Magtfuldt VL-netværk mister flyvehøjde

Glansen er gået af de tidligere så myteomspundne VL-grupper.

I dag er de 4000 erhvervsledere med tilknytning til danske virksomheder, organisationer og det offentlige Dammark blot et af mange netværker. Et af mange mødesteder, hvor eliten mødes. Magtfulde mennesker, men magten i netværket Dansk Virksomhed for Virksomhedsledelse (VL) er lige så stille sevet ud af denne institution. Begrebet »Old Boys«-netværket er forsvundet fra business-Danmarks vokabularium.

Flere og flere af de absolutte topchefer og bestyrelsesformænd, ministre, dommere, mediechefer og andre har af tidsmæssige årsager, habilitetsårsager eller slet og ret af mangel på faglige udfordringer søgt andre netværk. Med til at forvitre billedet af VL-grupperne som magtens elite nummer eet er derudover, at flere og flere udlændinge er kommet ind på topposterne i erhvervslivet, og set ude fra synes VL-netværket i højere grad at være et dansk netværk fremfor et internationalt netværk. Ikke voldsomt inkluderende.

Der er i dag mange netværk i Danmark. Et af landets mest magtfulde erhvervsnetværk pt. synes at være det uformelle netværk, der er skabt rundt omkring kapitalfonden Axcel. Også Axcel har et årligt møde, Company Day, netop afholdt i København, og her kommer alt hvad der kan krybe og gå af især pengefolk, advokater og rådgivere, mens universitetsfolk, embedsfolk, militærfolk og andre uden for de traditionelle erhvervscirkler er sjældnere i Axcel-netværket.

Mens erhvervslivet og dermed også erhvervstoppen i disse år rystes af den nu verdensberømte disruption-bølge, hvor sublime forretningskoncepter i går er på vej til udfasning i morgen, så er også de mange netværk udfordret. Skåret ind til benet har det knebet for VL-grupperne at forny sig, men nu forsøger man med årets VL-døgn at disrupte sig selv. Således lægges årsmødet denne gang torsdag i Statsfængslet i Horsens. Konceptet er nogenlunde som de foregående år, men alene det at turde lægge årsmødet uden for København er en fornyelse. Et lille skridt, men point for det.

Knap så mange point er der til den store festlige finale. Det amerikansk/jamaicanske popfænomen fra 1980’ernes discotek’er, Grace Jones, flyves ind til Horsens for at sende de 800 tilmeldte på VL-døgnet tilbage til hverdagen og de fornyelser, der trænger sig på. Grace Jones var den store dancing-queen, men det var altså tilbage i 1980’erne, og selv om man ikke må omtale en dames alder, så runder Grace Jones om et par år 70. Det leder i højere grad tankerne hen på nostalgi, fremfor disruption.

Ingen tvivl om, at VL-institutionen og dets otte årlige møder i de enkelte grupper fint kan overleve som et af flere netværk. Modsat tidligere er tiden for topchefer dog i dag så afgørende en faktor, at hvis der ikke konkret er noget af hente på disse møder, ja så kan tiden prioriteres anderledes og mere effektivt andre steder.

Præcist udtrykt af landets fremmeste topchef netop nu, Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk. For nogle år siden lød det sådan, da han forlod sin VL-gruppe: «Jeg får mere ud af at være sammen med folk, der kritiserer mig, end at mødes med virksomhedsledere, hvor vi kan bekræfte hinanden i vores måde at tænke på, og hvor vi kan dunke hinanden i ryggen og blive enige om, at topskatten skal ned, eller at regeringen er åndssvag.«

Den lader vi stå et øjeblik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *