Skal Jyske Banks nye Anders Dam findes i Ringkøbing?

På torsdag den 27. oktober lægger Jyske Bank-chefen igennem en menneskealder, Anders Dam, endnu engang et regnskab frem. Dennegang et kvartalsregnskab. Og forventningerne? Tjah-joh, det skal nok gå. Anders Dam har nogenlunde styr på sin bank. Om end aktiekursen ligsom hos andre banker hænger fast i problemerne med at tjene penge på rentemarginalen.

Fokus på regnskabet bliver de basale bankforretninger. Der er behov for nye forretningsområder eller nye måder at drive bankvirksomhed på. Blandt andet skal man som erhvervskunde nu betale banken for at få lov til at sætte penge i banken. Det er nye tider, og ikke meget tyder på, at disse nye tider forsvinder foreløbig.

Hvad man næppe behandler i kvartalsregnskabet er det forestående chefskifte i Jyske Bank. Det hører sig ikke til på et regnskabsmøde, men skjules kan det ikke, at tiden for et chefskifte i Silkeborg nærmer sig. Banken selv og i særdeleshed Anders Dam vil jovialt affeje et sådant tema som vildfarne mediespekulationer. Og sådan må det være, lige indtil den konkrete meddelelse dukker op.

Et godt gæt er, at det sker i 2017. Hvorfor? Af flere grunde.

I april 2017 har Jyske Bank 50 års jubilæum, og det skal selvfølgelig være med Anders Dam ved rattet. Et par måneder tidligere har Anders Dam rundet 61 år. Ingen alder for den ivrige, energiske og stadigt ungdommelige Anders Dam. Den knastørre konstatering er imidlertid, at en topchef over 60 år i dag er en undtagelse. Læg hertil, at Anders Dam i 2017 vil have styret »havkatten« i det finansielle hyttefad i 20 år. 50 års jubilæet kan fejres på et tidspunkt, hvor der blot har været tre topchefer.

»Stifteren« Poul Norup, direktørterrieren Kaj Steenkjær og siden 1997 »Gadedrengen i jakkesættet,« som journalist Kasper Kronenberg har præsenteret Anders Dam i en helt frisk biograf, som kom på gaden for nogle uger siden. Hverken havkat eller gadedreng er fornærmelige beskrivelser. Disse opfattes tværtimod som hædersbevisninger i hovedkontoret i Silkeborg.

I Ringkøbing går der imidlertid en bankdirektør rundt som passer som fod i hose til topchefposten i Jyske Bank

Formanden i Jyske Bank hedder Sven Buhrkall. Hans valgperiode udløber i 2019, og derfor giver det god mening, at der foretages et skifte på chefgangen i god tid forinden. Buhrkall er givetvis ganske langt fremme med overvejelserne om at få landet Anders Dams afløser.

Er der så interne kandidater i den fem mand store direktion? Næppe. To af dem er ældre end Anders Dam. Derudover er der Per Skovhus, en Danske Bank-mand, der kom til Jyske Bank for nogle år siden.

Tilbage som mulig kandidat er Niels Erik Jacobsen, som har været i Jyske i 30 år. For Buhrkall er det afgørende at finde en type, mest sandsynligt en jovial jyde, der er sig selv, og som har noget af det samme oprørsgen i sig som Norup, Steenkjær og Dam. Hvor skal man finde en sådan? De hænger ikke på træerne lige til at plukke.

I Ringkøbing går der imidlertid en bankdirektør rundt som passer som fod i hose til topchefposten i Jyske Bank. John Bull Fisker har været førstemand i banksuccessen Ringkjøbing Landbobank siden 2012. Stærk på styring af en bank, og forestiller man sig, at Jyske Bank skal have hentet nogle omkostningsbesparelser hjem efter fusionen med BRFkredit kan John Fisker være manden til det job. Men kan han lokkes bort fra torvet i Ringkøbing?

Anders Dam har løftet Jyske Bank fra en balance på 60 mia. kr. til nu 560 mia. kr. Han har lavet masser af støj, er ofte gået imod københavnerbankerne og har imagemæssigt formået at smyge sig uden om de helt store fadæser i Silkeborg.

Det er såmænd »blot« disse banksko, der skal fyldes.

One response to “Skal Jyske Banks nye Anders Dam findes i Ringkøbing?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *