Hovsa, er Jan Bech ved at gøre Brøndby til en profitabel forretning?

Meget kan man sige om fodboldforretningen Brøndbyernes IF. Men kedeligt og forudsigeligt er det ikke.

Hovedaktionæren Jan Bech Andersen har på vestegnen bevæget sig rundt som en elefant i en glasbutik. Underskud, ledelseskrise, værdikrise, resultatkrise på grønsværen for slet ikke at tale om selv samme Jan Bech Andersens løjerlige spil i kulissen, da han på et tidspunkt var formand. En virksomhed i kaos.

Det er alt sammen ved at være historie nu, og derfor kan 2017 blive det første år, der giver virksomheden et vist come-back, også på den økonomiske side, og som i heldigste fald kan give Jan Bech et første fingerpeg, om Brøndby kan trækkes igennem en flerårig turnaround for til sidst at ende med at blive en glimrende forretning. Nuvel, der er stadig flere udestående spørgsmål, men noget tyder på, at det kan lykkes for Jan Bech Andersen at gøre Brøndby til en profitabel forretning, hvis ellers hans tålmodighed tillader det.

Det er ingen hemmelighed, at jeg på denne blog har været endog meget kritisk. Dels over for Brøndby som børsnoteret virksomhed, dels over for ledelses-setuppet i virksomheden, dels selvfølgelig Jan Bechs håndtering af sin ejerpost i Brøndby. Du kan finde disse indlæg på denne blog.

Ret skal dog være ret. Jan Bech har holdt ud, han har løbende tilført penge i form at kapitalindskud, lån og gaver. Kun Jan Bech og hans bankmand ved, hvad Brøndbys hovedaktionær helt konkret er værd. Noget tyder på, at disse lommer er ganske dybe.

Jan Bech har sin formue fra en heldig og succesrig tid i den internationale energikoncern, børsnoterede Glencore. Glencore-aktien er kommet kraftigt tilbage i 2016. Børskursen er fordoblet på blot et halvt år fra juni til december 2016. Det er uvist, hvor mange aktier Jan Bech fortsat har i Glencore. Værdierne af Bechs Glencore-aktier er dog steget markant, og det kan give Jan Bech nye muligheder i Brøndby.

Det er altså ikke en umulig opgave for Jan Bech at overtage alle aktier i Brøndby og afnotere selskabet

Det børsnoterede Brøndby gennemførte i 2016 en kapitaludvidelse, som gav selskabet 100 mio. kr. i kassen. Ved den lejlighed øgede Jan Bech Andersen sin ejerandel så meget, at han ifølge børsreglerne skulle give et tilbud til de øvrige aktionærer om at købe deres aktier. Det tilbud er netop udløbet – læs her –  og noget overraskende har en række Brøndby-aktionærer valgt at sælge deres aktier til Jan Bech. Det betyder, at han i dag ejer 52,4 procent af aktierne i Brøndby.

Det besynderlige er, at dette tilbud lød på blot 0,55 kr. pr. aktie – noget nær den laveste børskurs nogensinde for Brøndby-aktien. Bestyrelsen, hvor Jan Bech ikke er medlem, anbefalede da også aktionærerne til IKKE – læs her – at sælge deres Brøndby-aktier til Jan Bech til den, i følge bestyrelsen, alt for lave kurs på 0,55 kr.

Så hvor står Brøndby lige nu? Med 100 mio. kr. i kassen fra kapitaludvidelsen gør Brøndby sig gældfri den 1. februar 2017 ved at indfri de sidste lån til bankforbindelsen Nordea. Samtidig er også lånet til Jan Bech på 28 mio. kr. blevet indfriet. 2016-året resulterer i et forventet underskud på mellem 28-32 mio.kr. Men dette underskud vil kunne absorberes i Brøndby-regnskabet.

Det betyder, at Brøndby nu står i en helt ny og ren økonomisk situation. Jan Bech bestemmer alt i klubben, og hvis han mener det alvorligt med, at Brøndby ikke er en endagskærlighed men et langsigtet kærlighedsforhold, så kan Brøndby være på vej mod noget større. Hovedforretningen fodbolden er kommet på ret køl, klubben ligger på en sikker andenplads i superligaen. Brøndby har fået en ny hovedsponsor pr. 1. juli 2017, nemlig Arbejdernes Landsbank, og roen synes at have sænket sig også på ledelsesgangen i Brøndby.

Brøndby og fondsbørsen er ikke en lykkelig kombination, og derfor kunne man forestille sig, at Jan Bech overtog samtlige aktier i Brøndby og afnoterede selskabet. Det er svært at se meningen med, at Brøndby skal være børsnoteret, klubben har rigelig opmærksomhed og behøver ikke opmærksomheden på børsen.

Forestiller man sig, at Jan Bech vil købe samtlige aktier og afnotere selskabet skal han have fat i yderligere 37-38 procent af aktierne. Når Jan Bech 90 procent kan han tvangsindløse resten. Det kræver selvfølgelig, at han på et tidspunkt kommer med et tilbud til de nuværende aktionærer, der er noget over den nuværende aktiekurs. Der skal en præmie til. Men med tanke på, at 12 procent af aktionærkredsen netop har solgt deres Brøndby-aktier for den lave pris af 0,55 kr. behøver denne merpris ikke være voldsom.

Eventuelt kunne Jan Bech foretage overtagelsen i to trin. Først endnu en kapitaludvidelse på eksempelvis 100 mio. kr. Det ville givetvis øge hans ejerandel endnu mere, og så efterfølgende et købstilbud med en pæn merpris på aktierne til de resterende aktionærer.

Det er altså ikke en umulig opgave for Jan Bech at overtage alle aktier i Brøndby og afnotere selskabet. Og i sær da ikke, hvis Jan Bechs Glencore-aktier har kastet så meget guld af sig på det seneste.

Det er svært at få øje på fordelene for Brøndby ved at være børsnoteret. En afnotering kombineret med gældsfrihed vil for alvor give Jan Bech og Brøndby friheden til at operere meget mere frit i den særlige fodboldverden uden de mange afrapporteringsbindinger til fondsbørsen.

Brøndby har en ambition om igen at gå efter mesterskabet. Det kan give adgang til den lukrative Champions League-turnering og dermed de helt store penge, hvis fodboldprojektet på vestegnen gribes rigtigt an og lykkes.

Går det eventyr i opfyldelse kan Jan Bechs Brøndby-kærlighed over de næste år forvandle sig fra historien om den grimme ælling til en smuk nogenlunde profitabel forretning.

5 responses to “Hovsa, er Jan Bech ved at gøre Brøndby til en profitabel forretning?

  1. Det kan blive en ganske god forretning for JBA men også for de andre aktionære, jo flere aktie JBA har jo bedre er det for de øvrige aktionærer de aktie JBA har kommer ikke i omløb, og jo mindre der er i omløb jo nemmere er det at få aktien til at stige ved gode resultater for klubben på alle fronter. Jeg under gerne JBA får en god forretning ud af det, hvis han ikke havde smidt alle de penge ind i Brøndby var klubben gået Konkurs, så alle os aktionære kan kun være glade for at JBA kunne og turde gamble med så stor en indsats, jeg løfter på hatten og vi kan alle være glade for den 1 ste dag med stor stigning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *