Mærsk-toppen har et år til at finde vinderformlen

Huset med de blå vinduer er ramt på økonomien, men næppe på selvtilliden og selvforståelsen. Der skal mere end en »perfekt storm« til for alvor at ryste topledelsen i A.P. Møller – Mærsk. Pengetanken og de finansielle buffere er da også så tilpas velpolstrede, at Mærsk-koncernen ingenlunde er kastet ud i en økonomisk krise. Derimod tegner konturerne af en strategisk krise sig tydeligere og tydeligere. Hvad skal Mærsk-virksomheden leve af om ti og tyve år?

I de indre gemakker på Esplanaden må det være svært at skjule skuffelsen over, at konglomeratet fem år i træk har oplevet en faldende omsætning. Kombineret med en kraftigt faldende aktiekurs lægger det et gedigent pres på Mærsk-bestyrelsen med formanden Michael Pram Rasmussen i spidsen, som igen forplanter sig til et pres på den operative ledelse i Mærsk, med topchefen Nils Smedegaard Andersen i spidsen. Intet tyder dog på disharmoni mellem bestyrelse og direktion, Ledelsen er sikret ro med den store Mærsk-fond som kontrollerende aktionær, men man formode, at panderynkerne og tvivlen til afkastet bliver større og større hos institutionelle investorer som eksempelvis ATP-fonden.

Tilbage i 2011 var Mærsk-omsætningen 50 mia. dollars, 2015-regnskabet viste en samlet omsætning på 40 mia. dollars. Et fald – omregnet til danske kroner – i størrelsesorden 60-70 mia. kr. Det er der mange gode forklaringer på, frasalg med videre, fokusering og effektivisering, men overordnet set går en virksomhed tilbage, hvis toplinjen står stille. Både Pram Rasmussen og Smedegaard vil kalde en sådan konklusion for snik-snak, verdenskonjunkturerne taget i betragtning. Og noget tyder da også på, at man på Esplanaden holder krudtet tørt, klar til at fyre af, når de rigtige opkøb og investeringer viser sig.

Kigger man overordnet på det samlede 2015-regnskab ser det ganske habilt ud. Der er styr på forretningen. Og trækker man den ekstraordinære nedskrivning på olieforretningen bort fra bundlinien, så lander Mærsk et absolut godkendt resultat. Begynder man i midlertid at pille regnskabet fra hinanden og splitte det op i to halvdele, ser det anderledes ud. Første halvår var faktisk rigtig godt, mens andet halvår var rigtig skidt, i sær det sidste kvartal. Og tempoet i det seneste kvartal er som bekendt den fart Mærsk er kommet ind i 2016 med. Set i det perspektiv er der ikke mange lyspunkter at spore.

Olieforretningen Maersk Oil har tjent Mærsk-koncernen overordentlig godt som cash-cow over de seneste årtier og skæppet i kassen til, at konglomeratet kunne udvide både i containerforretningen, og etablere to store selvstændige enheder med olierigge og havneterminaler. Ligsom en række andre olieselskaber er også Maersk Oil presset til det yderste. Med en aktuel oliepris på lidt over 30 dollars – og break-even på 45-55 dollars – er olieforretningen samlet set en underskudsforretning. Man skal virkelig tro på, at olieprisen igen stiger.

Set ude fra tyder det på, at både bestyrelse og direktion har en fast tro på, at olieprisen igen vil stige, og at man lige nu venter på, at nogen i den ekstremt hårdt pressede oliebranche bliver møre og sænker salgsprisen til en pris, som Mærsk kan acceptere og regne hjem til aktionærerne. Et frasalg af Maersk Oil synes derfor ikke at være på agendaen på Esplanaden. Det andet store forretningsben, containerforretningen Maersk Line, er en del af DNA’et i A.P. Møller – Mærsk. De andre to betydende forretningsben, rigge og havne, hører naturligt til de to hovedforretningsområder, og det vil sige, at A.P. Møller – Mærsk med de nuværende fire hovedforretningsben har den struktur, som den nuværende ledelse og i øvrigt også hovedaktionæren, A.P. Møller Fonden, ser som koncernens permanente struktur.

Derfor er det tvivlsomt, om Mærsk, sålænge Pram Rasmussen og Smedegaard sidder med ansvaret, vil kaste sig over helt nye forretningsområder. Væksten skal komme fra opkøb i de bestående forretninger, ikke mindst ved tilkøb. Tiden er ganske enkelt ikke til at flagre ud i nyt, ukendt territorium, og både Pram og Smedegaard er da også personificeringen af at satse på det velkendte, på kerneforretningerne.

Bestyrelsen for det næste år er lagt fast. Den 75-årige John Bond glider ud, og den IT-kyndige, Jim Hagemann Snabe, kommer ind. Formanden Michael Pram Rasmussen er ikke på valg i år, men det er han i 2017. Og der spekuleres allerede nu i et formandsskifte i 2017, således at den nye Mærsk-formand selv kan være med til at udpege den nye topchef efter Smedegaard Andersen, når han forlader topposten om to-tre år.

Holder det stik har det nuværende ledelsesteam med Pram Rasmussen og Smedegaard i spidsen det næste års tid til at finde den formel og den strategi, der skal fremtidssikre A.P. Møller – Mærsk årtier frem.

One response to “Mærsk-toppen har et år til at finde vinderformlen

  1. APM kommer ud af 2015 med et overskud på 6 mia. Heri er fratrukket en regnskabsmæssig hensættelse på olieforretningen på 17 mia. Det vil altså sige, at selve driften har givet imponerende 23 mia. i overskud i et særdeles udfordret år. Ikke desto mindre accepterer firmaet den særdeles negative præsentation i medierne, og derfor rasler kursen ned i samme tempo, som den har gjort hele det seneste år. Smedegaard føler sig tilsyneladende fortsat for fin til at korrigere den særdeles negative presseomtale.
    Til sammenligning ses, at Lundbeck kommer ud med et underskud på 6 mia., men får en kursfremgang på ca 10% og Carlsberg rapporterer et milliardunderskud,men belønnes alligevel med en kursfremgang på ca. 4%.
    Har APM evt. en skjult dagsorden med aktivt at bidrage til den negative stemning?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *