Pustes der ny boble op?

Kun Jan Johan Kühl og hans allernærmeste ved, hvad smertegrænsen er for kapitalfonden Polaris i forbindelse med overtagelsesforsøget af Mols Linien. Først var prisen på aktierne kurs 34, fredag aften blev buddet forhøjet til kurs 40, men smertegrænsen kan lige så godt være kurs 50. Jan Johan Kühls forsikringer om, at tilbuddet på kurs 34 absolut ikke stod til at ændre, klinger en anelse hult i dag.

Mols Linien er en klassisk turn-around aktie, og derfor skal man næppe lade sig forskrække af de store kursspring. Tror man på en fremtid for Mols Linien, kan der være store gevinster at hente. Polaris er på jagt, og det er svært at tro, at Polaris stopper før byttet er nedlagt. Polaris må forventes også at have en plan for exit, selv om denne exit først sker om fire, fem eller seks år. Det nuværende spil mellem Polaris og de genstridige småaktionærer handler således ikke om Polaris kan »regne« købet hjem, men alene hvad den forventede exit ud i fremtiden giver i afkast til Polaris.

Præcist hvad Polaris konkret har set i Mols Linien, og om der er lommer med store medværdier, er ikke helt til at vide, men set ude fra giver det mening, at de små aktionærer holder fast og vil med på den forventede Polaris-optur i Mols Linien. De små aktionærer kører på den korte bane på frihjul, men de skal selvfølgelig gøre sig risikoen klar, hvis de vælger at forblive som aktionærer i Mols Linien i forbindelse med en afnotering.

Ikke bare Polaris men alle verdens pengetanke er i disse år på hidsig jagt efter gyldne investeringer. Og i takt med at aktiepriserne stiger øges dermed også prisen på de virksomheder, der er til salg. Det er langt hen ad vejen sælgers marked med de nuværende historisk lave renter. For nylig lukkede en anden kapitalfond, den svenskbaserede EQT en ny »jättefond,« som det udtrykkes i Sverige, på 6,75 mia. euro – svarende til 50 mia. kr. Danske Axcel har ligeledes en ny fond i støbeskeen, som også skal ud og hente milliarder til opkøbsmaskinen.

For et par måneder var der budkrig mellem netop EQT og en anden svensk fond, Ratos, om at overtage det succesrige HusCompagniet. EQT løb med den handel, prisen er ikke oplyst.

Kapitalfondene er opbygget på en måde, så partnerne aflønnes i takt med, at de kan hente forvaltningskapital ind, købe virksomheder og igen sælge de opkøbte selskaber med en stor fortjeneste. Penge er der masser af i verden, og derfor er det forholdsvis let at samle penge ind fra pensionsfonde i ind- og udland, rige pengekasser som Legos Kirkbi, Danfoss-familien, Lars Larsen og andre rigmænd. Det lægger et ganske markant pres på partnerne i kapitalfondene. Fejlskud i fondene straffes hårdt, mens gyldne afkast belønnes med nye penge. Således var 70 procent af de nye penge i EQT-fonden gengangere fra tidligere investorer i EQT.

Spørgsmålet er om kapitalfondene hidtil har haft det for let.

Ligesom boligmarkedet i København for tiden er sælgers marked er også markedet for virksomhedshandler sælgers marked. Priserne jobbes op. Så meget at nogle af de store danske selskaber ligefrem har meldt sig ud af kapløbet om at købe sig til vækst. Og det selv om pengetanken er fuld. Både A.P. Møller – Mærsk og DSV har luret længe, men på det seneste også måttet erkende, at prisen på de virksomheder, som de måtte have haft kig på, ganske enkelt er blevet for høj.

I stedet for at købe sig til vækst, lanceres større og større udbytte- og tilbagekøbsprogrammer af egne aktier. Mange af de investorer er netop pensionsfonde, som så får »problemet« med at genplacere pengene, og her kommer kapitalfondene ind i billedet. Set i det lys må man forvente, at nogle af nuværende kapitalfondsopkøb sker til så høje priser, at det ender galt. At historien fra de glade 00’ere med højt opskruede priser gentager sig, og at de dårligste kapitalfonde får enorme skrammer.

Som investeringsdirektør Ole Søeberg fra Skagen-fondene skriver det i den seneste markedsrapport:

»Likviditeten er siden 2012 i stigende grad blevet anvendt til at finansiere fusioner og opkøb. Den tidligere rekord var i 2007, da den samlede handelsværdi nåede 4,2 billioner dollars. I årets første halvdel af 2015 rundede handelsværdien 2,5 billioner dollars. Året 2015 vil dermed formentlig tangere eller slå den tidligere rekord – det er gode nyheder for investeringsbankfolk og advokater.«

Ole Søeberg har i øvrigt en tankevækkende pointe fra en McKinsey-undersøgelse. Den viser, at »fusioner og opkøb af selskaber bedst lykkes, når de gennemføres under svære økonomiske vilkår.« Kunsten er altså at finde undervurderede selskaber, men de bliver sværere og sværere at finde. Sælgerne læser også aviser og rapporter fra de store finanshuse og vil derfor selvfølgelig have mere for at sælge deres virksomheder.

Set i det lys må man forvente, at der i denne tid gøres nogle virksomhedsopkøb, der senere udvikler sig til mareridt. Også de små aktionærer i Mols Linien må gøre sig klart, om rederiet er en undervurderet aktie eller risikerer at blive et altfor dyrt opkøb, når Polaris lukker den handel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *