Forskellen på succes eller fiasko for Kåre Schultz er papirstynd

Kåre Schultz har fået sin sag for i Israel. Nationens falmende stolthed, medicinalvirksomheden Teva, kæmper i realiteten for sin overlevelse – i hvert fald som hørende til blandt de største medicinalkoncerner i verden. Værdierne i Teva kan langt fra matche den tonstunge gæld på over 200 mia. kroner. Børsværdien er styrtdykket i 2017. Læs her artikel fra Jerusalem Post.

Noget må ske, og foreløbig har Kåre Schultz lynhurtigt efter sin ankomst spillet ud med enorme omkostningsbesparelser. Hvert fjerde job skal skæres bort, samlet set 14.000 medarbejdere, heraf 1750 i Israel, som vil koste tusindvis af underleverandørjob til Teva. Her kan du læse om planen, som Teva selv har formuleret den.

Der er frygtelig meget på spil. For virksomheden Teva, for Israel som et erhvervsvenligt land, men også for Kåre Schultz.

Lidt forenklet sagt er det alt eller intet for Kåre Schultz i 2018

Hvis Teva-topchefen tvinges til markant at ændre i genopretningsplanen og dermed antallet af fyringer i Teva, risikerer fundamentet og magten at skride under Kåre Schultz, og så kan det blive en meget kort fornøjelse for den danske hard-hitter som international topchef. Lidt forenklet sagt er det alt eller intet for Kåre Schultz i 2018.

Han har spillet meget aggressivt ud, og bliver han slået hjem til start, kan det være slut, inden det for alvor er begyndt. Forskellen på succes og fiasko er papirstynd.

Vi kender ikke de præcise betingelser, som Kåre Schultz har krævet, før han sagde ja til jobbet. Men et godt gæt er, at Kåre Schultz har fået noget nær carte blanche fra bestyrelsen til at gøre, hvad der er nødvendigt for at redde stumperne i Teva. Så alvorlig er situationen for Teva.

Selvfølgelig er planen om bortskæring af 14.000 job nøje koordineret med bestyrelsen, som i øvrigt fik ny bestyrelsesformand i forbindelse med ledelseskaosset tidligere i 2017. Problemet er bare, at hvis den nyligt valgte israelske bestyrelsesformand presses ekstraordinært af den israelske premierminister, jamen hvem ved så, hvordan formanden reagerer. Læs her om bestyrelses- og ledelsskift tidligere i 2017.

Kommer Kåre Schultz igennem med sin redningsplan kommer der i heldigste fald en betydeligt mindre, men overlevelsesdygtig Teva ud på den anden siden. I værste fald forsvinder Teva som selvstændig virksomhed efter frasalg og nedlukninger.

Tevas kamp for overlevelse er forlængst blevet et regeringsanliggende med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen. Teva er hvirvlet ind i en benhård indenrigspolitisk kamp. Oppositionen har beskyldt den israelske regering for tidligere at have givet Teva ekstraordinært store skattelettelser, som er gået i aktionærernes lommer.

På den korte bane er det således en armlægning mellem Tevas aktionærer på den ene side og på den anden side den israelske regering, som er presset af en ophidset befolkning. Og når vælgerne presser på, ja så reagerer enhver politiker.

På den længere bane derimod er der faktisk større ting på spil for Israel. I det perspektiv handler det om Israels troværdighed som deltager i den frie markedsøkonomi. Hvis internationale investorer ikke har tillid til et lands erhvervsliv, mindskes også lysten til at investere i landet. Det kan blive en langt større regning end selv nok så markant en reduktion af arbejdsstyrken i Teva.

Det vil i så fald være et voldsomt tilbageslag for Israel, som kæmper hårdt for at rykke længere op i den internationale forretningsverden og trække investeringer til Israel.

De næste dage og uger vil vise, om han udover den driftsmæssige styrke også har den politiske fingerspitzgefühl, der skal til for at finde løsninger

Det er ikke nyt, at politikere blander sig i en krise, som den Teva er ude i. I USA har Donald Trump direkte truet nogle af de største virksomheder, både amerikanske og udenlandske selskaber i USA. I Tyskland er kansleren gået aktivt ind i dieselgate-sagen, i Frankrig er nogle af de største virksomheder og staten viklet ind i hinanden og verden over har regeringer været aktivt involveret i redningen af syge banker og finanshuse.

Læg hertil, at de største virksomheder i lande som Kina og Rusland er direkte eller indirekte statsstyrede. Samlet set altså et virvar af politiske og privatøkonomiske interesser blandt sammen i een stor pærevælling.

Det er et faktum, som også Kåre Schultz må agere efter – og som næppe kommer bag på en professionel type som Kåre Schultz. De næste dage og uger vil vise, om han udover den driftsmæssige styrke også har den politiske fingerspitzgefühl, der skal til for at finde løsninger. Og ikke kun konfrontationer.

Foreløbig er Kåre Schultz og ejerne i Teva kommet bagud på point i den afgørende kommunikationskamp. Set ude fra synes Teva ikke at være lykkedes med at overbevise den israelske befolkning om, at Teva økonomisk er så langt ude, at det er liv eller død for Teva.

I en krisesituation som den Teva står i, handler det ikke kun om hårdhed alene, men også om at vinde kommunikationskampen i offentligheden. Gad vide, om Kåre Schultz har været knivskarp på den udfordring.

 

 

7 responses to “Forskellen på succes eller fiasko for Kåre Schultz er papirstynd

  1. Det, der er brug for, er fingerspitzgefühl som en lægtehammer. Men der foreligger jo her helt klart et kommunikationsproblem, og spørgsmålet er, om det er fornuftigt at lade Kåre Schultz være ene mand på broen. Eftersom man kan konstatere, at det er en sag, der engagerer hele den israelske befolkning, må det hele handle om at formidle en forståelse for, ikke blot de vanskeligheder Teva står i, men de problemer, som Israel som følge heraf står i. Malplaceret patriotisme kan her nemt ende i en eklatant misforståelse, der kan gå ud over mange andre end end ansatte og aktionærer.

  2. Lille hard kåre er oppe mod nogle kræfter han slet ikke er vant til… det skal nok gå galt for ham og hans kæmpe ego. Men så kan han jo nyde udsigten fra hans nye 38 milioner lejlighed. Sikke et signal at sende i en sparerunde!

    1. Er du bare lidt missundelig, opryddere koster generalt kassen, også i DK.
      se lige hvad en hvis herrer fra VT holding fik for at rydde op.
      Men efter frasalg af samtlige virksomheder i gruppen fik aktionærer tonsvis af penge,
      og alle virksomhederne i gruppen overlevede.

      1. Til Per Kristensen,

        Nej, misundelse er en grim ting. Jeg har mine 359980 bitcoins, så kunne købe hard kåre’s lejlighed med ham i den hvis jeg gad! Du forstår jo nok bare ikke budskabet i min kommentar og fred være med det.

  3. Enig i ovenstående vedr. kommunikation – KS bør ikke (frem)stå alene på broen. Vi har før set danske eks APM topchefer brænde fingrene ved at undervurdere betydningen af bredt at formidle nødvendigheden af kommende tiltag men udelukkende at have fokus på resultaterne.

  4. Teva er en kolos på synkene lerfødder, men da det drejer sig om national stolthed, nægter de fleste israelere at se det faktum i øjnene, at købmand butikken lukker og slukker hvis der ikke sker noget særdele drastisk.
    det danske eksembel er Westas som var på samme vej, indtil der kom et par stærke udlændinge ind og tog tyren ved hornene.
    At det altid har været en lokal der har siddet for borenden i Teva, er sikkert grunden til at der ikke blev ryddet op, selv om de udmærket viste hvor det bar hen.
    Lidt som med flygtninge importen til DK, alle ( og det er alle ), ved at det ikke er holdbart, men ingen tør være den første med noget indflydelse, til at sige det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *