Derfor er Mærsks politiske magt dalet kraftigt

Årtiers politisk magt kan ikke sådan uden videre fejes af banen. Når Mærsk og staten forhandler, så er automatreaktionen, at de magtfulde Mærsk-folk nok har snydt politikerne – og dermed skatteborgerne – så vandet driver.

Således har vurderingerne også lydt flere steder i kølvandet på den netop indgåede aftale om at fiske de sidste rester af olie og gas op fra Nordsøen. Mange raser over, at Mærsk har fået, som de ville have det ved at true sig frem i forhandlingerne. Rigtigt er det da også, at skatten er blevet lempet, hvis olie- og gaspriserne bliver på det nuværende niveau de næste årtier. Stiger olieprisen imidlertid til 75 dollars eller derover, så stiger også skatten. Så elimineres skatterabatten så at sige.

Så hvem har vundet og hvem har tabt i det spil? Det kan kun fremtiden vise. Derfor kan det være en ide at kigge tilbage på mere end 50 års forhandlinger om Nordsøen. Mærsk fik i 1962 rettighederne til at bore efter olie og gas i Nordsøen gratis. En 50 års aftale, der således ville række frem til 2012. Mærsk havde fra starten koblet sig op med erfarne olieselskaber som Shell og Chevron i partnerskabet DUC. Med Shell som den største ejer, dog med Mærsk som operatør og koncessionshaver.

Set i det lys er den seneste aftale til gavn for den danske statskasse og til gavn for Mærsk

Da olien og gassen begyndte at pible op fra undergrunden i 1970’erne, kom også slagsmålene om værdierne. Beskatningen blev ændret/skærpet både under Anker Jørgensen-regeringen og Schlüter-regeringen, typisk med Mærsk Mc-Kinney Møller som en særdeles aktiv medspiller. Han inviterede sig gerne selv på kaffe i ministerierne, og havde også ofte ministre til frokost på Esplanaden.

Samtidig blev også nogle ministre, blandt andet Marianne Jelved, og embedsmænds ægtefæller gudmødre i forbindelse med dåb af skibe på Lindø-værftet. Gaven var typisk et ur i 100.000 kroners klassen til gudmoren. Læg hertil, at tidligere ministre efter ministertiden fik bestyrelsesposter i den store Mærsk-gruppe.

Så havde Mærsk Mc-Kinney Møller dengang politisk magt? Utvivlsomt. Nok blev skatteaftalerne skærpet, men et godt gæt er, at disse skærpelser ville have givet mere i statskassen, hvis Mc-Kinney Møller ikke personligt og meget direkte havde involveret sig i de politiske forhandlinger. Hvor meget den magt har givet på bundlinjen hos Mærsk er straks sværere at få slået fast. Det kræver, at man kender alternativerne.

Esplanadens politiske magt er dog aftaget betydeligt over de seneste 10-15 år. Så vidt vides dyrker hverken den nuværende formand Michael Pram Rasmussen eller Mærsk-familien Christiansborg eller de forskellige ministre. Om end Mærsk-gruppen fortsat sætter store muskler af – både tekniske og juridiske – til at få det bedste mulige ud af Nordsøaftalerne, ingen tvivl om det.

Men i dag foregår forhandlingerne i højere grad end tidligere med embedsmænd i Mærsk og embedsmænd i ministerierne mellem ligeværdige partnere, inden politikerne sætter den endelige underskrift.

Når Enhedslisten og Alternativet står uden for denne Nordsø-aftale er det ud fra ønsket om, at olien og gassen slet ikke skal hives op (af miljøhensyn), og at værdierne i undergrunden tilhører os alle, ikke en enkelt kapitalist. Det er jo et fair politisk synspunkt, men ser man på DSB, PostNord, Dong, SAS med flere synes staten ikke just at have brilleret som virksomhedsejer.

Set i det lys er den seneste aftale til gavn for den danske statskasse og til gavn for Mærsk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *