Kan ATP levere det nødvendige aktive ejerskab i lufthavnen?

De fem millioner danske medlemmer i pensionsfonden ATP har lagt 10 mia. kr. for en 29 procents ejerandel i Københavns Lufthavne. I forvejen ejer den danske stat 39 procent af selskabet, og dermed sidder den danske offentlighed igen på en stor tung post i lufthavnen på sammenlagt 68 procent. Lufthavnen er igen på danske hænder med meget langsigtede ejere.

Noget overraskende var det den liberale finansminister Thor Pedersen fra Venstre, der satte hælene i og afviste at sælge de resterende statsaktier i lufthavnen

Københavns Lufthavn var tidligere 100 procent statsejet, men blev under den socialdemokratiske Nyrup-regering i 1990’erne privatiseret, og staten solgte i flere bidder ud af selskabet. Tanken var, at staten skulle sælge alle sine aktier i lufthavnen og altså privatisere lufthavnen 100 procent.

Men sådan blev det ikke. Noget overraskende var det den liberale finansminister Thor Pedersen fra Venstre, der satte hælene i og afviste at sælge de resterende statsaktier i lufthavnen. Med den begrundelse, at lufthavnen i København var så afgørende for den danske infrastruktur, at staten nødvendigvis måtte have om ikke en dominerende aktiepost så i hvert fald en blokerende ejerpost, altså de 39 procent.

Det er i øvrigt interessant, at netop Poul Nyrup Rasmussen efter sin statsministertid har tordnet mod kapitalfonde og deres hærgen. Han er i særlig grad blevet eksponent for kritikken mod Goldman Sachs i DONG, mens Nyrup har holdt noget lavere profil om kapitalfonden Macquarie i lufthavnen.

Da staten lukkede private investorer med i ejerkredsen kom også den store australske kapitalfond Macquarie på et tidspunkt ind som betydende aktionær. Det skabte, hos nogle, en frygt for at kapitalfonden ville udsulte selskabet ved at udbetale enorme udbytter og så ellers smutte igen, når det fede lufthavnsben i København var gnavet helt af.

Der er igennem årene udbetalt store udbytter, men dog ikke mere end at lufthavnen i samme periode har investeret milliarder af investeringskroner i en fortsat vækst af Københavns Lufthavne. Faktisk står den danske lufthavn som hørende til blandt de mest effektive og de mest attraktive i disse år. Set i det perspektiv har Macquarie været en god ejer i lufthavnen.

Nu afløses Macquarie så af ATP i ejerkredsen, og det stiller det voldsomt interessante spørgsmål om, hvem af de tre store aktionærer i ejerkredsen, den danske stat, ATP og den canadiske pensionskasse Ontario, der skal drive og presse ledelsen i lufthavnen. Den rolle som Macquarie hidtil har haft.

Både staten, ATP og Ontario har nemlig nu en gedigen forpligtelse til at være en aktiv ejer, ikke bare af navn men også af gavn. Denne ejerkreds stiller sig næppe tilfreds med mindre i afkast end Macquarie villle gøre fremover?

Noget tyder på, at den svære balancegang mellem statslig og privat ejerskab har virket ganske godt i disse to selskaber

ATP vil givetvis betakke sig for at blive kaldt en statsfond. Men det er ATP, en lovpligtig tillægspension, som alle danskere er tvunget til at være medlemmer af og spare op til. Altså en forlænget arm for den danske stat. Det store forkromede spørgsmål er således, om ATP og den danske stat nu må betragtes som at have fuldstændig de samme interesser. Om den 68 procents store ejerandel reelt styres fra finansministerens kontor. Jeg vil tro, at den udlægning officielt vil blive afvist, både af finansministeren og af ATP.

ATP vil givetvis til enhver tid fastholde, at pensionsfonden i Hillerød alene betragter lufthavnsinvesteringen på 10 mia. kr. helt på lige fod med alle andre aktieinvesteringer; en investering alene ud fra en afkastbetragtning og ikke ud fra evt. nationale interesser om at bevare kontrollen med lufthavnen på danske hænder.

Lufthavnssagen ligner i vid udstrækning Dong-sagen. Begge steder har der været »grimme« kapitalfonde inde i en periode og scoret store gevinster. Noget tyder på, at netop disse kapitalfondes meget aktive ejerskab har skabt de merværdier, som den mere passive ejer, den danske stat, har scoret store gevinster på. Tvivlsomt om staten som eneejer selv ville kunne have udviklet DONG og Københavns Lufthavne, som det er sket.

Det får vi aldrig et endegyldigt svar på, men noget tyder på, at den svære balancegang mellem statslig og privat ejerskab har virket ganske godt i disse to selskaber.

2 responses to “Kan ATP levere det nødvendige aktive ejerskab i lufthavnen?

  1. Det siger sig selv at staten ikke kan få et firma som lufthavn eller Dong til at tjene ordenlige penge, Når man får jobbet som direktør fordi man er medlem af venstre, eller et andet parti, så går det altid galt. Hvis politikerne var så dygtige og intelligente, havde en af dem vel fået tilbud om job hos Teva ,eller den ledige post hos Lundbeck.
    Politikerer er drevet af ambitioner og magt liderlighed, og det kan bringe en middelmådig politiker som Lille Lars Ligeglad helt til toppen, og måske næste gang middelmådigheden selv Mette Fredriksen til tops.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *