Respekt Jan Bech, men kan du også sikre Brøndby på den lange bane?

Fodboldklubben Brøndbys frelser, finansmanden og udlandsdanskeren Jan Bech Andersen, er lykkedes med sit projekt. Foreløbig i hvert fald. Men i fodbold er bolden rund, man tager een kamp ad gangen, og alt kan ske.

Brøndby-aktien er drønet i vejret med 140 procent siden slutningen af marts til nu en børsværdi på 640 mio. kr., mens ærkerivalen FCK (Parken) har en børsværdi blot er en spids højere, 760 mio. kr.

Hvem har den rigtige strategi? Brøndby eller FCK (Parken Sport & Entertainment)?

Jan Bech Andersen ejer 54 procent, og det betyder, at hans ejerandel er 350 mio. kr. værd ved dagens kurser. Pænt over Jan Bechs samlede investeringer i det tidligere nødlidende Brøndby-selskab.

Dermed er Jan Bechs ejerandel i fodbold på rekordtid suset forbi Parkens to bestemmende aktionærer Erik Skjærbæk og Karl Peter K. Sørensen. De to har nu siddet og surmulet på en bestemmende aktiepost i Parken i 7-8 år, stort set uden at få afkast. Skjærbæk og Sørensens samlede aktiepost i Parken har pt. en værdi på omkring 300 mio. kr.

Giver det mening? Nej, det gør det reelt ikke, her dur ikke nøgletalsberegninger. Men det viser, at fodbold og fondsbørs er to størrelser, som overhovedet ikke hænger sammen. Fodboldaktier styres i vid udstrækning af gulddrømme og følelser. Ellers kan man ikke forsvare en børsværdi af Brøndby på 640 mio. kr.

Klubben fra vestegnen har for første gang i nyere tid kurs mod både pokaltitel (den betyder næppe så meget for børskursen), og danmarksmesterskabet (som kan vise sig som den helt store cash-cow over de næste et-to år.) Man må formode, at både pokaltitel og DM-titel med den nuværende aktiekurs er indregnet. Hertil kan komme yderligere optur, hvis Brøndby, som mester, når Champions League.

Det store spørgsmål er, om Brøndby og Jan Bech har fundet den rigtige strategi med en hovedaktionær med dybe lommer, som kan stå i mod, når Brøndby økonomisk igen rammer muren. Eller det er Parken, der har det rigtige strategi med at stå på flere ben. Således at de voldsomme økonomiske op- og nedture fra år til år kan håndteres.

Et par tal:
– Parken forventes at omsætte for ca. 1,3 mia. kr. i 2018 med et overskud før skat på 35-50 mio. kr. Den rentebærende nettogæld er på en mia. kr. Parken synes at have et permanent gyldent ben, nemlig feriestedet Lalandia. Pt. tynger problembarnet Fitness.dk. Se Parkens regnskab her.
– Brøndby forventes at omsætte for 150 mio. kr. i 2018, fortsat med et underskud til følge (udmeldt i forbindelse med 2017-regnskabet.) Brøndby er gældfri, men har til gengæld kun eet ben at stå på, nemlig fodboldforretningen. Dropper Jan Bech kærligheden til Brøndby, falder korthuset. Se Brøndbys regnskab her.

Der er således et eller andet galt med Parkens struktur. Værdierne kommer ikke frem, og det taler for en opsplitning af Parken Sport & Entertainment.

Respekt for genrejsningen, Jan Bech. Spørgsmålet er nu om du vil og kan sikre forboldforretningen Brøndby også på den lidt længere bane.

For Jan Bech & Co i Brøndby handler det om at finde en strategi, hvor Brøndby kan komme igennem de økonomisk dårlige år uden at blive truet på eksistensen.

Der er tale om to store udfordringer i Parken og Brøndby. Brøndby synes dog fortsat mest sårbar. Set i det lys mener jeg fortsat, at Brøndby og FCK (Parken) økonomisk spiller i hver sin liga. Men skjules kan det ikke, at Jan Bech har fået skabt ro i Brøndby på ejer- og ledersiden, og måske endda er på vej til at gøre Brøndby til en profitabel forretning.

Kritikken mod Jan Bech Andersen har været hård igennem årene, også fra denne klummeskriver. Du kan læse her – og her – og her.

Men respekt for genrejsningen, Jan Bech. Det er prisværdigt. Tålmodigheden bærer frugt.

Spørgsmålet er nu om du vil og kan sikre forboldforretningen Brøndby også på den lidt længere bane.

One response to “Respekt Jan Bech, men kan du også sikre Brøndby på den lange bane?

  1. Mener ikke du har ret i at de spiller i to forskellige ligaer.
    De penge FCK tjener på resten af forretningen, går stort set lige op med det koster i renter på milliardgælden.
    Kommer FCK ikke europæiske gruppespil eller sælger spillere for et stor millionbeløb landet de et underskud på 30-50m selvom Lalandia laver 50m på bunden.
    Det er selvfølgelig nemmere en acceptere et underskud på 50m ud af en omsætning på 1M end på 2m, men det suger lige hårdt på egenkapitalen.
    Tilgengæld har Brøndby formået at gøre sig lækre på fans og sponsorer, der har FCK styrtdykket de sidste 10år på trods af sportslig succes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *