Hykleriet om hvidvask – hvor er politikerne?

Hvis du skal have vasket kriminelle penge hvide eller skal have sløret terrorfinansiering så gå for guds skyld i en stor bue uden om Danske Bank og Nordea. Gå i stedet til Sydbank, Skjern Bank eller en anden af de lidt mindre banker. Her er risikoen for at blive afsløret til at overse.

Tæskene til og ydmygelserne af i sær Danske Bank og Nordea over de senere år, ikke bare med kritik i offentligheden men derudover bøder, har fået de to storbanker til at opgradere kontrollen (compliance) meget voldsomt. Nordea har nu 1500 medarbejdere ansat i disse afdelinger, mens de seneste tal fra Danske Bank lyder på 1000 medarbejdere i compliance.

Gå i stedet til Sydbank, Skjern Bank eller en anden af de lidt mindre banker. Her er risikoen for at blive afsløret til at overse.

Disse tal står dog i skærende kontrast til indsatsen hos regional- og lokalbankerne. Her er der en åben dør og kontrollen begrænset. Sydbank, som har en balance på 134 mia. kr., filialer i udlandet og mange internationale transaktioner, oplyser, at de har et sted mellem 10 og 16 medarbejdere i compliance-funktionen.

Den positive udlægning af den mangel er, at jo mindre banken er, jo mere kender man sine kunder. Den negative er, at en stor del af dansk bankvæsen endnu konkret mangler at indrette sig på samfundets krav til bankerne om, at de pinedød må medvirke meget mere aktivt til at holde kriminelle penge ude af bankbøgerne.

Det er gået op for Nordea og Danske Bank på den hårde måde, mens de øvrige banker sejler videre.

Det skal med, at det ikke alene er banker, der er omfattet af hvidvaskloven. Det er også revisorer, advokater, vekselkontorer, ejendomsmæglere med flere. Foreløbig viser der sig dog en voldsom skævhed, nemlig at det næsten alene er de store banker, der indberetter mistænkelige kunder og transaktioner til det relativt nyoprettede Hvidvasksekretariat, der hører under SØIK (bagmandspolitiet.)

Hvis succeskriteriet derimod er at afsløre »hvidvaskere« og dermed minimere denne trafik markant, er vi på nuværende tidspunkt blot ved begyndelsen.

Og nu er vi i den grad inde ved et ømt punkt, som også involverer de politikere på Christiansborg, der raser mod hvidvaskning og den manglende kontrol i bankerne. Hyklerisk er det, at så længe politikerne ikke vil hænge nogle flere ressourcer i halen på opklaringsarbejdet hos bagmandspolitiet, er det svært for at få bugt med hvidvask.

I 2017 blev der indberettet 19.000 mistænkelige sager til Hvidvasksekretariatets 14 mand store afdeling under bagmandspolitiet. En tredobling på få år. Det er naivt at tro, at 14 mand har en jordisk chance for bare nogenlunde effektivt at tjekke 19.000 indberetninger igennem for at finde hvidvasksyndere.

Det nytter ikke, at bankerne opgraderer voldsomt med stadigt flere indberetninger, hvis disse indberetninger blot ryger i nederste arkivskuffe hos bagmandspolitiet på grund af ressourcemangel. Nu ved jeg godt, at en embedsmand, bagmandspolitiets chef Morten Niels Jakobsen, aldrig kunne finde på at beklage sig over manglende ressourcer. Men set ude fra synes bagmandspolitiet i den grad at have brug for ekstra (hvidvask)ressourcer, forudsat altså, at politikerne på Christiansborg mener det alvorligt med, at vi skal have bugt med den samfundsødelæggende hvidvask.

Måske den hede hvidvaskdebat selv trænger til et grundigt eftersyn. Hvis succeskriteriet er antallet af indberetninger til Hvidvasksekretariatet, så er der grund til at klappe i hænderne. Hvis succeskriteriet derimod er at afsløre »hvidvaskere« og dermed minimere denne trafik markant, er vi på nuværende tidspunkt blot ved begyndelsen.

12 responses to “Hykleriet om hvidvask – hvor er politikerne?

  1. Måske burde Berlingske være knap så emsig med at køre bølger af anklager frem mod en pæn bank, som ved et opkøb tilfældigvis fik en lidt mindre heldig afdeling med.
    Danske Bank er ved at trække sig ud af hvidvasksagen. Banken er vigtig for det danske samfund. Banken har næsten ingen rentemarginal at tjene på. Så ligner det ikke noget, at Berlingske bliver ved med at køre nye bølger af angreb op blot for at skabe sensationer.

    1. Det er jo lige før at man synes det er helt synd for DB, som “slet ikke vidste hvad der foregik” i Estland og næsten ingen penge tjener.
      Er du ansat i DB?
      Med hensyn til politikkerne i regeringen, lider de af stor berøringsangst. Det kunne hurtigt koste fremtidig støtte.
      Det er en rådden verden vi lever i.

  2. DB har bevist brudt loven for egen profit. De har bevist ignoreret information om at det var helt galt. De har løget overfor myndigheder og dækker over ulovligheder.

    Trods dette mener skribenten at vi ikke skal være så negative om DB!

    I et retssamfund ville de ikke have lov til at undersøge sig selv, men DB har så meget magt at alle gør alt for at de slipper.

  3. At politikerne er ligeså kriminelle som bankerne må da stå enhver klart efter de tyverier de detog i via boligboblen.

  4. Er der ingen grænser for injurerende udtalelser og påstulater? Der er et gammelt ordsprog som siger at” tyv tror hver mand stjæler”. I min verden er det medarbejderne som udfører opgavern i de enkelte banker og offentlige kontorer, der finders opgaver som alene kan gennemføres såfremt 2 medarbejdere deltager i løsning af opgaven!
    De mange ressurcer som bruges i forbindelse med injurerende /fantasier hvor der ikke senere bliver dokumenteret ulovligheder, kunne med fordel bruges på noget mere nyttigt. Jeg er helt ening i at de som gennemfører ulovligheder skal straffes, det er bare blevet sådan at journalister og andre med lyst til at skabe overskrifter for at sælge aviser og blade i mange henseender udfører samfundsskadelig virksomhed, når de ustraffet løbende i gentagne tilfælde kan fremkomme med krænkende postulater – det er skadeligt for disse virksomheder og de mennesker som er ansvarlige i de omtalte virksomheder! Hvordan var det med straffen til de personer som var ansvarlige og udførende i SKAT hvor der forsvandt mange mia.?
    Der må gennemføres en mere klar lovgivning således at loven bliver forståelig for brugerne!!

  5. @Jens Jensen
    Synes du rammer helt ved siden af ved at tale om sensationsmageri. Og jeg kan da også se, at banken i dag erkender sine fejl og erkender at have reageret alt, alt for sent. Du skriver, at Danske Bank er vigtig for det danske samfund, og ja, det er rigtigt – så vigtig at staten måtte hjælpe banken igennem sin værste krise siden 1920’erne. Med samfundsvigtighed følger sørme’ også forpligtelsen til at have orden i eget hus, også på de yderste destinationer.
    @Per Godiksen. Har svært ved at se, at en skandale (den med udbytteskatten) skulle friholde DB for ansvar i Estland-banksagen. Hm, du skriver, at vi i medierne udfører samfundsskadelig virksomhed; det er dælme stærke ord i april. Sagen i DB handler jo netop om, at banken ikke har været tilstrækkelig skarp på kontrol med hvidvaskpenge, og hvidvaskpenge er noget af det mest samfundsskadelige der overhovedet findes.

  6. Det er en helt rigtig observation at politikerne snorksover i denne sag ligesom Finanstilsynet gør det.

    Det er ufatteligt at Danske Bank ikke har haft mere styr på hvad der foregik i de baltiske banker. Datterselskaberne i Baltikum er nogle relativt små banker med en lille balance og forholdsvis få kunder, så det forekommer meget mærkværdigt at ledelsen i Danske Bank ikke skulle have interesseret sig mere for hvem der var de mest lønsomme og mest betydende kunder i biksen. Det giver ikke mening. Det giver heller ikke meget mening at Danske Bank ikke har meldt klart og fyldestgørende ud fra dag 1 hvis de ikke har noget at skjule. Det har været tøvende, uklart og pø om pø. Det lukker heller ikke sagen at banken fyrede den ansvarlige mand i direktionen Lars Mørch. Ansvaret er til dels placeret, men der foreligger endnu ikke en retvisende og fyldestgørende redegørelse fra banken.

    At Finanstilsynet og den ansvarlige minister ikke selv har været mere fremme i skoene er også underligt. Hvad går de egentlig og venter på? Danmarks største bank har medvirket til hvidvask af midler for det russiske regime som er underlagt sanktioner, som begår cyberkriminalitet i stor stil bla. mod A.P. Møller og som er nært forbundet med organiserede kriminelle, og alligevel er der total tavshed fra de ansvarlige danske myndigheder. Det giver kun næring til spekulationer om at vi slet ikke er kommet til bunds i hvad der kan vise sig at være en pilrådden affære der måske ender med at være en af de største erhvervsskandaler i danmarkshistorien.

    1. Den larmende tavshed og påfaldende ulyst til at gøre noget fra politiks side, fortæller jo med al tydelighed, at en højtstående politikere har noget i klemme.

      Det er naivt ikke at tro, at diverse højtstående finansfolk gemmer på viden om lokumsaftaler lavet med politikere som ikke tåler dagens lys – Ikke mindst i forbindelse med finanskrisen.

      Hele systemet er pilråddent.

  7. @Jens Chr. Hansen
    Jeg skal da beklage, at jeg ikke har udtrykt mig tydeligt nok.
    Berlingske kommer med jævne mellemrum med småhistorier om Danske Bank i stedet for at få det hele overstået.
    Det handler naturligvis om at få kogt mest mulig suppe på den historie.
    Ved at komme med historien i små bidder er Berlingske med til at holde aktien nede, så men næsten kunne tro, at der var en interesse i at støtte shortere i Dansk Bank.
    Få nu den historie, som Danske Bank uforvarende kom ind i, overstået!

  8. Heldigvis lever vi i et retssamfund. Mig bekendt er Finanstilsynet på sagen. Folkedomstolen giver mig myrekryb.

      1. At blive undersøgt af Finanstilsynet eller Søik er vel nærmest det tætteste man kan komme på en frifindelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *