Parken bør splittes op – men kan FCK stå alene?

Noget er i gære i det børsnoterede Parken Sport & Entertainment. Koncernen, der bla. huser Byens Hold, fodboldklubben FCK. Det mest naturlige er at splitte minikonglomeratet op i selvstændige forretninger. Aktien har ligget flad som en pandekage i årevis – noget må gøres.

Spørgsmålet er dog, om det i virkeligheden handler om behovet for et strategiskifte i Parken. Altså en opsplitning af Parken, der i dag har fire forretningsområder.

For to uger siden fyrede formanden i Parken, Bo Rygaard, sin direktør siden 2010, Anders Hørsholt. med øjeblikkelig virkning. I stedet blev chefen for forretningsenheden Lalandia, Jan Harrit, sat ind som ny (formel) koncerndirektør.

Udadtil forklarede formanden ændringen med et behov for et ledelsesskifte. Spørgsmålet er dog, om det i virkeligheden handler om behovet for et strategiskifte i Parken. Altså en opsplitning af Parken, der i dag har fire forretningsområder.

Tre nogenlunde lige store forretningsben, FCK & Stadion, feriehusene Lalandia og Fitness-kæden. Hertil et mindre ejendomsaktiv. Lalandia er en glimrende forretning, Fitness kører med konstante underskud og fodbolden svinger gevaldigt fra år til år. Resultat, en konstant underdrejet, selvtillidsforladt Parken-aktie.

Det er svært at se synergier i disse forretningsben – læs årsrapport 2016. Parken blev i sin tid konstrueret af den tidligere arbejdende bestyrelsesformand, Flemming Østergaard. Hans ide var, at brandet FCK og brandet Don Ø kun sælge både feriehuse, fitness og meget andet. Det var rigtigt – dengang. Men er næppe rigtigt i dag.

Set udefra synes Bo Rygaard at have overtaget Flemming Østergaards tidligere praksis med en uofficiel titel som arbejdende bestyrelsesformand. Læs her historie om LD’s kritik af arbejdende bestyrelsesformænd.

Det ses i øvrigt også af størrelsen på formandshonoraret. Honoraret i 2016 var på 1,3 mio. kr., set i forhold til Parkens størrelse og kompleksitet er det et meget højt formandshonorar. Det kan meget vel stige i 2017 og 2018, hvor formand Bo Rygaard har taget mere og mere hands-on på den daglige drift i Parken.

Parken har i dag en børsværdi på 711 mio. kr. Trykket i bund af konglomeratforvirringen. Det mest givtige forretningsben, Lalandia, har en årlig driftsindtjening på omkring 80 mio. kr. – og i øvrigt stigende. Det modsvarer langt, langt den største del af den samlede børsværdi.

Modsat trækker det underskudsgivende Fitness-forretningsben. Begge disse forretningsaktiver bør dog kunne afhændes.

Tilbage er fodbolden i FCK og stadion-aktiviteterne. FCK har en løbende målsætning om at vinde superligaen og komme i gruppespillet i Champions Leaque. Ingen af disse målsætninger nås næppe i år. Forventningerne sammenlagt til Parkens omsætning og indtjening er da også skruet en tand ned i løbet af 2017. Læs her 3. kvartalsmeddelelse.

Deres opgave er at få skabt fornyet kraft og energi i den »døde« Parken-aktie. Det er svært at tro, at det kan ske med den nuværende struktur og strategi i Parken.

Samlet set har det børsnoterede Parken en fornuftig gældsætning på netto en mia. kr. Langt fra det trusselsbillede i 2008-2009 på to mia. kr. Problemet er bare, at vækstudsigterne er ringe, og det må nødvendigvis give grå hår i hovedet på de tre store aktionærer.

Det er de to forretningspartnere Erik Skjærbæk og Karl Peter K. Sørensen med sammenlagt lidt over 40 procent samt Lønmodtagernes Dyrtidsfond med 30 procent. De er ikke just perlevenner, men har fundet en form for fælles forståelse siden tidligere tiders slagsmål.

Parken styres af Erik Skjærbæk og formanden Bo Rygaard. Deres opgave er at få skabt fornyet kraft og energi i den »døde« Parken-aktie. Det er svært at tro, at det kan ske med den nuværende struktur og strategi i Parken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *