Banker kløjs i hvidvask og almindelig sund fornuft

Det skriger til himlen, at storbankerne lader milliarder og atter milliarder af mystisk herkomst fra alverdens lande rulle uhindret igennem bankernes mange kontrolsystemer, uden at alarmklokker og hvidvaskningsadvarsler bimler og bamler.

Samtidig med, at de selvsamme banker og realkreditselskaber overdænger de private kunder med en række identitets- og dokumentationskrav, hvis man som privatkunde skal have foretaget en bankforretning som at låne, låneomlægge, investere o.lign. Med ganske specifikke krav til denne legitimation. Ofte ud i det ekstreme. Uanset om man har været kunde i både 20, 30 og 40 år.

Samtidig er der opstået et dokumentionshelvede for de private kunder.

Jeg ved snart ikke om jeg skal le eller græde. Endnu engang overraskes jeg over bankernes totale mangel på situationsfornemmelse for, hvad der er stort, og hvad der er småt. Hvad der giver mening, og hvad der ikke giver mening.

Hvor svært kan det være at opstille nogle retningslinjer, som giver mening. Retningslinjer, som er enkle og fornuftsbetonede. Altså baseret på ganske almindelig sund fornuft.

Banksektoren, og i sær storbankerne, er fanget med bukserne nede i de såkaldte hvidvaskningssager. Både Nordea og Danske Bank har ikke haft tilstrækkeligt styr på de interne forretningsgange til at bekæmpe grænseoverskridende hvidvaskning.

Nordea er skæmmet af Panama-skandalen og har i øvrigt måttet betale store bøder for manglende hvidvaskningsregler. Danske Bank har også kikset, senest i forbindelse med hvidvaskningssagerne fra Aserbajdsjan, og her taler vi om milliarder. Banken har undskyldt, og lovet bod og bedring.

Samtidig er der opstået et dokumentionshelvede for de private kunder. Der er masser af (dårlige) eksempler.

Som nu den historie Finans.dk fortæller om en 85-årig enke, der i forbindelse med behandling af et dødsbo, er løbet ind i det problem, at hun sådan set ikke kan dokumentere, hvem hun er. Enkens søn, Flemming Bengtsson, fortæller til Finans.dk, at Nykredit har krævet en mængde kopier af »skifteretsattest, årsopgørelse, en farvet kopi af det gule sundhedskort samt pas eller kørekort.«

Nu er det store problem for denne kunde, at hun hverken har pas eller kørekort – ganske enkelt fordi hun ikke har brug for det. Og så går banksystemet i baglås.

Bankerne taler i disse år meget om kunderne, om at sætte kunden i centrum, om at arbejde på kundens præmisser osv. Det lyder hult og skingert. Hvor er fornuften?

Finanshusene – i dette tilfælde Nykredit – forsvarer sig med, at det er krav, som politikere og finanstilsynet har sat i værk for at komme terrorfinansiering og hvidvask til livs. »Vi har et ansvar for, at vi ikke bliver misbrugt til hvidvask, til terrorfinansiering, til socialt bedrageri eller andet. Det tager vi alvorligt,« lyder således automatsvaret fra Nykredit. Men er det nu politikere og Finanstilsyn, der er de store bussemænd?

Finanstilsynet afviser, at der er konkrete krav om pas eller kørekort. Bankerne skal »blot« sikre sig, at deres kunder ikke bruger banken til hvidvask og andre ulovligheder. Godt nok er lovgivningen efterhånden ganske omfangsrig, læs Finanstilsynets lovtekst – her

Det giver mening, at kravene strammes til bankerne i en tid, hvor penge i store træk flyder frit over hele verden.

Men det giver ikke mening at stille samme krav til dokumentationsgraden til en kunde i Panama eller Aserbajdsjan som til en 85-årig enke, som finansinstituttet i øvrigt har kendt i en årrække. Her hopper kæden af for bankerne.

Bankerne taler i disse år meget om kunderne, om at sætte kunden i centrum, om at arbejde på kundens præmisser osv. Det lyder hult og skingert. Hvor er fornuften?

13 responses to “Banker kløjs i hvidvask og almindelig sund fornuft

  1. Kæden er vist også hoppet af for Berlingeren! Jeg og mange jeg taler med er dødtrætte af det månedlange angreb på vor ellers hæderkronede Danske Bank, der trods alt ikke er forbryderen, men “budbringeren”. Mon ikke de fleste læsere springer over de fleste af artiklerne. Men måske journalisterne har eller kan få glædesdag det?

  2. Fantastisk kommentar. Jeg er uheldigvis både kunde i Nordea og udtationeret i Panama af en dansk virksomhed – jeg føler mig nærmest som en kriminel.

  3. Ole Nygaard. “Vor ellers hæderkronede …” Jeg ved ikke om bankerne helt kan nøjes med af være den uskyldsrene formidler. Det tror jeg iøvrigt heller ikke DB selv synes. Synes lidt du overser pointen i denne klumme. At private småkunder dænges til med dokukrav, mens de virkelige fidusmageri stryger let og elegant igennem alle kontroller. Forudsat selvfølgelig du mener, at hvidvask er et problem.
    PS – har skrevet om DB i siden 1988, dengang Tage Andersen var direktør. Med både masser af rosende omtale og så omtale og dækning af et par smuttere. That’s life.

    Christoffer Madsen. Aha.

    1. Synes du rammer helt rigtigt med dit indlæg, men jeg ønsker mere refleksion.

      Problemet er måske at det er langt sværere at gennemføre kontrol med udlandske firmaer, spekulanter og svindlere … det kræver simpelthen mere omtanke, mere intelligens, så hvis man er begrænset på omtanke, men gerne vil vise at man gør noget, så laver man nogle processer som man kan forstå.

      Og i Danmark elsker vi processer, men vi er ikke kommet langt uden omtanke :-(

      Det er forholdvis nemt at lave en proces for udstødelse af parkeringsbøder, så det er vi jo blevet MEGET gode til, “kære bilist du holder 4,75 meter fra hjørnet, her er din bøde” … men vi kan ikke finde ud af at undgå at blive svindlet i forbindelse med udbetaling af refusion af udbytteskat, fordi det er svært :-(

      Men vi elsker vores processer .. og LEAN … og strategier … men glemte omtanken i det danske samfund ?

      Så det er ikke en overraskelse at det er blevet hundesvært for en ganske almindelig dansker at foretage en bankvirksomhed :-(

      Vi bliver disruptet af virksomheder der tænker sig om og svindlet af forbrydere, mens vi sidder og klapper os på skuldrene og holder møder om processer :-(

      Carsten Lillelund Pedersen
      Thinking as a Service

  4. Jeg har svært ved at se at det skulle være bankerne der “kløjs i det” når lovteksten er som følger :

    § 11. Kundekendskabsprocedurer omfatter følgende:

    1) Virksomheden eller personen skal indhente kundens identitetsoplysninger.

    a) Er kunden en fysisk person, skal identitetsoplysninger omfatte navn og cpr-nummer el.lign., hvis den pågældende ikke har et cpr-nummer. Har den pågældende ikke et cpr-nummer el.lign., skal identitetsoplysninger omfatte fødselsdato.

    b) Er kunden en juridisk person, skal identitetsoplysninger omfatte navn og cvr-nummer el.lign., hvis den juridiske person ikke har et cvr-nummer.

    2) Virksomheden eller personen skal kontrollere kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde.

    … når lovteksten er så specifik er det svært at omgå det for bankerne (som jeg læser det).

    MVH Casper

  5. En “Hæderkronet” bank – sikke en naiv udlægning.

    Den såkaldte “hæderkronede” bank, har medvirket til så mange finansfiduser og fallitprojekter, at man skal være nærmest idiot for at kalde den “hæderkronet”.

  6. @Casper. Lovteksten er uhyre lang og detaljeret, men som jeg forstår det, er denne rigide holdning til at dænge kunder til med dokukrav ikke nødvendig. Bankerne kender jo deres kunder. Derfor min pointe med, at det (også) handler om alm. sund fornuft. Nu bliver det i højere grad sådan en bureaukratisk automatreaktion, som ligger langt fra “kend din kunde”-princippet.

    @Carsten Lillelund Petersen
    Meget enig med dig i, at disse hvidvaskregler bliver svære at adm. på tværs af landegrænser. Jeg ved ikke, hvor mange privatkunder, som banken har kendt til i en årrække skriver sig ind som hvidvaskere. Jeg synes derfor pointen er, at banker laver en slags cost-benefit analyse og lægger hvidvaskkræfterne, der hvor det batter. Det er næppe hos den almindelige privatkunde.

    bh

    Jens Chr.

  7. Et godt eksempel på den totalt groteske overvågning og grove mistænkeliggørelse af ganske almindelige danskere er når vi nu som det seneste skal fremvise gyldig FOTOLEGITIMATION for blot at veksle om til mere end sølle 500 euro i kontanter til ferien!

    Alt i mens bankerne konstant hvidvasker milliarder, uden at de ansvarlige bliver sat i fængsel…

  8. @Jens Jeg mener nu stadig at loven er meget tydelig her og meget svær at komme uden om – i hvert fald § 11.2 “indhentet fra pålidelig og uafhængig kilde” det må da betyde CPR registre og dokumentation (pas og deslige), med mindre du og finanstilsynet mener at en bank selv kan agere uafhængig kilde uden yderligere dokumentation? Det er vel netop det der har landet dem i kniben – de har stolet på at folk og firmaer har været dem de har givet sig ud for at være…

  9. @Poul Hansen det er beskrevet meget tydeligt i loven, og er derfor ikke bankerne der mistænkeliggør dig, så vidt jeg kan læse mig til fra linket i artiklen :

    § 10. Virksomheder og personer omfattet af denne lov skal gennemføre kundekendskabsprocedurer
    c) 500 euro eller derover ved valutaveksling, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet

    Jeg synes det er uhyggeligt når lovgivningen bliver så specifik. Specielt når det stadig ikke er muligt at finde ud af, når nogen prøver at snyde og oplyse forkerte informationer. Det svarer vel lidt til lufthavnen hvor alle skal tjekkes, men at man stadig kan smugle hvad som helst med. (næsten nytteløst)

    Det bliver hurtigt meget komplekst og besværligt hvis vi ikke kan stole på hinanden.

  10. Hele storfinansen er “business as usual” efter sidste finanskrise.

    Se bare Goldman Sachs – en storspiller i medskyld for finanskrisen som fik foden indenfor Dong.

    Nu stiller Nordeas topchef sig op, og skal revse alle – især de mindre bankkunder – fordi han skal vise, at han er i stand til at “rydde op”. Svensk stivnakke – det er de små bankkunder der snyder, mens de store nok skal finde nye veje.

    Jeg overvejer, at lave et spørgeskema til Nordea, hvor jeg som kunde beder Nordea om, at svare på om de for nyligt har udført.

    1) Aftaler om pengetransaktioner fra oliestater
    2) Overførsel af store pengebeløb mellem virksomheder.
    3) Finansering af projekter for penge af udenlandsk herkomst.
    4) osv osv

    Da jeg som kunde, til må vurdere om banken opfylder betingelserne for at jeg vil have en alm. konto hos dem.

  11. Under finanskrisen i 2007 blev jeg så urolig, at jeg hævede min lille opsparing på næsten hundredetusinde og gemte dem i hovedpuden.

    Skal jeg så ransages, udspørges og mistækeliggøres af en lortebank såsom Nordea, hvor de penge kommer fra, hvis jeg vil sætte dem ind igen ?

    1. Hvis du kommer med 100.000 kr i kontanter og vil indsætte dem i banken, så er jeg sikker på at de vil sætte dig i deres sædvandlige forhør, helt sikkert indberette dig til skattevæsenet og muligvis endda direkte til Politiet.

      I dagens Danmark (og i andre totalitære lande) bliver man som udgangspunkt anset for at være kriminel hvis man har kontanter. Bankerne og magthaverne hader kontanter som pesten, da de ikke kan kontrollere og overvåge folk der bruger kontanter.

      Støt og bevar kontanterne i Danmark. Brug kontanter alle steder hvor du kan. Kontanter er den sidste rest af frihed der er tilbage i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *