Den svære Rebien-rokade

Novo Nordisk-topchefen Lars Rebien Sørensen har forlængst indskrevet sig i erhvervslivets »hall of fame«.

Nok var der visse betænkeligheder, da den ukendte Lars Rebien for 14 år siden tog over efter Novos godfather, Mads Øvlisen, men Novo Nordisk har under Rebiens regime igen og igen brudt grænser. Således har Novo Nordisk en samlet markedsværdi, der er pænt over dobbelt så stor som børsværdien af A.P. Møller – Mærsk. Det kvantespring er taget med Rebien ved roret.

Men de er slet ikke færdige med at vokse i Novo. Rebien forudser en vækst over de næste ti år med ti procent om året. Det vil løfte omsætningen fra de nuværende knap 100 mia. kr. til 200 mia. kr., forudsat at både Tresiba og Novos fedmemiddel går planmæssigt igennem de offentlige godkendelsesprocedurer i USA. Det bliver dog ikke med Lars Rebien for bordenden. I Business-interviewet med Berlingskes Vibeke Svansø lader Rebien forstå, at topchefrokaden er i proces. Om den bestyrelsesbeslutning så tages i 2015 eller begyndelsen af 2016 er uvist, men det er sandsynligvis inden for denne tidshorisont. Når den er taget, så er det »over-and-out« for Rebien.

Umiddelbart skulle man tro, at beslutningen ligger lige til højrebenet. Direktør Kåre Schultz er udnævnt til viceadm. direktør, og dermed en uofficiel kronprins. I hvert fald udadtil.

Om det også er så enkelt på de indre linjer er straks mere tvivlsomt. Kåre Schultz har en række kvaliteter, herunder først og fremmest en række faglige kvaliteter, mens det kniber mere med de menneskelige kvaliteter. Nogle i Novo Nordisk-verdenen betegner Kåre Schultz’ stil som arrogant. Ideen med at gøre Kåre Schultz til viceadm. direktør var at køre ham tættere på bestyrelsen, men kemien mellem Schultz og bestyrelsen er ikke helt som den burde være. Og derfor skulle bestyrelsen have bedt Lars Rebien om at »udvikle« yderligere interne kandidater som evt. skulle kunne komme i spil som afløser for Lars Rebien.

Set med Novo Nordisk-briller er det selvsagt et positivt problem at have flere interne kandidater til topposten, men det kan også resultere i interne magtkampe, og det kan resultere i, at skuffede kandidater til sin tid søger nye græsgange. Det er en hårfin balance bestyrelsen er ude i. Og endnu intet er afgjort.

Når bestyrelsen har besluttet sig for Rebiens afløser, så ventes Rebien at glide helt ud af Novo Nordisk-virksomheden. Han foretager næppe en Mads Øvlisen-rokade og skifter topchefjobbet ud med en plads i Novo Nordisk-bestyrelsen. Det passer ikke til god selskabsledelse. Derimod er et godt gæt, at Rebien bliver centralt placeret i Novo-familien, det vil sige i en position i Novo Fonden og/eller i Novo A/S.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *