Nej til at putte med topchefers lønpakker

Hvis der er et tema fra erhvervslivet, der kan sætte brand i den offentlige debat, er det de markant stigende topcheflønninger. Og i særlig grad topchefer, der bliver økonomisk belønnet ved fyring, selv om virksomheden går skidt, og der IKKE skabes værdier. Det gør det svært at forstå sammenhængen i princippet om incitamentsaflønning.

Denne til tider hidsige debat mod toppen for i vid udstrækning at belønne sig selv er ikke ny, og der vil givetvis også fremover kommer lignende sager om aflønninger, der er løbet løbsk.

Men hvad mener topledelserne i grunden selv? Hvad er holdningen hos de bestyrelser og i de direktioner, som bevilger disse lukrative lønpakker?

Dog er det overraskende, at omkring hver 10. af de adspurgte mener, at det nuværende niveau er for højt. Det er dog en tanke værd.

Det har en af de mest kyndige på området, forsker og professor Ken L. Bechmann, Institut for Finansiering på CBS, sat sig for at undersøge med en spørgeskemaundersøgelse via Bestyrelsesforeningen. Du kan finde Bechmanns artikel her.

Responsen har været god, og det viser, at emnet, topcheflønninger, også er superaktuelt på de bonede gulve. Ikke mindst forårsaget af den såkaldte Nets-sag, hvor direktøren Bo Nilsson sammen med sin bestyrelse fik skruet en samlet lønpakke sammen, som gav Bo Nilsson bonusser på over 500 mio. kr.

Her gik det totalt over gevind, og hvis man taler med topcheferne uden for citat, lægges der ikke fingre imellem i kritikken af denne superpakke. Nets-sagen har ødelagt meget for forståelsen generelt for incitamentsaflønninger i erhvervslivets top. Du kan finde en forklarende artikel om incitamentspakker fra PwC her.

Ikke overraskende viser Bechmanns undersøgelse (der bringes i det udmærkede magasin Finans/Invest), at bestyrelsesmedlemmer og direktører selv finder, at niveauet og dermed størrelsen på pakkerne generelt har et passende niveau.

Dog er det overraskende, at omkring hver 10. af de adspurgte mener, at det nuværende niveau er for højt. Det er dog en tanke værd.

Endnu mere interessant er det, at næsten halvdelen af topchefer og bestyrelsesformænd finder informationsniveauet (transparensen) om ledelsens aflønningspakker mangelfuld og ufuldkommen.

Det er jo i princippet et problem, som de pågældende selv kan gøre noget ved. I årsregnskaber, på generalforsamlinger, på hjemmesiden – der er masser af muligheder.

Man kan også bruge denne simple formel som ledetråd: “Hvad ikke kan forklares, kan ikke forsvares.”

Mange virksomheder kommer i forklaringsproblemer, når de ofte komplicerede incitamentspakker skal lægges frem. Hvorfor belønnes en topchef, selv om virksomheden økonomisk går dårligt? Og hvorfor hæftes der en hulens mange millioner i halen på direktører, der fejler og bliver fyret? Der mangler symmetrien.

Forklaringen er ofte et fremstammende, jamen sådan var kontrakten nu engang skruet sammen. Til det er at sige, at direktørkontrakten i så fald har været skruet forkert sammen.

Bechmanns undersøgelse viser i øvrigt, at et markant flertal mener, at der bør været et maksimum på, hvad et incitamentsprogram samlet kan kaste af sig. Altså en lex Nets.

Men hvorfor ikke bare overlade til private virksomheder og deres ejere at beslutte hvordan og med hvor meget topledelsen skal aflønnes med? Bechmann konkluderer, at der er to helt afgørende grunde til, at gennemsigtigheden i incitamentspakkerne øges markant.

Frygten for et detailindgreb fra politikernes side. Samt hensynet til forståelsen bredt i samfundet om, at bedre ledelser er til gavn for både aktionærer og det omkringliggende samfund.

Man kan også bruge denne simple formel som ledetråd: “Hvad ikke kan forklares, kan ikke forsvares.”

2 responses to “Nej til at putte med topchefers lønpakker

  1. “Hvad ikke kan forklares, kan ikke forsvares.” kan måske bruges som regel, hvis modtagerne af informationen faktisk lytter, og forsøger at følge argumenterne, lige som man også selv skal være klar til at høre på modargumenter.
    Problemet opstår, hvis eksempelvis politikere/journalister er mere interesserede i den hurtige forargelse end i reel viden, eller hvis forklaringen ikke giver mening for andre end en selv og de øvrige, som er underlagt samme gruppetænkning.
    Tag incitament som begreb: er det entydigt at dem, der søger økonomiske incitamenter er de bedste til at drive virksomhed?
    Kunne det være dem, der er internt motiverede, der ville gøre det bedst for alle stakeholders?
    Og hvis man mener ydre statusindikatorer entydigt virker bedst: hvor ved man det fra?
    Har alternativet i virkeligheden været forsøgt nogensinde? (Og nej, jeg accepterer ikke Sovjetunionen eller DDR som eksempler, jeg taler stadig om markedsøkonomier. Og nej, jeg mener ikke at arbejde bærer lønnen i sig selv, men måske lidt mindre i posen til den, der sidder i det fineste kontor)

  2. @Anders
    Næh, der er ikke forargelse her fra. Forargelsen opstår først, når uduelige topchefer listes ud af bagdøren med en stor pose penge. Så hænger incitamentstankegangen jo ikke sammen. Incitament må være noget med, at hænge en gulerod op, og hvis topchefen så når de indlagte budgetter, jamen så kan han nappe guleroden, hvis ikke så forsvinder guleroden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *