Mærsk har pengene, men mangler vækst

Mærsk-regnskabet og ledelsens strategi i disse kriseår kan sammenfattes i disse ord »cost savings initiatives« eller på dansk, benhård satsning på at presse omkostningerne endnu længere ned. Det lyder kedeligt, men er pokkers effektivt. Set i det perspektiv er Mærsk begunstiget af en topchef som Nils Smedegaard Andersen, der er ekspert i øvelsen med at effektivisere ved konstant at presse omkostningerne i bund.

A. P. Møller – Mærsk befinder sig i disse år ikke i vækstmarkeder. Tværtimod. Fragtraterne er under pres, olieprisen på det laveste i mange år, og det betyder, at flere af de store forretningsområder i Mærsk direkte og indirekte er negativt påvirket af markedsudviklingen. Mærsk-maskinen tvinges altså i højere grad til at dreje på de håndtag, som de selv har fuld indflydelse på, nemlig omkostningerne.

Aktiemarkedet og en række analytikere fejlfortolkede perioden op til halvårsregnskabet i den tro, at Smedegaard & Co. nødvendigvis måtte nedjustere som følge af de vanskelige markedsvilkår. I sær to ting gør dog, at man ikke skal regne med op- og nedjusteringer i tide og utide i Mærsk. For det første har A.P. Møller – Mærsk fordele som konglomerat. Og for det andet vil løbende op- og nedjusteringer blive opfattet som en svaghed i Smedegaard- og Mærsk-bogen, og et tegn på at man ikke har styr på den langsigtede udvikling. Det er ikke for ingenting, at »rettidig omhu«-begrebet er blevet opfundet i rederi- og oliekoncernen.

Samtidig med, at A.P. Møller – Mærsk i de senere år stramt har styret omkostningskontoen, er der også kommet endnu mere fokus på at styre balancen, det vil sige finanserne. Egentlig er det et særligt forretningsben i Mærsk, som folkene på Esplanaden har været gode til at profitere på.

Koncernen er dog ved at løbe ind i et »problem« med den svulstige pengetank. Opkøbs- og investeringsstyrken er enorm, men foreløbig holder Mærsk pengene i lommen, fordi ledelsen ved formanden Michael Pram Rasmussen og Smedegaard er af den opfattelse, at man med de nuværende høje priser risikerer at komme til at købe og investere for dyrt.

Når Mærsk sender regnskaber på gaden skal man også riskere at tolke på det, der står mellem linjerne. Tidligere i år var der usikkerhed om, hvorvidt A.P. Møller – Mærsk pønsede på et helt nyt forretningsben, fordi der var slør i udmeldingerne om forretningsstrategien. Den usikkerhed er nu manet i jorden. Det børsnoterede selskab skal ikke på nogen måde investere uden for de nuværende kendte forretningsben, container, olie, havne, olierigge og et femte ben med »services,« herunder blandt andet forskellige rederiaktiviteter.

Det er ikke ensbetydende med, at gruppen ikke på et tidspunkt kaster sin kærlighed og sine penge på et helt nyt forretningsben, men i så fald må man gå ud fra, at det sker i det nyoprettede A.P. Møller Holding. Selskabet, som er skubbet ind i mellem det børsnoterede A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden. En forholdsvis ny strategi i børsselskabet er det også, at ledelsen signalerer stadigt stigende udbytter. Og eftersom 40 procent af disse udbytter går ned i det nye Holdings kasse, så får dette holdingselskab på et tidspunkt en opkøbspower a la Novo A/S, som i dag har flere store forretningsben.

På Smedegaard Andersens egen bane er det først og fremmest Maersk Oil, der udfordrer. Der er her, der skal investeres enorme beløb, hvis Maersk Oil skal hæve produktionen markant udover den nuværende udvinding. Det er en knivskarp balancegang på et tidspunkt, hvor Mærsk selv regner med en oliepris over de kommende kvartaler på 55-60 dollar.

Kigger man tilbage i Mærsk-gruppens historie har koncernen og dens ledere været skarpe til at se frem i tiden, risikere noget og gøre en række gode forretninger. Og det denne langsigtede udvikling med successer og fiaskoer en ledelse skal vurderes på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *