Kunsten at lande efter verdens bedste topchef i Novo

Det er faktisk hele fem år siden den tidligere Novo Nordisk-topchef Lars Rebien Sørensen bragede igennem lydmuren med sin »You ain’t seen nothing yet«-attitude om forventningerne til koncernens pipeline.

Eftertiden har vist, at Rebien dengang havde noget at have sin optimisme i. Toplinjen i disse fem år, fra 2012 til 2016, voksede 45 procent, bundlinjen steg med 80 procent. Salget i USA stod i 2012 for omkring 30 procent af omsætningen, i 2016 var salget i verdens suverænt vigtigste marked vokset til 55 procent af Novo’s omsætning. Og stort set hele gevinsten disse fem år er pumpet tilbage til aktionærerne i form af udbytter og tilbagekøb.

Nuvel, 2016 blev et slags kriseår for Novo-toppen. Ikke indtjeningsmæssigt, men kommunikationsmæssigt. Nogle begyndte ligefrem at tale om Novo-arrogancen, da Novo Nordisk-ledelsen fejlfortolkede udviklingen i det amerikanske marked. Novo-aktien fik læsterlige klø i 2016, og verdens bedste topchef, Lars Rebien Sørensen, blev pensioneret fra Novo Nordisk-toppen med udgangen af 2016.

Holder det stik, at Fruergaard-regimet har lagt sig en spids forsigtigt, kan der være mere at hente for de sultne Novo Nordisk-aktionærer i 2016

Det er den arv den nye Mr. Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, har fået til opgave at forvalte. Og han lægger forsigtigt og mere ydmygt ud end sin forgænger. Meget forståeligt.

Novo Nordisk er fortsat en fremragende indtjeningsmaskine. Der er vækst over hele linjen, og når man kan tjene 10 mia. kr. på bundlinjen på blot tre måneder, er det svært at få øje på sprækker i den økonomiske udvikling i Novo Nordisk.

Men ja, der er reparationer at gøre for den nye topchef Fruergaard. Først og fremmest skal han finde sin egen rolle og identitet i den svære balancegang med de hysteriske kællinger på børsen, Det er nemlig udsvingene i Novo-aktiens pris på børsen, der i bund og grund definerer succes eller fiasko for Novo’s nye topchef, Lars Fruergaard Jørgensen.

Derfor lægger han klogeligt forsigtigt ud. I sit første regnskab taler han om vigtigheden af at holde omkostningerne i ro, sørge for penge til de fremtidige vækstmuligheder og sætter forventningerne en lille spids ned. Med en sætning som »Risikoen er mindre, men det er vækstmulighederne også,« risikerer han ikke at komme i uføre senere hen.

For hele 2017 reducerer han forventningerne marginalt. Fra en forventet omsætningsvækst på mellem 1-6 procent til nu en forventet vækst på mellem 1-4 procent, mens stigningen i indtjeningsforventningerne i stedet for intervallet 0-5 procent nu vurderes at komme til at ligge mellem 0-4 procent. Finjusteringer må man sige.

Set udefra kan man få den skumle tanke, at disse vækstforventninger sættes en spids ned, således at Fruergaard ikke senere hen på året i 2017 må skuffe. Kunsten for den nye Novo-topchef består i, trin for trin at overraske positivt, og derved kvartal for kvartal genopbygge den enorme tillid og troværdighed, der indtil for halvandet siden var så karakteristisk for Novo Nordisk-ledelsen.

Det kan vise sig som en god strategi at komme fra baghjul – »Show it, don’t tell it«-strategien.

Fruergaard har i sine første interviews ikke lagt skjul på, at han i højere grad er en indadvendt fremfor en udadvendt topchef. Han har ligefrem understreget, at han skal lære at håndtere al den hurlumhej, der er omkring det at være topchef i Nordens mest værdifulde selskab.

Måske underspiller han sin egen personlighed (man bliver vel ikke topchef i Novo uden at besidde alle de egenskaber en topchef skal have,) men det kan vise sig som en god strategi at komme fra baghjul – »Show it, don’t tell it«-strategien.

Ledelsesmæssigt er Novo Nordisk-toppen blevet åreladet på få år. Først blev »maskinmesteren« i Novo, Kåre Schultz, presset ud, så forsvandt kronprinsekandidaten Jakob Riis og for et par måneder siden gik Lars Rebien på pension. Samtidig med, at også Novo-chefen i USA, Jesper Høiland, røg ud i 2016.

Det giver Lars Fruergaard mulighed for at sætte sit eget hold. Blandt de første på Fruergaard-holdet er Lars Green, der er løftet op i koncerndirektionen med ansvar for IT, kvalitet og kontrol. Og man må formode, at også den nye chef i USA, amerikanske Doug Langa, er personlig godkendt af Fruergaard.

Fruergaard er med sine mange år i Novo selv kulturbærer i virksomheden, ligesom finanschefen Jesper Brandgaard og i endnu højere grad forskningschefen Mads Krogsgaard Thomsen. Meget vil afhænge af, om den »nye« direktion kan finde sammen som et stærkt team, der trækker på samme hammel. I sær Krogsgaard Thomsen anses som værende afgørende for Novo Nordisks fortsatte udvikling.

Ser man på børskursen er Fruergaard kommet yderst fornuftigt fra land. Aktien steg ovenpå kvartalsregnskabet kraftigt til omkring kurs 280. Fortsat langt fra året 2015, hvor aktien rundede kurs 400.

Holder det stik, at Fruergaard-regimet har lagt sig en spids forsigtigt, kan der være mere at hente for de sultne Novo Nordisk-aktionærer i 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *