Han skal stoppe NKT’s slingrekurs

NKT-erhvervsklenodiet har haft svært ved at finde sin rolle og sin styrkeposition over de seneste årtier. Kørslen har været slingrende, uden en klar, langtidssikret strategi. Selskabet har tidligere været styret af familieinteresser, men er i dag et bredt ejet børsselskab uden dominerende ejere.

Noget tyder på, at kabelvirksomheden fra Brøndby nu ser ud til at have fundet sin vej – og sin mission i livet. Styret på plads af NKT’s magtfulde mand, bestyrelsesformand Jens Due Olesen. Olesen overtog formandsposten i 2013 efter nogle år som næstformand, og har er i realiteten arbejdende bestyrelsesformand (læs om Due Olesen her). Jens Due Olesen har i sin tid i NKT-formandsstolen og som formand i Auriga, der solgte Cheminova, vist sig som en handlingens mand, der først og fremmest tænker på at skabe værdier til aktionærer. Og i mindre grad taget hensyn til de historiske rødder.

Jens Due Olesen skal nu bevise, at han kan kunsten at forny, skabe aktionærværdi og fastholde det strategiske sigte i NKT-koncernen.

NKT-virksomheden var på et tidspunkt kontrolleret af familierne bag FLS-koncernen, og derfor sad FLS-arvingen, advokat Christian Kjær, på formandsposten i NKT fra 1987 frem til 2013, hvor Olesen tog over. Det betød blandt andet, at NKT pludselig kom til at sidde med ejerskabet af det dengang børsnoterede Nilfisk, fordi støvsugervirksomheden blev angrebet af finansmanden Klaus Riskær Pedersen. Chr. Kjær og NKT blev således det beskyttende værn mod raideren Klaus Riskær.

Nilfisk endte i NKT af følelsesmæssige årsager, ikke af strengt strategiske årsager. På samme måde har NKT også forsøgt sig i andre boldgader, som ikke har haft noget med kerneforretningen, kabler, at gøre, blandt andet det succesrige salg af IT-virksomheden Giga, som pludselige poppede op fra ingenting. Noget gik godt i NKT, og noget gik skidt, men det strategiske fokus gik i hvert fald fløjten.

Det er den genopretningsproces og fokuseringsproces Jens Due Olesen har sat sig selv i spidsen for på aktionærernes vegne, blandt andet ATP-fonden. Jens Due Olesen er en spændende erhvervsmand. Han har tidligere haft direktørposter i FLS og GN Store Nord, men skiftede så pludselig over og blev fuldtidsarbejdende bestyrelsesmedlem.

Med NKT-opsplitningen og fokuseringen kan han for alvor træde ind på scenen som en strategisk tænkende erhvervsmand, der ikke bare sidder med sine regneark og sælger fra, men som også kan skabe en vækstvirksomhed.

Set i det lange perspektiv må det konstateres, at FLS-familiekontrollen ikke har været gunstig for NKT-virksomheden. Ligesom familieejerskabet var direkte skadeligt for FLS. Ofte betragtes stærke familieejerskaber, enten direkte eller i fondsregi, som en styrke for dansk erhvervsliv (læs her), fordi det giver virksomhederne et meget langsigtet fokus, som er med til at holde virksomheder i Danmark. Det kræver i midlertid, at dette familieejerskab hele tiden er klar til at tænke i nye baner og at de pågældende virksomheder kan flytte sig (være agile) for at undgå at gå i stå eller strategisk komme på afveje.

Det er en hårfin balance. Jens Due Olesen skal nu bevise, at han kan kunsten at forny, skabe aktionærværdi og fastholde det strategiske sigte i NKT-koncernen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *