Nykredits Nina Smith – nu som Kirsten Giftekniv

Når professor Nina Smith torsdag kl. 15 træder op ved formandspulten i Forenet Kredit, kan hun forvente, at hun tre timer senere har fået sit forslag igennem. Nemlig beslutningen om et historisk delfrasalg af Nykredit-koncernen på 10,9 procent til fem pensionskasser anført af PFA. Du kan læse bestyrelsens indstilling her.

Men før hun kan tørre sveden af panden, sige tak for i dag og byde på et let traktement til de 104 repræsentantskabsmedlemmer i Forenet Kredit må hun indstille sig på, at hun skal igennem en eftermiddag med masser af spørgsmål, masser af kritik, masser af tvivl. I sidste ende kan hun dog regne med det afgørende nik fra en af de tunge drenge i repræsentantskabet Martin Merrild, den magtfulde formand for en af landets stærkeste lobbyorganisationer Landbrug & Fødevarer. Og så er det på plads.

Landbruget er ikke meget for at dele magten og ejerskabet med andre, og da slet ikke med en ustyrlig fondsbørs.

Hvis Nina Smith kunne skrue tiden tilbage – tilbage til januar/februar 2016, kunne hun givetvis være kommet lettere igennem tilværelsen som Nykredits øverste formand ved at have konsulteret netop Martin Merrild. »Du Martin, hvad siger du til …?«

Nykredit og foreningsejet bagved er udsprunget af andelsbevægelsen, og landbruget har fortsat en afgørende stemme i dette bagland. Et nik, eller det modsatte fra Martin Merrild, kunne have sparet Nina Smith for at komme helt skævt ind på at få skabt denne afgørende kapitaladgang for Nykredit.

Martin Merrild ville givetvis allerede dengang have afvist at nikke ja til sende Nykredit-koncernen på børsen. Landbruget er ikke meget for at dele magten og ejerskabet med andre, og da slet ikke med en ustyrlig fondsbørs.

Nu får de fem pensionskasser så en fod indenfor, men den ultimative magt ligger stadig i Nykredits bagland, blandt andet hos landbruget. Sammenlagt får de fem pensionskasser 17 procent af ejerskabet, fordi nogle af småaktionærerne i Nykredit Holding købes ud. Med denne investorkreds undgår Nykredit at blive tvunget til at danse efter børsmarkedets ofte kortsigtede melodier.

Umiddelbart skulle man tro, at der ikke er så meget forskel på at få tusindvis af investorer ind via en børsnotering frem for fem pensionskasser. Også pensionskasserne kræver et håndfast afkast. Modsat børsen har disse pensionskasser imidlertid det lange lys på. Nykredit skal levere et afkast, men det behøver »blot« at være på omkring syv procent om året. En spids under det gennemsnitlige årlige afkast på børsnoterede aktier.

Landbruget og pensionskasserne har tidligere forsøgt sig med stort tænkte fællesskaber. I 1990 kastede en række pensionskasser milliarder i landbrugsstyrede virksomheder som Tulip International, MD Foods International (Arla,) og Foodmark (fisk). En fælles drøm om, at landbruget og dets forædlingsindustrier skulle befrugtes af pensionskasserne mange milliarder for derigennem at etablere store, internationale fødevaremastodonter.

Det gik slet, slet ikke. Landbruget havde magten i disse fællesejede selskaber, og da økonomien fejlede og korthuset brasede sammen følte pensionskasserne, at de var blevet snøret. »Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt,« lød det dengang fra en af arkitekterne bagved, investeringschef i PKA-pensionskassen Ali Nielsen.

Tilliden smuldrede mellem pensionskapitalen og landbruget. Der har siden været sporadiske kontakter mellem de to parter, blandt andet omkring etableringen af et fælles selskab i slagteriet Danish Crown for knap 10 år siden. Meget mere end en strøtanke blev det dog ikke til.
Nykredit »ejes« ikke af landbruget, men landbruget har fortsat den stærkeste stemme i Nykredits bagland.

Når landbrugets førstemand, Martin Merrild således nu hilser pensionskasserne velkommen i ejerkredsen i Nykredit, kan det være en første, forsigtig og fornyet »følen hinanden på tænderne.« En sprød kontakt mellem pensionskapitalen, der har så voldsom brug for at finde steder at anbringe pensionsopsparernes penge, og landbruget, der igen kan få brug for at få fingre i denne kapital for at vokse endnu mere i udlandet.

Når de (landbruget og pensionskasserne) kan finde sammen i Nykredit, hvorfor så ikke også i mere klassiske andelsforetagender som Danish Crown, Arla og Coop.

Spørgsmålet er, hvem der er mest sulten. Landbruget har i vid udstrækning evnet at klare sig selv uden ekstern kapital, blandt andet ved at have stablet nogle af Europas største, internationale virksomheder på benene. Arla, Danish Crown, DLG med flere.

Nykredit er et finanshus, som er underlagt internationale krav (sifi-kravene.) Det gør Nykredit-aktien meget sikker og meget stabil, og derfor er der udsigt til, at andelskapitalen og pensionskapitalen har mere held med fællesskabet i Nykredit. Den store prøvelse bliver hvordan Nykredit fremover evner at tjene to herrer, dels låntagerne dels de eksterne aktionærer.

Pensionskapitalen er ekstrem sulten i disse nulrentetider og derfor meget alternativt tænkende. Det kan bane vejen for helt nye konstellationer mellem andelsektoren og pensionskassesektoren.

Når de kan finde sammen i Nykredit, hvorfor så ikke også i mere klassiske andelsforetagender som Danish Crown, Arla og Coop.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *