Drama i Mærsk, men hvor er væksten og visionerne?

Der er masser af drama i den meddelelse, som Mærsk-huset sendte ud torsdag morgen. Der er tale om endnu en de facto fyringsrunde på ledelsesgangen (lig den der var i 2007), der er omstruktureringer og nye måder at skrue koncernen sammen på. Mærsk-toppen kvitterer for børsmarkedets utilfredshed med aktiekursudviklingen over de seneste ti år.

Men umiddelbart betragtet forekommer de mange ændringer i Mærsk at have karakter af defensive træk, frem for offensive træk. At skille sig af med med nogle af de højest placerede i virksomheden er ikke offensivt, men udtryk for, at noget ikke virker. Tvivlsomt om det for alvor vil bringe Mærsk-kursen ud af dødvandet. Indrømmet, man ændrer ikke bare sådan uden videre strategi med en supertanker som Mærsk-gruppen. Dog tror jeg, at omverdenen og i sær børsmarkedet vil lede efter signaler om, hvor den langsigtede vækst skal komme fra.

Der er i udmeldingen fra Mærsk-bestyrelsen en understregning af, at shipping er kernen, nerven i Mærsk-gruppen, som det har været siden etableringen i 1904. Så vidt så godt. Det giver mening. Det er det Mærsk kan. Derudover er der så en noget mere diffus udmelding om fremtiden for olie og de olierelaterede forretningsområder. I realiteten må man sige, at der er taget en strategisk beslutning fra Mærsk-ledelsens side om at skippe olien. Det er i hvert fald ikke på energisiden Mærsk fremover vil satse. Meget vil afhænge af om disse forretningsområder kan afhændes enten helt eller delvis, og i givet fald til de rigtige priser.

Så altså ja, set med historiske øjne vil dagens udmelding skrive sig ind i Mærsk-koncernens 112 år lange historie som et af de store kapitler. Dog skylder Mærsk-ledelsen og dermed også Mærsk-familien klarere signaler om, hvor den fremtidige vækst skal komme fra. Ingen tvivl om, at opsplitningen vil styrke transportsektoren, og måske beslutter verdens største containerrederi, Maersk Line, sig for at konsolidere sig til endnu mere volumen ved at købe op i det i øvrigt meget svage containermarked.

Sidst man fyrede på direktionsgangen var i 2007, da den mangeårige topchef Jess Søderberg og et par yderligere skibsredere blev skiftet ud. Det gav muligheden for at nytænke containerforretningen, men – set i bagklogskaben – tog man ikke ved den lejlighed et strategisk revue på de øvrige forretningsområder. Og nej, ingen kunne forestille sig, at olieprisen ville falde så meget, som det har været tilfældet, men set i det lange historiske lys har Mærsk været heldig, dygtig og klog til at knopskyde med nye forretningsområder.

Nok er konglomeratstanken ikke in hos børsmarkedet i disse år, og måske skal man som dansker bare vænne sig til, at Mærsk fremover vil koncentrere sig fuldt og helt om at blive verdens bedste shippingkoncern. Det vil i så fald givetvis tilfredsstille aktiemarkedet. Om det så også er i A.P. Møller og Mærsk Mc-Kinney Mølles ånd er noget andet.

 

One response to “Drama i Mærsk, men hvor er væksten og visionerne?

  1. MAERSK – DANISH FAIRYTALE CRUISE LINE Man kan styrer en shipping line.
    Man har midlerne til at opbygge en cruise line fra bunden.
    Det er gode tider at kontrahere nye skibe.
    Man kan udnytte sit gode navn og handle direkte med consumenterne.
    Man kan starte i Østersøen med København som base.
    Vigtigst af alt, der vil komme mange, mange flere mennesker i fremtiden, der vil holde cruise ferie. Tænk blot på den voksende kinesiske øvre middelklasse, der elsker at rejse og igennem H C Andersen elsker Danmark. Der er rigtig mange muligheder i dette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *