Derfor bør der rejses en buste af Thor Pedersen i Københavns lufthavn

Egentlig burde der rejses en buste af tidligere finansminister Thor Pedersen (Venstre) på en central plads i Købehavns Lufthavne med inskriptionen: »Liberalist, men også realist.«

Thor Pedersen er en af de meget få politikere, der igennem de seneste årtier har formået at se igennem den politiske tågedis om Københavns Lufthavne med et nødvendigt langsigtet perspektiv om en statslig infrastruktur, der er helt afgørende for København og dermed Danmark.

Han (Thor Pedersen) afviste tilnærmelserne fra Macquarie og afviste at sælge statens aktier. Det skulle vise sig som en klog beslutning.

Sandheden er jo, at mange af Thor Pedersens kolleger i både rød blok og blå blok på Christiansborg har flakset rundt fra den ene til den anden tue med et kortsigtet syn på at få penge i statskassen her-og-nu uden sigte på, hvad det har af betydning på lang sigt. For hvad var der i grunden, der skete?

Den socialdemokratiske Nyrup Rasmussen-regering var i 1990’erne ivrig efter at få solgt ud af statsbesiddelserne uden tanke på, hvad der var centralt for infrastrukturen, og hvad der fint kunne privatiseres. Lufthavnen blev børsnoteret i 1994. I 1996 og i 2000 solgte staten yderligere ud af aktierne, henholdsvis 24 procent og 17 procent, hvorved staten kom ned på en ejerandel på 34 procent.

I forbindelse med lufthavnens tilbagekøb af aktier i årene derefter kom staten op på en ejerandel i 2005 på 39,2 procent. Det var også i 2005 den australske kapitalfond Macguarie købte sig ind i lufthavnen for 8,4 mia. kr. Ved samme lejlighed forsøgte kapitalfonden med et købstilbud på 2000 kr. pr. aktie også at købe statens ejerandel. Tanken var at pille lufthavnen af børsen.

Både direktion og bestyrelse i Københavns Lufthavne anbefalede salget til Macquarie, men så var det, at daværende finansminister Thor Pedersen trådte i karakter og trådte på bremsen, i hvert fald med hensyn til statens aktier i lufthavnen. Han afviste tilnærmelserne fra Macquarie og afviste at sælge statens aktier. Det skulle vise sig som en klog beslutning.

Macquarie, som straks begyndte at hive store udbytter ud, var lykkedes med også at lobbye kraftigt på Christiansborg, således anbefalede de konservative et salg af statens ejerpost til den australske kapitalfond i 00’erne. Men Thor Pedersen var klar i mælet og afviste de købsivrige australiere. I 2011 var der så endnu et ejerskifte, idet Macquarie solgte en stor post af sine aktier til den canadiske pensionskasse, Ontario.

Det gav følgende ejerstruktur, som den ser ud i dag: Staten 39,2 procent, Ontario 30,8 procent og Macquarie 26,9 procent. De resterende (få) aktier er ejet af private og institutionelle investorer. Det særlige ved den konstruktion er, at selv om staten er største aktionær har staten ikke plads i bestyrelsen. I tiåret fra 2007 til 2016 er der samlet hentet 12 mia. kr. ud i udbytte og aktietilbagekøb, hvoraf Macquarie altså har modtaget den største del.

Privatiseringer af statslige selskaber giver rigtig god mening i en række tilfælde, men det skal pinedød gøres med omtanke og med sans for det langsigtede perspektiv.

Præcis hvad Macquarie har på bundlinjen fra ejerskabet i København er uvist. Men et kvalificeret gæt er, at købsprisen på de 8,4 mia. kr. forlængst er kommet hjem igen, dels ved de løbende udbytter dels fra aktiesalget til Ontario i 2011. Og så har Macquarie fortsat en ejerandel til en værdi af lidt over 10 mia. kr.

Det pudsige er, at regeringen med Liberal Alliance og de konservative i spidsen nu kommer med en lufthavnsstrategi, hvor staten går ind i detailregulerer på lufthavnens priser over for flyselskaberne. Den såkaldte passagertakst skal sættes ned lyder et af påbuddene i den samlede luftfartsstrategi. Man må undre siger over politikernes zigzag kurs, og da i særdeleshed de konservatives slingren fra side til side igennem årene. Det er utroværdigt.

Staten er generelt set ikke en særlig god ejer, men pointen er, at der er vitale dele i samfundsøkonomien for den danske infrastruktur, som ikke bare kan sælges til højestbydende. En af dem er, som Thor Pedersen i sin tid understregede, monopolet Københavns Lufthavne. Derimod kan staten fint sælge sine aktier i eksempelvis DONG, som ikke er vital for den danske infrastruktur.

Der er næppe tvivl om, at Macquarie selvfølgelig også har sin store andel i som meget aktiv ejer, at Købehavns Lufthavne i dag står som en velsmurt og stærkt indtjenende virksomhed. Men striden i dag står om, hvorvidt citronen er presset for hårdt. Altså om der over årene er trukket for store udbytter ud til skade for de nødvendige investeringer i fremtiden.

Privatiseringer af statslige selskaber giver rigtig god mening i en række tilfælde, men det skal pinedød gøres med omtanke og med sans for det langsigtede perspektiv.

3 responses to “Derfor bør der rejses en buste af Thor Pedersen i Københavns lufthavn

  1. god artikel med gode pointer, bortset fra at privatiseringer af statslige selskaber har vist sig aldrig at give rigtig god mening, selv ikke med omtanke og med sans for det langsigtede perspektiv.
    At sælge ud af arvesølvet er en form for parasitær engangsøkonomi-indsprøjtning, som kun indviede akademiske væksttosser vist forstår

  2. Super artikel som sætter øvrige artikler omkring Statens ejerskab og udbytte i perspektiv. Staten skal forstå de kortsigtede og langsigtede perspektiver når de overvejer eller forholder sig til ejerskabet i kommercielle virksomheder. Det lader til at det ikke er svært at tiltrække store kapitalfonde ift. at sælge dele eller hele offentlige virksomheder. Det i sig selv er interessant da de færreste kapitalfonde overhovedet ønsker at vise interesse, hvis de ikke ser en økonomisk gevinst på min. 3-5 gange indenfor en periode på 5-10 år. Det lader også til at når Staten partner op eller sælge bliver værdierne markant mere værd end det grundlag som var udgangspunktet. Derfor er jeg meget enig i det skræmmende billede, vi får ved kortsigtet gevinst. Arvesølvet forsvinder og vi misser store økonomiske potentialer. Ift. lufthavnen finder jeg det også meget opsigtsvækkende at staten acceptere sammenligningsgrundlaget til konstant at være andre nordiske lufthavne og ikke store internationale europæiske lufthavne. Der er ingen tvivl om at lufthavnen gør en fantastisk indsats og skaber vækst både ift. arbejdspladser i lufthavnen qua egne investeringer og trafik men også for hele Danmark ift. turisme og landets position ift. internationale investeringer. Hvis man sælger nu vil Danmark sikkert får en flot men kortsigtet gevinst, hvilket skaber et andet spørgsmål og det er, hvordan kommer de penge ud og skaber samme positive effekt for Danmark som vi opnår i llufthavnen. Vi skal bevare Danmark og det økonomiske potentiale, lær af de rige og skab rigtig vækst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *