Styr på bankdirektørens syvårskrise

Man siger, at en bankmands hukommelse rækker syv år tilbage, i bedste fald. Om nogle uger rammer vi syvårsdagen for Lehman-krakket. Oplægget til den historiske og historisk bratte nedtur i september 2008 var de forudgående år med volumensyge bankdirektører og – i lidt for mange tilfælde – selvbetjening i bankernes udlånskasser. Herunder også med storudlån til en fed gang ukontrolleret aktiespekulation for lånte penge.

Spørgsmålet er således i dag, om fejlen i den glade del af 00’erne er slettet af hukommelsen hos bankfolket, eller om vi i denne tid er vidner til en ny omgang casino på børsmarkedet? Det korte svar er, nej. Ikke nødvendigvis fordi bankfolket har fået en bedre hukommelse, men først og fremmest fordi finanstilsynet og lovgivningen har skærpet kravene til bankerne så meget, at investeringer i finansielle aktiver for lånte penge i dag har et relativt begrænset omgang. I hvert fald for så vidt angår de mest hidsigt gearede investeringskreditter.

Som journalist Michael Korsgaard beskrev det i mandagens businessektion, kaster private investorer sig i stigende grad over risikoinvesteringer. Så meget at Dansk Aktionærforenings formand, Niels Mengel, er nervøs for, at for mange aktiespekulanter risikerer mere end godt er. Det er især de særligt gearede certifikater af forskellig slags, hvor gevinsten mangedobles, hvis de underliggende aktier stiger. Og selvfølgelig også giver voldsomme tab, hvis de underliggende aktier falder på børsen. Investoren gearer således eksempelvis en kapital på 100.000 kr. til 700.000 kr. at investere for, hvis egenformuen geares seks gange.

Trods den markante stigning i omsætningen på børsen af disse certifikater må man tro, at det sker i et ganske andet miljø end tidligere. Dels ved, at arrangementet ganske enkelt lukkes ned, hvis egenformuen er tabt dels ved, at bankerne er tvunget til at se sig bedre for inden arrangementet sættes op, eftersom alt for risikable udlån og kreditter vil koste på kravene til soliditeten i bankerne. Det er et resultat af den skærpede lovgivning. Pointen er, at kunden skal have råd til at tabe og ikke efterlade tab i banken, og at kunden skal vide, hvad han eller hun har med at gøre.

Aktiespekulation som sådan, også for lånte penge, er en del af det at have en markedsplads, en børs. Problemet opstår, hvis det ender som ren casino, og hvis den pågældende kunde efterfølgende kan stå med en milliongæld ved ukontrollerede finansielle arrangementer. Det må man tro, at der stort set er lukket for i dag. Og derfor behøver man ikke at have ondt at de investorer, der taber en stor formue på børsmarkedet. Det er deres eget valg. Og sådan skal det være.

For især mange ungersvende er det fristende at kaste sig over muligheden for at score let tjente penge på børskarrusellen. Og der er da også eksempler på investorer, der har scoret en stor gevinst. Dog skal det med, at der ikke er tale om let tjente penge. Det kræver sin man eller kvinde at sætte sig ind i børsmarkedets mekanismer, nøje overvåge udsvingene og tage beslutningen om køb eller salg. Der er masser af faldgruber.

Historisk svinger lovgivningspendulet frem og tilbage. Den stærke regulering af bankerne tilbage i 1970’erne og 1980’erne blev i årtierne derefter afløst af en markant deregulering af sektoren. Indtil finanskrisen eksploderede og tvang regeringerne i en række vestlige lande, herunder også Danmark, til at gå ind og redde deres banksystem ved at brede et sikkerhedsnet ud. Det glemmes ikke foreløbig, i hvert fald ikke af lovgiverne.

Tab på kunder kan ikke undgås, det er en del af det at drive bank, og der vil selvsagt også komme tab på kunder med investeringskreditter. Men man må tro, at den skærpede regulering af bankerne tvinger bankdirektørerne til denne gang at huske længere tilbage end de gængse syv år.

One response to “Styr på bankdirektørens syvårskrise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *