Rebien er et fyrtårn i dansk erhvervsliv, men eftermælet mudres

Så kom meddelelsen om, at Lars Rebien Sørensen – verdens bedste topchef – stopper i Novo Nordisk. Ikke så overraskende. Rebiens tid er løbet ud, og ingen troede for alvor på, at han ville blive siddende til kontraktudløb i 2019. Men skjules kan det ikke, at timingen af Rebiens exit er til karakteren, ikke bestået.

Lars Rebien stopper som øverste chef i Novo Nordisk med udgangen af året og overlader førstepinden til den i offentligheden ukendte Lars Fruergaard Jørgensen. Rebiens stjernestatus gør, at interessen i første omgang samler sig om Rebien og hans exit. Rundt omkring spekuleres der i en fyring, men den tror jeg så absolut ikke på. Læs meddelelsen her.

Skiftet er mudret, javel, og dårligt eksekveret, men man skal huske, at Rebien har masser af pluspoint på sin konto igennem mange års succes, og at han glider videre op i Novo-systemet som bestyrelsesmedlem hos majoritetsaktionæren Novo A/S og som bestyrelsesmedlem i den hovedrige Novo Nordisk Fonden. Et godt gæt er, at Rebien inden for de næste 1-2 år overtager formandsposten efter den nuværende formand Sten Scheibye begge steder. Så Rebien og Novo hænger fortsat uløseligt sammen.

Jeg har i disse spalter flere gange kredset rundt om spørgsmålet, hvor den egentlige magt i Novo-universet ligger. Der er ikke noget enkelt magtcentrum, men flere magtcentre. Og et af disse er selvfølgelig koncentreret om personen Lars Rebien. Han har et stort ord at skulle have sagt, også om sin egen stilling i Novo-hierarkiet. Men han er ikke enebestemmende.

Et andet magtcentrum er koncentreret om formanden i Novo Nordisk, svenske Göran Ando. Og set ude fra synes han ikke at have håndteret ledelseskabalen optimalt de seneste år. Det er gået galt flere gange. Rebien vil stå som et fyrtårn i dansk erhvervsliv, når erhvervshistorien skrives, men exit’en trækker fra. Det skyldes i nogen udstrækning Rebiens egen ageren, men det skyldes i høj grad også formand Andos timing af de store og følelsesladede ledelsesbeslutninger.

Novo Nordisk-maskinen kører fortsat med vækst i både top- og bundlinje. Problemet er bare, at omverdenen, læs aktiemarkedet, har fået den opfattelse, at Novo Nordisks vækstrater ville fortsætte, ja vel nærmest ind i himlen. Og Novo Nordisk-topledelsen med Lars Rebien i spidsen har ikke gjort noget for at bringe aktiemarkedet ud af den vildfarelse. Tænk blot på signalet om evig vækst med Rebien-citatet “You ain’t seen nothing yet.”

Det er store sko at udfylde, men Fruergaard kan sagtens blive en succes, også selv om han ikke erobrer titlen “verdens bedste topchef.”

Hertil kommer den langsomme, for langsomme, reaktion på prispresset i USA. Det prispres som har kostet på troværdighedskontoen og også kostet aktionærerne i Novo Nordisk et gigantisk milliardtab, hvis man måler i forhold til den tidligere kursrekord på Novo-aktien. Fejltolkningen af det amerikanske marked får nu den konsekvens, at den nuværende chef i USA, Jesper Højland, ryger ud og erstattes af Jakob Riis, som af mange ellers var anset som kronprins til at efterfølge Rebien. Det er svært at tro på, at Riis bliver i Novo efter at have tabt kampen om topchefstillingen til Lars Fruergaard. Mon ikke Riis allerede nu er et hot emne hos head-hunterne.

Formand Andos chefskiftekiks er sket i flere omgange. Oprindeligt fik Rebien tilbage i 2012 forlænget sin direktørkontrakt fra udløb i 2016 til udløb i 2019. Dengang hed formanden Sten Scheibye. Men Ando fik ikke fuldført det chefskifte, fordi formanden røg uklar med Novo Nordisks Kåre Schultz, som af mange internt i Novo Nordisk blev betragtet som manden, der kørte Novo-maskinen, og som skulle have overtaget i 2015. Kemien mellem Ando og Kåre Schultz blev dårlig, og så måtte Kåre Schultz vige pladsen i Novo Nordisk.

Hvad den egentlig baggrund er for, at Jakob Riis, som på et tidspunkt lå milevidt foran Lars Fruergaard i kronprinse-ræset, faldt fra er uvist. Men hvis det viser sig, at det også handler om dårlig kemi mellem Riis og Ando, så har den egenrådige Novo Nordisk-formand et alvorligt problem.

Nu står Fruergaard så med det øverste ansvar. Succes eller fiasko for ham handler om i sær to ting. Dels om han lykkes med at få sammentømret sit eget ledelseshold (som det lykkedes for Rebien) dels om han får styr på det altafgørende amerikanske marked. Han vil uvilkårligt blive sammenlignet med Rebien. Og det er selvfølgeligt uretfærdigt. Det er urealistisk, at Novo Nordisk vil kunne fortsætte det rekordridt de næste fem-ti år, som Novo Nordisk har oplevet de seneste fem-ti år. Det er store sko at udfylde, men Fruergaard kan sagtens blive en succes, også selv om han ikke erobrer titlen “verdens bedste topchef.”

Novo Nordisk er ikke i krise, slet ikke, men hele koncernen er slået noget tilbage, og det kan blive Fruergaards helt store chance for at brilliere. Men det kræver, at han ganske hurtigt får markeret sig, også udadtil, for hvad han står for, og hvad hans mission er med Novo Nordisk.

Hvad så med Rebien og hans fremtidige rolle? Snart glider han op i en slags emeritus-rolle i Novo A/S og fonden, i øvrigt som sin forgænger i Novo Nordisk-chefstolen, Mads Øvlisen. Med Rebiens karisma, gennemslagskraft og personificering af Novo-kulturen, står han til at kunne blive en stor succes, også i denne rolle som Novo-ambassadør.

Tidligere kommentarer om det besværlige ledelsesskifte i Novo Nordisk:

kan-novo-bestyrelsen-levere-verdens-bedste-exit

har-ando-en-klar-plan-med-novo

er-rebien-ved-at-finpudse-sin-novo-exit

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *