon ikke Thomas Thune vil poppe en flaske champagne, når Ørsteds børsværdi ruller forbi Mærsks børsværdi.

Pointen er, at transformationer som dem både Ørsted og Mærsk er ude i kræver ikke bare masser af risikovillig kapital men også risikovillige og fremsynede ledelser. Og ikke mindst ejere, der tør.

Det er tankevækkende, at to store virksomheder – lidt med samme strategiske udfordringer – performer så forskelligt på så få år. Det handler om ejerskab, men det handler i høj grad også om ledelse. Set i det perspektiv kan udfordrede virksomheder næsten ikke købe sin topledelse for dyrt.

Kurseksplosionen i Ørsted vil næppe vare ved. I hvert fald er analytikerkorpset meget delt i sin vurdering af de fremtidige muligheder i Ørsted. Halvdelen siger køb, den anden halvdel siger sælg.

Meget tyder dog på, at Ørsted på et tidspunkt ruller forbi den tidligere mastodont A.P. Møller – Mærsk på børsen. I så fald vil det skubbe Mærsk ned som det “blot” fjerde mest værdigfulde selskab på børsen.

Gad vide, hvad de går tænker på i Hovedgaden i Svinninge. Skal Seas være langsigtet aktionær i Ørsted eller skal andelsfolket trække den historiske gevinst hjem, mens tid er? Og hvis ja, hvad pokker skal man bruge 17 mia. kr. på i Svinninge og omegn?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *