Derfor må Amagerbanksagerne ikke fuse ud

Der er stærke følelser på spil i kølvandet på opgøret efter den værste finanskrise siden 1930’erne. Følelser, der ofte står i grel kontrast til lovens bogstav. Sådan er det i udpræget grad også i Amagerbanken.

Den gængse holdning er, at »nogen« må bøde for og tage ansvaret for så fatalt et krak, hvor 70.000 aktionærer blev klædt af til skindet og tabte alle deres penge. I Amagerbanken-sagen er der uenighed om, hvem disse »nogen« er, og derfor flyver det rundt i luften med sagsanlæg, trusler om sagsanlæg og gensidig kritik for ikke at have passet de ansvarsfulde job godt nok.

Naturligt nok har også bagmandspolitiet selvfølgelig været pudset på Amagerbanken for at finde eventuelle kriminelle handlinger. Ligesom i Roskilde Bank-sagen, har det økonomiske politi (SØIK) dog droppet strafferetssager mod Amagerbankens tidligere ledelse med formanden N.E. Nielsen i spidsen. Bevismaterialet var ikke til en domfældelse, lyder konklusionen hos bagmandspolitiet efter et lille års efterforskning. Betyder det så, at bagmandspolitiet har fejlet, og at bagmandspolitiet aldrig burde være gået ind i hverken Roskilde Bank og Amagerbanken?

Nej, bagmandspolitiets chef Morten Niels Jakobsen og hans folk har selvfølgelig en forpligtelse til at efterforske så store og dramatiske sager og da i særlig grad, hvis anmeldelsen kommer fra statens forlængede arm, nemlig Finanstilsynet. I Amagerbank-sagen har bagmandspolitiet modsat mange andre sager arbejdet ganske hurtigt, og derfor er der ikke noget at klandre SØIK for.

Hvis jeg forstår den tidligere Amagerbank-formand N.E. Nielsen ret, er han utilfreds med at være dømt i offentlighedens øjne det øjeblik, der er foretaget anmeldelse og bagmandspolitiet har besluttet sig for en efterforskning. Altså en indirekte kritik af SØIK. N.E. Nielsen og andre topchefer i erhvervslivet må dog indstille sig på, at der er en »erhvervsrisiko,« hvis de påtager sig disse tillidshverv, som da også er godt lønnede. Det ville først være kritisabelt, hvis bagmandspolitiet ikke ville efterforske sådan en sag og lagde den på hylden, inden den blev undersøgt.

Selv om bagmandspolitiet nu er ude af Amagerbank-sagen er den langt fra slut. Der verserer to storstilede civile erstatningssager. Een mod den tidligere ledelse med N.E. Nielsen og direktør Jørgen Brændstrup i spidsen, anlagt af statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet og een, der går den anden vej. Nemlig Amagerbankaktionærer, der varmer op til en erstatningssag mod Finansiel Stabilitet for at have fortiet oplysninger i forbindelse med kapitaludvidelsen i 2010. Noget tyder på, at begge disse sager kan være op ad bakke og synes svære at føre bevis for ved domstolene med den nuværende lovgivning.

Amagerbanken har været kriseramt helt tilbage fra 2008, ikke mindst fordi 35 procent af udlånet var til erhvervsejendomsudlån, flere af disse meget spekulative. Derfor krævede Finanstilsynet af to omgange i 2009 og 2010 ekstra kapital til banken, og det var her rigmanden Karsten Ree var med begge gange. Ny kapital var forudsætningen for, at Amagerbanken kunne hente ansvarlig lånekapital fra staten under den såkaldte Bankpakke 2. I modsat fald ville banken være tvangslukket allerede i 2009. Men lige lidt hjalp det. Banken krakkede den 6. februar 2011 med en negativ egenkapital på 650 mio. kr. og blev samlet op af Finansiel Stabilitet.

Og hvad er det så de slås om?

Staten ved Finansiel Stabilitet kræver erstatning, fordi N.E. Nielsen & Co. efter statens mening har udført dårligt bankarbejde. De private aktionærer mener, at Finansiel Stabilitet er erstatningspligtig, fordi selskabet ikke råbte op om alle de dårligdomme som Finansiel Stabilitet var vidende om, inden den seneste kapitaludvidelse i september 2010, hvor der blev samlet 800 mio. kr. friske kroner ind. Begge parter får en tung bevisbyrde at løfte. Eksempelvis får aktionærerne svært ved at hævde, at de med den voldsomme mediefokus på Amagerbankens dårlig økonomi har været uvidende om de enorme problemer i banken.

Ikke desto mindre er der behov for disse retssager. Dels vil det afklare, om bankledelser er erstatningspligtige for fejl og dårligt bankhåndværk, dels vil det afklare, hvor langt ansvaret går for private investorer for at se sig for, inden man kaster sig ud i risikoprægede investeringer.

Det vil koste en hulens masse penge, og en række prominente personer skal bruge tid, kræfter og penge på det, men det er omkostning, der er svær at komme uden om. Det vil kunne rense luften.

Når røgen har lagt sig om nogle år, så er det op til politikerne at bestemme, om vi har den lovgivning på området, som matcher virkeligheden, hensynet til beskyttelse af aktionærerne og hensynet til risikovilligheden hos bankerne. Samt ikke mindst om bankchefer og bestyrelser personligt skal kunne gøres økonomisk ansvarlige for fejl og mangler.

One response to “Derfor må Amagerbanksagerne ikke fuse ud

  1. Der er noget som har undret mig vedrørende denne erstatningssag, som en række aktionærer har anlagt mod Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.(dvs principielt mod de danske skatteydere).

    I den rigsrevisionsrapport, som ligger frit tilgængeligt på nettet, fremgår det klart, at Finanstilsynet var alt for optimistiske med hensyn til kvaliteten af Amagerbankens udlån, mens Finansiel Stabilitet, der var noget mere skeptisk overfor foretagendet, krævede, at banken skulle polstre sig med yderligere 800 mio. kr. ,

    Som vi alle ved i dag, viste denne kapitalforhøjelse sig dog heller ikke at være tilstrækkelig til at redde banken, men jeg har svært ved at se, hvad det er Finanstilsynet for slet ikke at tale om Finansiel Stabilitet, som jo direkte mistede penge på Amagerbankens kollaps, skulle have gjort sig skyldig i.

    De advokater, som skal føre sagen på vegne af aktionærerne, har, i modsætning til SØK, en reel økonomisk interesse i at foregive at sagen kan vindes, men at en rigsrevisionsrapport skulle blive fejet af bordet i en dansk retssal forekommer mildt sagt ikke sandsynligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *