Lønforskellene bliver større – giver det mening?

Topcheflønninger har altid været et hedt debatemne, og det bliver ikke mindre hedt fremover. Tværtimod. Forskellen mellem den samlede aflønning til virksomhedens øverste ansatte, den administrerende direktør og manden på gulvet bliver større og større. Og det fører naturligt frem til spørgsmålet om, hvor meget en topchef egentlig er værd.

Man kan sige det ganske enkelt. Den bedste topchef, som skaber værdi til sine ejere på langt sigt, kan ikke betales for meget, og den dårligste, som ødelægger værdier, er vildt overbetalt. Så nej, det er svært at blive forarget over en topchef, der leverer varen, udover sin faste løn på eksempelvis otte-ti mio. kr. får en bonus på fem mio. kr. og en stabel aktieoptioner, som kan bringe lønnen endnu højere op. Væsentligt er det her, at lønnen, især den variable del, sættes i forhold til præstationen.

Det forargelige er, at dårlige topchefer enten bliver siddende i CEO-stolen eller får sparket og så oven i købet bliver sendt af sted med en samlet lønpakke, der for de bedst lønnede fint kan runde både 30 og 40 mio. kr. eller mere. Det er forargeligt, her virker symmetrien ikke. Forsvaret for disse gyldne faldskærme lyder, at virksomhederne er kontraktligt forpligtede. Til det er blot at sige, kære bestyrelsesformand, så se at lave direktørkontrakterne om, således at du ikke risikerer at komme til at sidde med en CEO eller et andet direktionsmedlem, du må fyre, fordi han eller hun ikke magter opgaven, og så ovenikøbet skal præmiere denne topchef, som altså ikke har leveret varen.

Som det ses i journalist Michael Korsgaards artikel i dagens Berlingske Business, er der ikke nødvendigvis sammenhæng mellem topchefens aflønning og udviklingen i aktiekursen. Det kan dog være en for forsimplet opgørelse alene. Lægger man alene aktiekursen til grund, ja, så burde en række topchefer lige nu sidde og krumme tæer. Der er dog også andre parametre, der skal med. Blandt andet topchefens performance over en længere årrække, hvornår topchefen tiltrådte (om det eksempelvis var lige op til en generel økonomisk krise i samfundet), hvilken sundhedstilstand virksomheden var i, da topchefen tiltrådte osv. Her kunne man som aktionær godt ønske sig mere gennemsigtighed.

Af artiklen i dagens Business fremgår også, at headhuntere mener, at lønnen ikke er så afgørende for topcheferne. Den skal headhunterne dog længere ud på landet med. Selvfølgelig er lønnen meget afgørende. Både for os almindelige dødelige, og sørme også for ambitiøse og ærgerrige topchefer. Og i øvrigt også for headhunterne, der typisk får større honorarer, jo højere lønnen er.

One response to “Lønforskellene bliver større – giver det mening?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *