Finske Wahlroos er en jæger konstant på jagt

Finske Björn Wahlroos er på vej til at opbygge en bredt favnende koncern, og dermed går han i fodsporene på dynastierne Mærsk-familien i Danmark, Wallenberg-familien i Sverige og den danske life-science koncern Novo Holdings. Wahlroos har via moderselskabet Sampo netop købt 20 procent af niche- og IT banken, Saxo Bank, for to mia. kroner. Blot et greb i lommen for den rige Sampo-koncern med domicil i Helsinki.

Opkøbspoweren hos selskabet Sampo er betydelig. Selv om Björn Wahlroos personligt “blot” ejer 1,79 procent af det børsnoterede moderselskab Sampo er det Björn Wahlroos, der suverænt styrer ejerposterne i nogle af Nordens største finanshuse.

Ved at fastholde disse ejerandele fastholder Björn Wahlroos samtidig også udsigten som den mest magtfulde person i finans-Norden.

Han er således formand både i Sampo og i Nordea. Der er ingen nedfældet, langsigtet strategi for Sampo. Men afkastkravene til ejerbesiddelser er enorme med fokus på så højt udbytte som overhovedet muligt. Der ruller således årligt flere milliarder kroner ind i udbytter i Sampo-kassen.

Sampo ejer Nordens største skadesforsikringsselskab IF, 21 procent af Nordens største bank, Nordea, og 45 procent af det danske forsikringsselskab Topdanmark. For nylig købte Sampo en ejerpost i Nets for et par mia. kr., og senest har Sampo lagt to mia. kr. for en ejerandel på 20 procent i Saxo Bank. Det bliver næppe de sidste opkøb vi ser fra den offensive finske Sampo-koncern. Børsværdien af Sampo er 185 mia. kr.

Rygter om, at Björn Wahlroos på et tidspunkt vil sælge sine Nordea-aktier vil ikke dø. Alene denne post har i dag en værdi på 72 mia. kr. Nordea er imidlertid over årene forvandlet til en udbytteaktier, ligesom også Topdanmark i dag er en udbytteaktie. Og ved at fastholde disse ejerandele fastholder Björn Wahlroos samtidig også udsigten som den mest magtfulde person i finans-Norden.

Wahlroos forsøgte på et tidspunkt at fusionere Nordea ind i den hollandske ABN-bank, men den operation lykkedes ikke. Senest har han besluttet at flytte Nordea-hovedkontoret fra Stockholm til Helsinki. Ikke ud fra en personlig, følelsesladet strategi, men ud fra en kælderkold betragtning om, hvad der økonomisk bedst kan betale sig.

Det var ikke mindst disse penge (salget af Sampo til Danske Bank) Wahlroos efterfølgende brugte til løbende opkøb af aktier i Nordea og Topdanmark.

Med en markedsværdi på den finske børs på 185 mia. kr. presser Sampo sig i op i toppen blandt Nordens største pengetanke.

Målt på værdier alene er Novo Holdings (ej børsnoteret) med Novo Nordisk i porteføljen den største pengetank i Norden med en formue på omkring 250 mia. kr. Investor i Sverige, som styres af Wallenberg-familien, har en værdi på børsen på 230 mia. kr., og A.P. Møller Holding (ej børsnoteret) på omkring 150 mia. kr. Fælles for disse holdingselskaber, at de ikke ejer porteføljeselskaberne 100 procent, men har så tilpas en stor ejerandel, at holdingselskaberne styrer og kontrollerer porteføljeselskaberne.

Det skal med, at disse fire pengekasser har lidt forskellige strategier. Sampo er fuldt optaget af højst muligt udbytte fra sine ejerskaber, mens Investor, Novo Holdings og A.P. Møller Holding i højere grad har det langsigtede ejerskab som sigtekorn. Flere af disse ejerbesiddelser er således nedfældet i selskabernes fundatser.

Björn Wahlroos har dygtigt opbygget sit finansielle imperium på forholdsvis kort tid, blot 10-15 år. Interessant er det, at Sampo er etableret efter kaos og kriser i den finansielle sektor i Norden ad flere omgange. IF blev skabt tilbage i 1999 ved en sammenlægning af svenske Skandia og norske Storebrand og et par år senere, i 2001, bliver Sampo en del af denne forsikringskoncern.

Nordea bliver skabt på samme tid ved en storfusion mellem finske Merita og svenske Nordbanken samt en efterfølgende fusion med danske Unibank. Nordbanken var i krise og blev under den forrige finanskrise reddet af den svenske stat, som holdt en stor ejerandel i Nordea til for få år siden.

Björn Wahlroos og Sampo ejede indtil 2006 også en bank, nemlig Sampo Bank. Banken blev imidlertid solgt til Danske Bank i 2006 for 30 mia. kr. Det var ikke mindst disse penge Wahlroos efterfølgende brugte til løbende opkøb af aktier i Nordea og Topdanmark.

I dag står Björn Wahlroos således og kan skue ud over sit nordiske rige. IF er nordens største forsikringsselskab, og med købet af den dominerende ejerpost i Topdanmark, er Sampo tungt placeret i de fire store nordiske lande, Finland, Norge, Sverige og Danmark. Nordea er enten nummer et eller to på bankmarkederne i Finland, Sverige og Danmark og har også en pæn markedsandel i Norge.

Wahlroos er en jæger, konstant på jagt.

Björn Wahlroos runder om få dage, den 10 oktober, 65 år. Intet tyder på, at han planlægger at give slip på noget som helst. Tværtimod synes han at nyde magten. De seneste to årtier har vist, at han er en strategiens mester, og derfor må man formode, at han selvfølgelig løbende nøje overvejer sine næste træk.

Set ude fra synes Wahlroos ikke som Novo, Investor og Mærsk for alt i verden at ville fastholde ejerskabet i de oprindelige porteføljeselskaber i “100 år.” For Wahlroos handler det mere om prisen, og de muligheder et evt. salg af porteføljeselskaber kan give for at kunne kaste sig over nye, store investeringer, hvis afkastet og udbyttet er større andre steder. Wahlroos er en jæger, konstant på jagt.

Den finansielle succes for Björn Wahlroos har også samtidig vist, at “Big is Beautiful”-strategien har været gylden for Sampo. Størrelse giver ikke bare magt, men også finansielle muskler til at købe sig ind i nyere forretningsområder som eksempelvis Nets og Saxo Bank.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *