Maersk Oils sidste olie?

Mærsk-koncernen står i yderste konsekvens ved en skillevej. Et worst-case scenario, som, hvis det bliver til virkelighed, kan resultere i, at Mærsk skal gentænke hele sin oliestrategi.

Man må gå ud fra, at man internt i toppen hos A.P. Møller – Mærsk har opstillet de hårde konsekvenser af en række scenarier, herunder også dette worst-case scenario, som i givet fald kan udvikle sig til et mareridt. Og som efter al sandsynlighed kan tvinge Mærsk til et historisk strategiskifte. Olieproduktion eller ikke olieproduktion.

Anledningen er de verserende aftaler om en genforhandling mellem styret i Qatar og Maersk Oil om olieproduktion også udover 2017, når den nuværende koncessionsaftale udløber for det givtige Al-Shaheen-felt. Indrømmet, der er selvfølgelig en masse taktik i sådanne drøftelser, som kan være svære at gennemskue, når man kigger på udefra. Men lykkes det ikke for Mærsk at få en ny kontrakt med hjem til Esplanaden, slukkes indtægterne fra en 25 års givtig aftale fra Qatar.

Det vil i så fald ske nogenlunde samtidig med, at en anden stor indtægtskilde, nemlig olieproduktionen fra Nordsøen, trappes ned over de kommende år.

Maersk Oil er et stort selskab i Danmark, men i den internationale olieindustri skal man ned på en plads mellem de 25-30 største oliefirmaer for at finde Maersk Oil placeret. Ikke desto mindre er netop de seneste årtiers massive milliardindtægter dels fra Nordsøen dels fra Qatar det finansielle grundlag for, at det største ben, containerforretningen Maersk Line, har kunnet overleve og udbygges. Ligesom også oliepengene har været en del af grundlaget for andre forretningsben som APM Terminals og Maersk Drilling.

Mærsk-gruppen er bygget op som et konglomerat, en struktur som mange aktieanalytikere har kritiseret, men man må bare konstatere, at A.P. Møller – Mærsk er blevet så stor og finansiel stærk en koncern netop på grund af konglomeratstrukturen. Derfor vil det også være en stor bet, hvis Maersk Oil mister Qatar-forretningen. Sker det vil Mærsk-ledelsen og hovedaktionæren A.P. Møller Fonden tvinges til at skulle tage en strategisk beslutning.

Enten skal man pumpe yderligere et utal af milliarder i nye oliefelter. Det er en dyr løsning. Det er dog ikke en umulig opgave, eftersom Mærsk-gruppen er meget velkonsolideret. Eller A.P. Møller – Mærsk skal tage beslutningen om helt at lukke olieforretningen ned og sælge fra. Det er selvfølgelig endnu alt, alt for tidligt at vide, om det kommer dertil. Og uvist hvad de går og tænker på Esplanaden, men vær vis på, at alle scenarier er regnet igennem.

One response to “Maersk Oils sidste olie?

  1. We zijn eerst bezig met Cozmic een wtk meeting te orgneiseran, dan kunnen we gelijk zien hoeveel daar op afkomen. Bevalt het dan kunnen we nog altijd doorstoten, maar zit het tegen dan moeten we iets anders zien te verzinnen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *