Lego er ikke i krise, men …

Sporene må nødvendigvis skræmme i Lego. Sporene fra de første år i 00’erne, hvor topledelsen dengang gik fejl af markeder, lageropbygning og strategi og pressede den ikoniske virksomhed så meget i defensiven, at virksomheden var truet på livet.

Frasalg, ledelsesudskiftning og en dramatisk hestekur fik virksomheden på benene igen.

Ledelsen, ikke mindst i de mest gyldne tider, bør have worst-case skrækscenariet tatoveret på den indvendige side af hjernebarken.

Lego idag er ikke, hvor Lego var for 13-14 år siden, slet ikke. Nøgletallene i 2017-regnskabet er stærke, de finansielle buffere til at få øje på og – måske vigtigst af alt – en topledelse, der er piv bevidst om, at træerne ikke vokser ind i himlen. At ledelsen, ikke mindst i de mest gyldne tider, bør have worst-case skrækscenariet tatoveret på den indvendige side af hjernebarken.

Set udefra kan man få den tanke, at manden, der fik afværget nærdødsoplevelsen i Lego tilbage i 00’erne, Jørgen Vig Knudstorp, har set visse lighedstræk med dengang og nu. Og at han derfor selv er blevet bevidst om, at noget dramatisk måtte ske. Med virksomhed og med ham selv.

En selverkendelse andre topledere kunne lære af.

Hvis den analyse er rigtig kan Vig Knudstorps betydning for Lego i 2016-2017 være lige så afgørende for Lego som ved turn-arounden i 00’erne. På et tidspunkt hvor Jørgen Vig Knudstorp var tæt på gudeskikkelse i Lego, har han forstået, at det er mens pengekassen er fuld, der skal tages de nødvendige dramatiske beslutninger til sikring af fremtiden.

I så fald en sjælden selverkendelse, der skriver sig ind i dansk erhvervshistorie. Og en selverkendelse andre topledere kunne lære af.

Som bekendt stoppede Vig Knudstorp som topchef i Lego i januar 2017. I stedet satte han sig selv op som formand og dermed en slags livstidsrådgiver for familien Kirk Kristiansen.

Søgeprocessen med at finde sin afløser på posten som daglig topchef var lidt slingrende, men da den succesrige Danfoss-topchef Niels B. Christiansen så pludselig lagde vejen forbi Billund etableredes et af de stærkeste lederteams i Danmark lige nu.

Nok er det svært at se det troværdige i, ingeniøren Niels B. pludselig har forvandlet sig til et legebarn, som bare elsker at sidde i skrædderstilling og lege med Lego. Hans opgave er næppe at brande det legende i Lego på samme måde som Vig Knudstorp.

Niels B. skal skære til, effektivisere og fremtidssikre Lego, kreativiteten og det legende må han nok købe sig til. Han har i hvert fald økonomien til det.

For den privatejede Lego-koncern er regnskabstallene for de enkelte år ikke så afgørende, det handler i højere grad om retningen. Og retningen lige nu er nedad, ganske vist fra et højt niveau, men retningen er nedad. Det er den kurs Niels B. Christiansen er sat til at ændre.

Succes gør selv topchefer blinde. Tænk bare på Novo Nordisk, Danske Bank, Vestas, A.P. Møller – Mærsk med flere.

Tankevækkende i den forbindelse er i øvrigt oplysningen om, at Lego har besluttet at reducere de store lagre. Det må være en klassisk Niels B.-beslutning, undgå for guds skyld at blive fanget i lageropbygningsfælden. Det viser historien.

Succes gør selv topchefer blinde. Tænk bare på Novo Nordisk, Danske Bank, Vestas, A.P. Møller – Mærsk med flere. Succesfulde koncerner som pludselig befinder sig i eller har befundet sig i en nedtur, som koster dyrt, ikke bare på top- og bundlinjen i regnskabet, men som også koster dyrt på tilliden og troværdigheden til topledelsen.

Det 2017-regnskab, som Lego offentliggjorde tirsdag, varsler et økonomisk retningsskifte i Lego. Indtjening, cash-flow og soliditet er dog fortfarende så stærkt, at Lego-koncernen fortsætter udbyttepolitikken fra 2016.

Også i 2017 ryger der er et udbytte til de to ejere, pengetanken Kirkbi og Lego Fonden, på syv mia. kr., ligesom udbyttet for 2018 forventes at være på syv mia. kr. 21 mia. kr. over tre år, det fortæller noget om den økonomiske styrke i Lego.

Nu er det op til teamet Jørgen Vig Knudstorp og Niels B. Christiansen at sikre, at det nedslående 2017-retningsskifte bliver en enlig svale.

2 responses to “Lego er ikke i krise, men …

  1. Det bliver bestemt interessant at følge. En topledelse som ser sig blind i successen, og ikke får taget de fornødne skridt for at sikre virksomheden, er ofte set. Og det som Jens Chr. Hansen, højst sandsynligt også derfor at man har taget en mand som Niels B. Christiansen ind. Han er benhård forretningsmand, og er en naturlig arvtager efter Jørgen Vig. Han fik brandet virksomheden, og fik skudt væksten i gang igen. Nu skal der stabiliseres, så man ikke får samme problemstilling som tidliger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *