Fremover er Nødgaards ord ikke lov

Det er med i opløbet om årets absolut mest opsigtsvækkende jobskifte. Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard siger farvel til den magtfulde, statslige styrelse, der har holdt bankerne i et jerngreb under finanskrisen de seneste seks-syv år, og goddag til jobbet som cheflobbyist for modparten – som direktør for brancheforeningen Finansrådet.

Noget af et skifte. Kan man egentligt skræve over så forskelligartede job? Og hvad betyder det for medarbejderne i finanstilsynet, at deres mangeårige chef nu pludselig sidder »på den anden side af bordet?«

Som tilsynschef har Nødgaard haft een overordnet målsætning, nemlig kravet om at bankerne skulle polstres mest muligt, uden væsentlig skelen til om det har kostet på bankernes forretningsomfang, mens han som lobbyist skal argumentere for, at kravene til polstringen løsnes. Han skal gøre det lettere at være bankmand.

Som tilsynschef har han overdynget bankerne med indberetninger og papirarbejde, som lobbyist skal han vel arbejde for det modsatte. Bankerne har – uden for citat – ofte beklaget sig over, at Finanstilsynet benhårdt er gået på jagt efter og brugt ressourcer på forhold i småtingsafdelingen, nu skal bankernes nye direktør arbejde for, at tilsynet fremover i langt højere grad interesserer sig for de store linjer. Set ude fra synes tilsynet og Nødgaard ikke just at have været de små bankers mand, fremover skal han lobbye også for de små banker. Og så videre, der er nok at tage fat på.

Udfordrende bliver det for såvel Ulrik Nødgaard som Finansrådet, kun fremtiden kan vise om det lykkes.

Alle parter har haft travlt med at understrege, hvor fantastisk det er, og at der sandelig ikke er modsætningsforhold. Han bydes velkommen fra nær og fjern. Helt så enkelt og hjerteligt er det dog næppe i virkelighedens verden.

Nødgaard har været chef i Finanstilsynet i en svær tid, hvor der har skullet tages beslutninger, ofte beslutninger, som ikke har passet ind i bankernes kram.

Lidt forenklet kan man sige, at politikerne, både på Christiansborg og i EU, i kølvandet på finanskrisen har været på nakken af bankerne, og det har været tilsynschefens opgave at forvalte politikernes mistillid til bankerne ved at være hård i filten og dynge bankerne til med en række nye snærende regulativer. Og med bankerne i »bad standing« har ingen bankdirektør selvfølgelig turdet stille spørgsmål til de beslutninger, der er taget i tilsynet. Nødgaards ord har været lov.

Det skal med, at der er stor respekt og betydelig troværdighed omkring embedsmanden Ulrik Nødgaards arbejde i finanstilsynet, og også respekt om hans integritet, regulatoriske indsigt og professionalisme. Alle disse gode ting tager han selvfølgelig med over på den anden side af bordet. Men den magtbase, som Nødgaard har haft i tilsynet, har han altså ikke i Finansrådet. Her bliver hans ord ikke altid taget for gode varer, her skal han også være sælger. Han skal forvente at være presset i defensiven – i hvert fald i den første tid – og at hans udmeldinger ikke har den tyngde, som de har haft i tilsynet. Ret beset er hans nye opgave at lobbye for købmændene i den finansielle sektor, og finansielle købmænd har som målsætning at tjene penge.

Det nye lederteam med Ulrik Nødgaard og viceadm. direktør Loise Mogensen, begge tidligere embedsmænd i erhvervsministeriet, må forventes at være særligt stærke på teknikken i finansen, og det er en kæmpefordel på et tidspunkt, hvor bølgen med love, regler og bekendtgørelser næppe bliver mindre, men sandsynligvis større. Det giver dem absolut en styrke i de forestående forhandlinger med deres tidligere kolleger i ministeriet og i tilsynet, men Finansrådet er nu engang sat i verden for at tale bankernes sag. Set i det lys er et at succeskriterierne for Nødgaard at få forbedret branchens generelle image – markant. Det er opad bakke, det tager tid.

Bankerne vil konstant blive revet i næsen, at branchen i den allesværeste stund i 2008/2009 blev reddet af det store skattefinansierede sikkerhedsnet. Og spørgsmålet om, hvornår bankerne »betaler« tilbage på denne ulimiterede statsgaranti, må Nødgaard finde troværdige svar på.

For Nødgaard personligt bliver skiftet fremover at tænke i muligheder, ikke i begrænsninger. Og tjah, så skal han vel også have samlet hele den finansielle sektor, banker, forsikringsselskaber og realkreditselskaber under een hat. Det vil i hvert fald give både Nødgaard og finansen mere tyngde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *