Bliver han den nye formand for Novo Nordisk?

Valg af formand og topchef i de store virksomheder er typisk en flerårig, planlagt proces. Medmindre formand eller direktør ryger ud i utide. Eller som vi nu ser det i Haldor Topsøe – et formandsskifte på grund af sygdom.

Henrik Topsøe, der er søn af stifteren Haldor Topsøe, træder tilbage, og familien har valgt at rykke en udefrakommende op i formandsstolen, nemlig direktør Jeppe Christiansen fra finanshuset Maj Invest.

Jeppe Christiansen har ingen familiemæssige relationer til familien, men han kom meget tæt på nestoren selv – Haldor Topsøe – i dennes sidste leveår. Det har givet Jeppe Christiansen en helt særlig og tillidsfuld position i familien. Se medd. fra Haldor Topsøe her.

Det er sjældent, at en travl direktør for et finanshus har tid til også at have en tidskrævende formandspost ved siden af. Når man samtidig ser på Jeppe Christiansens øvrige bestyrelsesposter, blandt andet i Legos Kirkbi og biotekselskabet Symphogen, kan man få åndenød af alle de betydende tillidsposter, som han har på sit CV. Og det stiller spørgsmålet, om Jeppe Christiansen er på vej over i en fuldtids bestyrelseskarriere.

Jeppe Christiansen fylder 57 år om nogle måneder, det er den noget nær ideelle alder for et skifte fra topchefposten til en formandskarriere. Derudover kan han i øvrigt 2. september 2016 smykke sig med titlen, adjungeret professor på CBS. Læs om temaet for tiltrædelsesforelæsningen her. Etableringen af Maj Invest tilbage i 2005 er i høj grad Jeppe Christiansens værk, og derfor kunne man forestille sig, at han snart skifter direktørkasketten ud med formands-kasketten i Maj Invest.

Derfor må Jeppe Christiansen være den oplagte kandidat som den næste formand i Novo Nordisk

Det giver det interessante perspektiv, at Jeppe Christiansen er klar til andre magtfulde formandsposter. Mest oplagt er det, at han som næstformand i Novo Nordisk overtager formandsposten efter den nuværende formand Göran Ando, når han forlader Novo Nordisk inden for de næste meget få år. De to tidligere næstformænd i Novo Nordisk Sten Scheibye og Göran Ando rykkede begge op i formandsstolen. Nogle vil indvende, at det er svært at se en økonom og finansmand på formandsposten, som ikke har den dybt faglige indsigt i life-science verdenen.

Men den tidligere Mr. Novo Nordisk, Mads Øvlisen, som var både topchef og senere formand, havde heller ikke medicinalverdenens krinkelkroge inde under huden. Øvlisen var jurist af uddannelse. Det særlige ved Jeppe Christiansen er, at han som næstformand i Novo Nordisk kommer meget tæt på og må formodes at blive inddraget i udpegningen af afløseren for den nuværende topchef Lars Rebien Sørensen. Indrømmet, det er spekulationer, og kun en meget lille inderkreds i Novo Nordisk ved helt præcist, hvad der foregår i Novo Nordisk-bestyrelsen lige nu.

Ligesom i Haldor Topsøe er det afgørende, om de, der skal vælge ny formand, er overbeviste om, at Jeppe Christiansen har fået den særlige Novo-ånd og tankegang ind under huden. Hvis ja, må Jeppe Christiansen være den oplagte kandidat som den næste formand i Novo Nordisk.

 

Her er Jeppe Christiansens CV:

Jeppe Christiansen etablerede Maj Invest i 2005 og har siden etableringen været adm. direktør i Maj Invest-koncernen.

Fra 2004 til 1. april 2009 var Jeppe endvidere direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). Forinden var Jeppe direktør i Danske Bank (1998-2004) med ansvar for bl.a. aktieinvesteringer og erhvervskunder. I perioden 1988-1998 var Jeppe ansat hos LD, først som fondschef (1988-1993) og senere som vicedirektør (1993-1998). Inden da var han økonom i SDS med ansvar for internationale kapitalforhold (1986-1988).

Jeppe er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1985. Jeppe er næstformand for bestyrelsen for Novo Nordisk A/S og formand for Haldor Topsøe A/S samt medlem af bestyrelsen for Novo A/S, Kirkbi A/S og Symphogen A/S. Yderligere er Jeppe bestyrelsesmedlem i Emlika Aps og direktionsmedlem i Det Kgl. Vajsenhus.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *