Topchefers stigende lønpakker skal give mening

Du Perikles, ka´ du sige mig – hvor meget er en topchef i grunden værd?

Svaret på dette let omskrevne Storm P-citat er ikke helt enkelt. Det kommer nemlig an på, hvem du spørger og hvor du spørger. Hvis du spørger ejerne i Falck-koncernen, så er topchefen Allan Søgaard Larsen 547 mio. kr. værd for ejerne, altså over en halv milliard. Og hans næstkommanderende i Falck, Morten Pedersen, er 365 mio. kr. værd. Som det ser ud lige nu, og når deres gæld er trukket fra. Udover de årlige løncheck, som ligger i mange millioner kroners størrelsen for begges vedkommende. Giver det mening?

Lønningerne til danske topchefer er røget i vejret over de seneste 10-15 år og kan nu måle sig med mange lignende job i udlandet. Ikke bare de faste lønninger, men i høj grad også aflønningen ved aktieoptioner og andre incitamentsaflønninger er steget markant. Hertil kommer, at de topchefer, der selv har hånden på kogepladen, som det hedder i denne branche, altså hvis de selv medinvesterer, kan bliver virkeligt formuende.

Det er det, der er sket i Falck, som det beskrives i hosstående artikel. De nye lønpakker kom med kapitalfondenes indtog i Danmark. Ud fra devisen om, at jo større gulerod, du hænger op foran næsen på topchefen, jo mere leverer han eller hun. Det er dog i høj grad relevant at stille spørgsmål til, om lønudviklingen i toppen af dansk erhvervsliv er gået amok, altså om topcheferne er deres høje lønninger, bonusser og aktieoptioner værd. Hvor meget der er held, hvor meget der skyldes stærke medarbejdere og hvor meget der skyldes dygtighed hos den enkelte direktør. Det findes der ikke enkle svar på.

Uanset hvad man kalder det, kan pengene til de markant stigende direktøraflønninger kun hentes eet sted fra, nemlig i de overskud de respektive virksomheder præsterer. Falck-koncernen har i den grad leveret over de seneste ti år, de to direktører har i sin tid pantsat deres boliger for at finde penge til at medinvestere i Falck, og set ude fra synes den samlede pakke, som den er skruet sammen i Falck, at tage hensyn til, at de skal levere på lang sigt. Ikke bare kanonresultater et år eller to. Direktionen i Falck har således de samme interesserer som ejerne i Falck. Og går det helt galt, lider Falck-direktionen ligesom de andre ejere store tab og risikerer at stå tilbage med en stor gæld.

Set i Falck-perspektivet kan det umiddelbart være svært at forstå den heftige kritik af et incitamentsprogram, som det er udformet i den bornholmske fiskerikoncern A. Espersens moderselskab Insepa. Et program som skulle give 65 mio. kr. til deling blandt ledelsen i Insepa, både direktion og bestyrelse, i Insepa. Den plan er dog foreløbigt forpurret af Erhvervsstyrelsen, som har kaldt programmet ulovligt. Styrelsen er kontrolmyndighed for Insepas ejer, en erhvervsdrivende fond, og de mange millioner til ledelsen går således fra som udbytte til den velgørende fond. Sagen er anket.

Der er imidlertid en række åbenbare problemer med Insepa-modellen. Ledelsen i Insepa har pillet to af de bedste datterselskaber ud som basis for incitamentsprogrammet og undladt at medtage det absolut største selskab i koncernen, som pt. kører med undeskud. Derudover har Erhvervsstyrelsen fremhævet habilitetsproblemer i beslutningsprocessen, de involverede har ikke medinvesteret selv, og endelig er bestyrelsen i Insepa omfattet af det meget lukrative incitamentsprogram. Formanden Vagn Thorup står til at modtage 20 mio. kr.

Det er meget usædvanligt i Danmark, at bestyrelsen, som skal kontrollere direktionen, er omfattet af incitamentsprogrammer. Hvis man skal sige det meget kontant i Insepa-sagen lyder anklagen på, at de involverede har siddet og bevilget de store millionbeløb til sig selv. På ejerfondens bekostning.

Både Falck-modellen og Insepa-modellen viser, at disse incitamentsprogrammer pinedød skal skrues sammen på en måde så det giver mening. De skal være gennemsigtige og skal kunne holde til at blive gengivet og forklaret i offentligheden. Det er moderne ledelse. Falck har ligesom Insepa også en fond som ultimativ ejer, nemlig Lundbeckfonden. Men uanset hvad man synes om Falck-modellen og størrelsen på direktionens formueopbygning, så synes den udefra betragtet været skåret så tilpas skarp, at der ikke opstår habilitetsproblemer. Set i det lys giver Falck-modellen mening.

2 responses to “Topchefers stigende lønpakker skal give mening

  1. Hvordan er vi kommet derhen, at topchefer i store firmaer skal have lønninger på f.eks. 20 millioner kr om året, og så oveni et incitamentsbeløb på måske 100 millioner eller mere hvis business går godt, og så selvfølgelig en faldskærm på 50 millioner når det ikke lige gik, som man havde regnet med.
    Og her taler vi ikke om fondsbestyrelsesmedlemmer som “stjæler” af kassen.
    I min lille verden er der tale om rent tyveri. Alle ved at der er ikke nogen der er disse penge værd.
    Som eks. hvor meget var den tidligere direktør i Carlsberg værd. Vel set i bakspejlet langtfra det han fik.
    Det samme gælder for bestyrelsesmedlemmerne i Carlsberg, som jo valgte forkert, men desværre uden konsekvens..
    Topfolk i selskaber beriger i dag sig selv på en måde så man får lyst til at kaste op. Der er overhovedet ingen hæmninger.
    Det Konservative Folkeparti taler for nedsat topskat for ellers rejser de dygtige til udlandet. Helt rolig. De rejser ikke, for de kan ikke få et job andre steder, så man kan roligt sætte topskatten op til 75% for de højest lønnede og samtidig glemme alt om de Konservative for de er næsten udddøde. Desværre.
    Det er ekstremt at nogle få % ejer 50 % af alle værdier i et samfund. Det stopper udviklingen i samfundet da de velhavende ikke forbruger, men investerer og mange mindrebemidlede ikke har penge til forbrug.
    Selvom nationalbankerne(EU, Japan, USA mfl) sprøjter penge ud kommer der ikke gang i væksten.
    Mange prøver at tale opsvinget i gang, men man gør man klogt i at vente på den næste krise.

  2. I løbet af en periode på 16 år steg en almindelig lønmodtager 80% i løn – Topcheferne 400%?
    Kunne man kun skaffe lønmodtager med en arm eller fik topcheferne to hoveder i den periode? Der burde vel være en forklaring på den forskel i stigningstakten? Når Topchefer får sparket, får de en stor pose penge som de kan lande komfortabelt oven i. Lønmodtageren får kun sparket. Topchefer er vor tids adel.Forklaringen skal formodentlig findes i bestyrelses lokalerne. I netværket skiftes de til at forgylde hinanden.

Skriv et svar til Hans Peder Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *