58.000 Novo-job – i Danmark

Indrømmet, det kan virke provinsielt at tale om jobskabelse i Danmark på et tidspunkt, hvor verdens økonomi forlængst er blevet flettet sammen, og hvor alle de store danske virksomheder har brug for globalt salg for at vokse.

Væksten for disse virksomheder ligger alle andre steder end i Danmark. Når regnebrættet dog skal gøres op, handler det ved dagens slutning om, hvor mange job, der skabes i Danmark. Kun job i Danmark er med til at fylde statskassen med selskabs- og personskatter – og dermed med til at holde det indenlandske forbrug i live og finansiere velfærden.

Danmarks wonderboy, medicinalkoncernen Novo Nordisk fra Bagsværd, indførte for nogle år siden en praksis med at opstille et alternativt regnskab for, hvad Novo Nordisk helt konkret bidrager med af job i Danmark og penge til den danske statskasse. Jeg er ikke klar over, om disse tal også har været udsat for revisors dokumentationskrav, men hvis vi nu tager Novo Nordisks egne tal for gode varer, ser Bagsværd-virksomhedens samfundsregnskab sådan ud:

Ansatte i Novo Nordisk i Danmark 17.029 (i hele koncernen 40.638). Hertil ansatte hos underleverandører og afledt beskæftigede som følge af Novo-medarbejdernes forbrug. Sammenlagt regner Novo-folket sig frem til en total beskæftigelseseffekt ved at Novo Nordisk ligger i Danmark til i alt 58.067 job. 60 procent af den globale jobskabelse sker i Danmark. Indkomstskat fra ansatte i Danmark er fire mia. kr., hvortil kommer fem mia. kr. fra Novo til den danske statskasse i selskabsskatter. Novo fylder.

Nu behøver man ikke falde bagover af benovelse over Novo Nordisk-tallene. Der er tale om en privatejet virksomhed, som selvfølgelig først og fremmest lægger så mange aktiviteter i Danmark, fordi det økonomisk kan betale sig. Nok leverer Novo Nordisks medarbejdere mange skatter til statskassen, men de gør selvfølgelig også brug af de ydelser statskassen gratis stiller til rådighed. Herunder ikke mindst uddannelse, infrastruktur med videre. Samtidig finansieres en stor del af Novo Nordisk-produkterne direkte og indirekte af den danske statskasse. Det samlede regnskab er således mere kompliceret end som så.

Bundlinjen er dog, at virksomheder som Novo Nordisk er pivende nødvendige at have som motorer for et land som Danmark. Ligesom andre globale aktører som eksempelvis A.P. Møller – Mærsk, Carlsberg, Vestas, Coloplast etc. De væsentligste bidragydere til statskassen er dog hjemlandserhverv som banker, detailhandel og lignende.

Pointen er imidlertid, at har vi i Danmark ikke de store, globale virksomheder, der bringer business til Danmark, så har vi heller ikke de underliggende hjemlandserhverv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *