Krise er godt – for den nye topchef

Timing er Gud for topcheferne. Men hvis du går med en topchef i maven, er der god grund til at se dig godt for. Det er nemlig lettere at få personlig succes med en virksomhed, der er i knæ, frem for med en velsmurt maskine med en aktiekurs i rekordniveau og en medarbejderskare med armene i vejret. Det viser de seneste mange jobskifte i businessverdenens eftertragtede hjørnekontorer.

Landets to største koncerner, A.P. Møller – Mærsk og Novo Nordisk, står midt i eller over for et snarligt skifte på topchefposten. Søren Skou overtog for mindre end to måneder siden ansvaret på Esplanaden med at bringe konglomeratet ud af dødvandet. Selv om Søren Skou har været i Mærsk i hele sit arbejdsliv, bliver han først og fremmest målt på kursudviklingen fra overtagelsen den 1. juli 2016 og fremefter. Det kan blive er lang rejse.

Foreløbig har aktiekursen stabiliseret sig efter kraftige fald. Forventningerne er store. Det første signal på en evt. Søren Skou-effekt får vi i september, når Mærsk lægger sin længe ventede nye strategiplan frem.

Det kan blive den nye Novo Nordisk-topchefs store mulighed for selv at levere.

Novo-aktionærerne har set milliarder og atter milliarder fordufte på aktiemarkedet. Den ellers så forvænte Novo Nordisk-aktie har mistet omkring en femtedel af sin værdi i år. I stedet for at runde kurs 400 i opadgående retning, har Novo-aktien ryggen mod muren mod kurs 300. Det paradoksale er, at den nu markant lavere børskurs kan vise sig som en fordel for efterfølgeren til den nuværende topchef Lars Rebien Sørensen. Favoritten pt. er Jakob Riis, men det store spørgsmål er, hvornår han i givet fald tager over. Det er første gang i mange år, at Novo Nordisk-maskinen er kommet i modvind, og det kan blive den nye Novo Nordisk-topchefs store mulighed for selv at levere.

Der er også andre krystalklare eksempler på, at timingen for en ny topchef er altafgørende. Anders Runevad kom til Vestas, da vindmøllerkoncernen var i den decideret krise i 2013, og har siden leveret et forrygende comeback for Vestas. Endnu værre så det ud i bryggeriet Royal Unibrew, der var i en voldsom krise. Henrik Brandt kom til i efteråret 2008, og lige siden har Royal Unibrew-aktien befundet sig i en lykkerus med en konstant stigende aktiekurs. Siden kampen om overlevelse har bryggeriet i Faxe kunnet se børsværdien svulme til nu næsten 17 mia. kr.

Danske Bank-topchefen Thomas Borgen ramte også timingen perfekt, da han tog over for tre år siden efter fyringen af Eivind Kolding. Ligesom Henrik Poulsen så rigtigt, da han for fire år siden overtog det øverste driftsansvar for et forvirret og strategisk kaotisk Dong Energy tilbage i 2012.

De tre jyske klenodier, Lego, Danfoss og Grundfos, har også haft deres op- og nedture. Nok er de ikke børsnoteret, og der er således ikke en entydig målbar børskurs at tage retning efter. Men både omsætning og indtjening har taget gevaldige hop opad i især Lego, men også i Danfoss, efter at henholdsvis Jørgen Vig Knudstorp og Niels B. Christiansen, overtog styringen. Lego kæmpede en egentlig overlevelseskamp, og Danfoss var røget ud i en defokuseret periode med svag styring og halvdårlige resultater. I dag står begge disse koncerner super skarpe.

Noget tyder på, at Grundfos’ nye mand på toppen, Mads Nipper, lykkes med at bringe Bjerringbro-virksomheden flot igen efter nogle skuffende år og med uro på ledelsesgangen.

Måske de pågældende topchefer ville have ønsket sig en velsmurt maskine at overtage frem for problemfyldte virksomheder. I så fald skal de ikke kigge til hverken Nordea eller Novozymes. Nordea er gået fra at være Nordens pryd blandt de store til at være branchens prügelknabe. Christian Clausen overlod tøjlerne i Nordea til sine efterfølger Casper von Koskull for et år siden. Steen Riisgaard havde stor succes med Novozymes frem til 2013, hvor han gik på pension. Efterfølgeren Peder Holk Nielsen kæmper en anderledes hård kamp for at tilfredsstille børsmarkedet.

De ovennævnte skifte på topchefposten har hver sin særlige historie, men fælles er, at det er lettere at få personlig succes med en virksomhed, som halter, frem for en virksomhed, der boomer.

Det kræver selvfølgelig, at den nye topchef har de rigtige skruenøgler med i værktøjskassen, og at han eller hun tør tage store og vidtgående beslutninger på den berømte brændende platform.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *