Mærsk-aktien banker igennem det højeste nogensinde

Mærsk-aktien er flyvende i denne tid. Den likvide B-aktie er forlængst fløjet forbi kurs 15.000 og sigter mod kurs 15.500. Det betyder, at Mærsk-aktien i denne tid er på sit højeste niveau nogensinde. En spids over den tidligere top, som faktisk lå tilbage i sommeren og efteråret 2007. Dengang toppede Mærsks B-aktie i kurs 74.100 – den 17. juli 2007. Siden er aktien splittet i fem, og det betyder, at Mærsk-aktien nu bevæger sig rundt i kursniveauet 76.000

Det paradoksale er, at A.P. Møller – Mærsk i denne tid er udfordret på de to hovedforretningsområder, nemlig container og olie, og også rig-divisionen er en spids nede. Trods et presset marked synes Mærsk-ledelsen og Maersk Line-chefen Søren Skou at have fået styr på containerforretningen, og tilliden i aktiemarkedet til Skou & Co. forekommer ganske stor. Derimod kniber det på olieområdet, men altså ikke nok til at Mærsk-aktien presses nedad. Også her virker det som om aktiemarkedet har tillid til, at Maersk Oil igen kommer ovenpå. Den største tillid i aktiemarkedet er givetvis tilliden til topchefen Nils Smedegaard Andersen. Forestiller man sig scenariet, at Smedegaard i morgen ville forlade sin stilling som topchef i Mærsk, ville aktien givetvis få et ganske alvorligt hug nedad.

Der er flere interessante iagttagelser at gøre sig på et tidspunkt, hvor aktien ruller forbi sit tidligere all-time-high. Mens euforien blomstrer omkring Mærsk-aktien er det værd at huske på, at Mærsk historisk og i forhold til sammenlignelige børsselskaber betaler et ganske beskedent udbytte. Det betyder, at gevinsterne i Mærsk skal udtrykkes i aktiekursen, og set i det perspektiv er afkastet på Mærsk-aktien altså ikke voldsom stor.

Ganske pudsigt er det også, at da Mærsk-aktien toppede i juli 2007 var det umiddelbart ovenpå det store blodbad på direktionsgangen, hvor hele tre skibsredere med daværende topchef Jess Søderberg i spidsen røg ud. Smedegaard Andersen blev udpeget som ny koncernchef i sommeren 2007 og tiltrådte på Esplanaden i november 2007. Det har således været en lang rejse for Smedegaard & Co. Mærsk har ikke som sådan ændret strategi, men Smedegaard-æraen er kendetegnet ved et skarpt fokus på kerneområder, frasalg af ikke-kerneområder som eksempelvis Dansk Supermarked og et endnu skarpere fokus på omkostningsbesparelser og effektiviseringer. Det gennemsyrer hele den omfattende Mærsk-gruppe. Lidt forenklet sagt har Mærsk altså sparet sig til successen på børsmarkedet.

I de glade dage i 2007 var der analytikere, der dengang vurderede, at Mærsk-aktien ville ryge forbi kurs 100.000. Det skete som bekendt ikke, dels kom der en finanskrise i vejen dels har Mærsk kæmpet med at få et tilstrækkelig afkast på sine investeringer.

Men hvad så nu? Hvad siger aktieanalytikerne? Ser man på de 25 ledende analytikere, der følger Mærsk, så lyder der en stærk køb/køb-anbefalinger fra 16 af disse analytikere, seks analytikere har et mere moderat “hold” på aktien, mens blot tre analytikere han en “sælg”-anbefaling på Mærsk-aktien. Altså en markant overvægt af købs-anbefalinger.

Det nye omkring Mærsk-aktien er, at bestyrelsen har signaleret markante stigninger i udbytterne fremover. Det er i høj grad med til at drive kursen opad, men grundlæggende er tilliden til Mærsk og Mærsk-ledelsen lige nu på sit højeste.

Markedsværdien af de to Mærsk-aktier er 330 mia. kr. – cirka det halve af den samlede markedsværdi af Novo Nordisk. Og måler man Novo-aktien i dag med Novo-aktien i sommeren 2007, ja så er Novos markedsværdi mere end fordoblet, samtidig med de høje udbytter fra Novo-pengemaskinen. Blot til sammenligning og for at sætte Mærsk-aktiekursstigningen i perspektiv.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *