Hokus-pokus, sådan smugler Bilka-topchefen grænsehandelen tilbage

Flyt grænsehandelen nord for den dansk-tyske grænse. Hokus-pokus, så er alle problemer løst. Danskerne køber dansk, putter afgifter i den danske statskasse og skaber danske arbejdspladser. Hvor svært kan det være?

Selvfølgelig er hans forslag om en sønderjysk afgiftsfri zone ikke ærlig ment. Det er en provokation

Den ellers normalt alvorlige topchef i Dansk Supermarked, Per Bank, har fået en lys ide. Mener han selv. Opret en afgiftsfri zone mellem Højer Sluse i vest og Rinkenæs i øst. Til glæde for den danske statskasse. Og – må man tro – til glæde for Banks butikker i Dansk Supermarked-koncernen, Bilka, Netto og hvad de hedder allesammen. Læs om forslaget her.

Går ud fra, at der i Per Banks optik også ligger i pipelinen, at der skal oprettes afgiftsfrie zoner på Lolland-Falster og på Bornholm. Og mon ikke Sverige etablerer afgiftsfrie zoner i Skåne og Norge etablerer en afgiftsfri zone i Kristiansand (Hirtshals-færgens destination), så hverken nordmænd eller svenskere lægger forbrugspenge i afgiftslave Danmark.

Per Bank selv forsøger at holde masken. Han er brændt igennem mediemuren og har opnået det han ville, nemlig at blive hørt på Christiansborg. Selvfølgelig er hans forslag om en sønderjysk afgiftsfri zone ikke ærlig ment. Det er en provokation for at få offentligheden og politikerne i tale. Og for at få sat fokus på de danske forbrugsafgifter, igen-igen.

Per Banks afgiftszone-ide, fremsat i dagbladet Børsen, kommer på et tidspunkt, hvor regeringens »vækstteam for handels- og logistikerhvervene« – begynder arbejdet. Du kan læse om opdraget her. Det skal munde ud i et løsningskatalog til politikerne i oktober 2018. Tanken med dette arbejde er at beskrive muligheder – og barrierer – for især e-net handelen.

Formanden for dette vækstteam er i øvrigt en af Per Banks håndgangne mænd, nemlig chefen for Netto International, Michael Løve. Opdraget fra regeringen handler først og fremmest om at Danmark får en større bid af den stigende internationale nethandel.

Mon ikke Michael Løve også får plads til et stort kapitel om de mere jordnære problemer med de høje danske forbrugsafgifter, der får danskerne til at lægge en omsætning syd for grænsen på fire milliarder kroner om året. Plus et antal milliarder i andre afgiftslettede områder uden for Danmark.

Den samlede grænsehandel, opgjort af Skatteministeriet, udgjorde i 2015 ni mia. kr. Trods lettelser på nøddeafgifter og andre småting, er grænsehandelen næppe faldet siden da. Afgiftslettelser eller ej, grænsehandel er for længst blevet en del af mange danskeres livsstil.

Forslaget om særlige afgiftsfrie zoner er et sjovt indslag, måske fra Bilkas afdeling for spøg og skæmt, men bringer desværre ikke konstruktive løsninger ind i debatten.

Der vil således altid være en vis form for grænsehandel, det ser man over hele verden, eksempelvis internt mellem staterne i USA. Således er momsen noget lavere i New Jersey end i nabostaten New York.

Løsningen er derfor at finde en balance, der bureaukratisk er til at håndtere, og som ikke skaber skævheder andre steder. Afgiftsnedsættelser i den forbindelse ligger lige for.

Dog har afgifter flere formål. Udover at skaffe penge i statskassen, handler det også om forbrugeradfærd. Eksempelvis lægges der enorme afgifter på tobak for derigennem at forsøge at begrænse rygning, altså sundhedspolitik.

Per Bank er lykkedes med at få sat grænsehandelen på dagsorden igen. Point for det. Godt at se, at humoren trives Dansk Supermarkeds-domicilet i Brabrand.

Forslaget om særlige afgiftsfrie zoner er et sjovt indslag, måske fra Bilkas afdeling for spøg og skæmt, men bringer desværre ikke konstruktive løsninger ind i debatten.

2 responses to “Hokus-pokus, sådan smugler Bilka-topchefen grænsehandelen tilbage

  1. Når vi engang bliver medlem af EU, så bliver afgifterne på tværs af grænserne vel harmoniseret. Det har vel altid været en målsætning?

  2. Erik Eriksen @.
    Danske politikeres leflen for det antidemokratiske EU projekt, har været og er en stor løgn fra 1972 frem til idag.
    de billige biler og alt muligt andet, er et fatamorgana som aldrig sker, Så længe DK bruger 3-4 milliarder på ingenting + 16-17 milliarder i kontanter til at vedligeholde korruptionen i Afrika, bliver det aldrig til billigere biler i DK.
    Og Lille Lars Ligeglad, er nemlig LIGEGLAD.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *