Ny Danmark-chef skal genfinde Nordeas stolthed

Nordea har efter lang tids søgen fundet sit nye ansigt for Nordea Danmark. Det bliver den 49-årige Frank Vang Jensen. Han har været ledig på markedet, siden han blev fyret som topchef i den svenske Handelsbanken i efteråret 2016.

Frank Vang Jensen går således fra at være herre i eget hus til at være bestyrer af den store Nordea-filial i Danmark. Nordea har de senere år haft betydelige problemer med at få sammensat en langtidsholdbar ledelse for de danske forretninger i Danmark. Der har været en række personer rundt om posten som chef for Nordea Danmark siden Peter Schütze bestyrede den post. Siden har der været en håndfuld Danmark-chefer, bla. Michael Rasmussen, som på et tidspunkt også var kandidat til posten som topchef for hele Nordea. Michael Rasmussen blev dog pludselig headhuntet til posten som topchef i Nykredit.

I en kort periode var også den tidligere departementschef i finansministeriet David Hellemann omkring Nordea. Det blev ikke den forventede succes og i dag er Hellemann med i direktionen i Nykredit.

I det seneste års tid er det så den mangeårige Nordea-direktør Peter Lybecker, der har haft depechen som landechef for Nordea i Danmark. Man kan sige, at han har været en slags brandslukker for Nordea i forbindelse med de mange og omskiftelige ledelsesskift i Nordea Danmark. Den 63-årige Peter Lybecker går på pension i forbindelse med chefskiftet i Danmark.

Det må forventes, at Koskull og Frank Vang Jensen nøje har talt igennem, hvad det er for transformationer og revolutioner Vang Jensen skal stå for i Nordea Danmark.

Frank Vang Jensen kommer nu tilbage til Nordea, hvor han startede som elev for 30 år siden. Det var dog i Handelsbanken Vang Jensen skulle komme til at opleve en stærk stigende karrierekurve. Først som chef for Handelsbanken i Danmark, så som medlem af direktionen for hele Handelsbanken og pludselig endte han som topchef for Handelsbanken, da den tidligere førstedirektør røg ud i forbindelse med en skandale i Handelsbankens top. Frank Vang Jensen fik dog blot godt et års tid som topchef i Handelsbanken.

Selv om Handelsbanken og dens formand havde kendt Frank Vang Jensen i adskillige år fandt banken pludselig ud af, at deres topchef altså ikke havde tilstrækkelige kompetencer til at styre Handelsbanken, og så fik også Frank Vang Jensen en fyreseddel. Efter sigende fordi Vang Jensens ledelsesstil ikke passede sammen med den traditionelle, decentraliserede ledelsesstil i Handelsbanken. Den fejlrekruttering belastede dog i højere grad Handelsbankens bestyrelse end Frank Vang Jensen.

Nu tager Vang Jensen så den ganske svære post som “Head of Personal Banking and Country Senior Executive for Nordea in Denmark,” som titlen officielt lyder. 

 

Nordea har haft en række dårlige sager de senere år. Banken er blevet distanceret af Danske Bank på Mobilepay-området. Nordea har fået flere bøder for ikke at have tilstrækkelig styr på hvidvaskningsreglerne, og Nordea røg ind i den imageskadende Panama-sag, ligesom Nordea på et tidspunkt måtte erkender, at banken havde investeret alt for lidt på IT-området. Samlet set har det betydet, at kundetilfredsheden i Nordea Danmark har været markant faldende, og Nordea har måttet se kunder i titusindvis forlade banken. Nordea selv betragter disse år som den helt store “transformationsproces.”

Nordea-topchefen Casper von Koskull lægger ikke skjul på, at Frank Vang Jensens altafgørende opgave bliver at højne kundetilfredsheden og få Nordea tilbage i rollen som den ledende bank nordiske bank, også i Danmark.

Det er uvist, hvad det får af organisatoriske ændringer, når Frank Vang Jensen rykker ind i Nordea Danmark om et par måneder. Men det bliver næppe business-as-usual i Nordea. Siden Casper von Koskull tog over efter Christian Clausen i 2015 er stort set hele topledelsen i Nordea skiftet, nu altså også i Danmark.

Set i det lys må det forventes, at Koskull og Frank Vang Jensen på forhånd nøje har talt igennem, hvad det er for transformationer og revolutioner Vang Jensen skal stå for i Nordea Danmark.

 

 

 

One response to “Ny Danmark-chef skal genfinde Nordeas stolthed

  1. Så bliver det spændende at se om alle dem formand Koskull kalder “økonomiske idioter” pludselig flokkes om at komme ind i banken. Hvis de nu har det godt i et mindre pengeinstitut, der forstår at møde kunden i øjenhøjde.
    Jeg har ikke set nogen beklagelse fra bankens side, så den må vel faktisk mene at kunderne på indlånssiden er “idioter”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *