Der er ingen aktieboble, men …

I Berlingske Business lørdag havde direktør i finanshuset Maj Invest, Jeppe Christiansen, et indlæg under overskriften »Er aktiemarkedet blevet for dyrt.« Jeppe Christiansen har igennem de seneste mange år skrevet indlæg om aktier og makrokonomiske forhold i Berlingske. Han er en erfaren aktiemand at lytte til.

Det er nemlig præcis det, som aktiefolket spørger sig i denne tid. Er der pustet en aktieboble op? Og i givet fald hvornår springer den? Som kapitalforvalter med milliarder på bogen skal man som Jeppe Christiansen selvfølgelig være forsigtig med at drage alt for glasklare konklusioner, og derfor det retoriske spørgsmål i hans indlæg: »Er aktiemarkedet blevet for dyrt.«

Tillad mig derfor at oversætte Maj Invest-direktørens indlæg. Nej, der er ingen aktieboble pustet op, og nej, aktier er ikke for dyre. Det er essensen i indlægget. Der tages dog det forbehold, at udefrakommende forhold, pludselige og uforklarlige stemningsskift eller ekstreme flokmentalitet-bevægelser i værste fald kan resultere i kraklignende tilstande. Derfor denne varedeklaration for potentielle aktieinvestorer: »Hvis man som investor gerne vil undgå kursudsving skal man fravælge investering i aktier.« Så er det sagt.

Pointen i Jeppe Christiansens konklusioner er, at han efter at være dykket ned i substansen og i øvrigt også de historiske priser på aktier, er kommet frem til, at aktiepriserne på det nuværende niveau ikke er særligt dyre. Blandt andet målt på den særlige P/E-værdi, altså prisen for at få del i een krones overskud i et børsnoteret selskab. P/E-værdien for amerikanske aktier er i øjeblikket omkring 17, og det svarer til det gennemsnitlige niveau for aktiepriser over de seneste 100 år. Og ja, med voldsomme udsving ind i mellem.

Set med lægmands øjne er det svært at forstå, at aktier bare kan stige og stige. Faktisk er det sådan i dag, at investering i aktier er det sikre, og investering i obligationer det usikre. Det følger af det fortsatte pres på renten i nedadgående retning. Det historisk lave renteniveau har gennet investorfolket over i ejendomme og aktier.

Der synes at være konsensus om, at renten fortsat vil ligge lavt de næste to-tre år. Set med Jeppe Christiansens briller betyder det, at der fortsat ligger to-tre gode aktieår forude. I hvert fald hvis man ser det med globale øjne. Som investor kan man selvfølgelig blive skuffet på enkeltmarkeder og i særdeleshed på enkeltaktier, men forestiller man sig en portefølje sammensat af et globalt indeks, og har man tillid til Jeppe Christiansen, ja så behøver man ikke gå hjem fra aktiefesten endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *