Ja, det er koldt på toppen

Den ene dag topchef og derfor ombejlet og beundret. Dagen efter på vej ud – med et gråmeleret eftermæle. Et topchefskifte er ikke for sarte sjæle, hvis det ikke er nøje planlagt.

 

Det siges, at det er koldt på toppen, men at udsigten til gengæld er fabelagtig. Man kunne tilføje – så lang tid det varer. Noget tyder nemlig på, at når du er færdig med at nyde udsigten fra toppen, så forvænt en dagligdag, der er betydelig mere træls. Så pibler det frem fra dine kritikere. Dem som du som topchef har trykket eller presset ud, mens du havde den fabelagtige udsigt fra toppen.

Et topchefskifte i erhvervslivet – eller for den sags skyld alle mulige andre steder – er ikke nogen let øvelse. Tværtimod, der er masser af faldgruber, og hvis dette topchefskifte ikke er planlagt i en længere, glidende, velovervejet proces, er risikoen for, at den afgående topchefs ry plettes. Enten fordi der helt konkret ER pletter, eller fordi en tidligere plettet topchef, gør det lettere for den nye topchef at indtage rollen som virksomhedens nye frelser.

Tag nu persondramaet i PFA. 13 års nært partnerskab mellem formanden Svend Askær og topchefen Henrik Heideby er kommet til en brat afslutning, som pletter både formand og direktør. Senest aktualiseret i en meget personlig og følelsesrettet redegørelse, som Heideby har sendt til sin formand om de senere måneders kritik, der er kommet frem. Således hedder det blandt andet i Heidebys redegørelse:

»Jeg har som øverste chef være udsat for mange chikanerier gennem årene, men denne gamle historie havde jeg dog ikke set komme. Men det ligner angreb, der kom på ATP og Nykredit, da deres topchefer havde meldt, at de forlod jobbet. Afslutningsvis skal jeg oplyse, at denne sag berører mig dybt.«

Man skal nok ikke være sart som topchef. Historierne om barske fyringer over de senere år netop i PFA-toppen har været mange og ind i mellem ganske spektakulære. Set i det lys kan man godt forestille sig, at det nu er en slags »pay-back« tid. Det er nu engang en topchefs lod, at han eller hun ind i mellem nødvendigvis må foretage et ganske kontant snit og fyre blandt sine nærmeste i ledelsestoppen.

Der er masser af eksempler på tocphefer, der efterfølgende får plettet sit eftermæle, berettiget eller uberettiget. Et af disse eksempler er som Heideby skriver i sin redegørelse Nykredit. Dette finanshus’ topchef igennem en årrække og igennem hele finanskrisen, Peter Engberg Jensen, var relativt fredet, mens han sad i førersædet i Nykredit, men efterfølgende er de »dårlige« historier fra Engbergs regeringstid piblet frem. Derimod er det mere overraskende, at Heideby nævner ATP som et eksempel på efterfølgende angreb. Her sad Lars Rohde i mere end et årti solidt plantet som topchef og en respekteret topchef man lyttede til. I dag er han nationalbankdirektør. Jeg er dog ikke bekendt med interne angreb fra ATP på Lars Rohde, efter han har forladt ATP.

Derimod har Stine Bosse, som forlod Tryg i 2011 i årene derefter oplevet at blive kritiseret – efter hun forlod Tryg.

Konkrete fyringer giver som regel anledning til mere eller mindre direkte angreb. Det har Sten Scheibye, Coloplast, Anders Eldrup, Dong, Ditlev Engel, Vestas, og Eivind Kolding, Danske Bank, måttet sande. Mens derimod skift på toppen i eksempelvis DSV og Novozymes synes at have været godt forberedt, og derfor ikke har givet anledning til efterfølgende bølgeskvulp. Selv om Lundbecks topchef Ulf Wiinberg pludseligt og overraskende blev presset ud på grund af en sag om habilitet, er det lykkedes for Lundbeck at lande denne sag uden voldsomme efterfølgende dønninger, og uden at det pludselig fra intern side har piblet frem med kritik mod Ulf Wiinberg.

Også i organisationsverdenen kan skift i toppen give anledning til, at der bliver tegnet et nyt og lidt anderledes billede af direktøren, når han eller hun har forladt jobbet. Det skete, da DI’s mangeårige direktør Hans Skov Christensen forlod jobbet, og det skete, da Landbrug & Fødevarer pludselig og overraskende sagde farvel til direktøren, tidligere minister Søren Gade.

Skal en virksomhed således glide nogenlunde frelst igennem et topchefskifte uden efterfølgende kævl og ævl samt direkte og indirekte kritik af topchefen, så handler det om planlægning, planlægning og planlægning. Set i det lys må man formode, at formændene – og såmænd også de respektive direktører – i tre store koncerner som eksempelvis Novo Nordisk, Nordea og Carlsberg allerede nu gør forberedelser til et topchefskifte, selv om det konkret sker i løbet af et-to år. Både Nordeas Christian Clausen, Carlsbergs Jørgen Buhl Rasmussen og Novo’s Lars Rebien Sørensen (som alle er lige omkring 60 år) må forventes at skulle sige farvel til deres respektive hjørnekontorer inden for et-to år.

Som topchef er man ansat til at tage både populære og upopulære beslutninger og dermed også beslutninger, der er uenighed om internt i koncernen, herunder også personfølsomme beslutninger. Det kan efterlade vrede og frustrationer i laget lige under topchefen. Det er såmænd bare det, man som topchef skal forberede sig på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *