Følgerne af finanskrisen holder væksten i en skruestik

I dag for præcis seks år siden gik den finansielle verden af lave. Den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakkede, verden måbede, bankernes interne likviditetsflow frøs til is og stater i den vestlige verden, som ellers arbejder med en fri markedsøkonomi, måtte ile til hjælp for at holde et overgearet og sårbart finansmiljø i live. Et drama der vil indskrive sig i historien på linje med krakket på Wall Street i 1928.

Nu er der så gået seks år. Og hvad er der sket, hvad er læren? Overordnet er der skabt ro. Overordnet set er den finansielle krise overstået, de banker, der er tilbage, må anses for at være overlevelsesdygtige. Så vidt så godt. Men eftervirkningerne af denne krise er så langt fra overstået. Skaderne af disse efterdønninger står vi sådan set midt i. Væksten i Europa er gået i stå, og en japansk syge lurer i horisonten.

Nok er bank-Europa kommet på fode igen, bankaktierne er steget, og de enkelte banker er i dag betydeligt bedre polstrede end ved indgangen til krisen i 2008.

Men skjules kan det ikke, at vi har en stor, gedigen kreditklemme i Europa. Tankevækkende udtrykt for et par uger siden af professor Niels Thygesen, som knastørt konstaterede, at den europæiske vækst med den nuværende, fastlåste struktur ikke kunne komme over een procent. Blandt andet fordi det finansielle system med reelle og risikovillige kreditter til vækst- og opstartsvirksomheder fortsat er frosset til.

Der tales meget om nødvendigheden af, at virksomheder skal have mere ansvarlig kapital ind, men for den meget store gruppe af små- og mellemstore virksomheder, ikke bare i Danmark men i hele Europa, er den ingen ansvarlig kapital at hente. Vækst kræver penge, og når de europæiske banker har smækket kassen i for driftskreditter, så skal virksomheder vokse helt ved egen finansiel kraft.

Skåret ind til benet var den historiske bankkrise ikke et resultat af tab på kreditter til små og mellemstore virksomheder, men i langt højere grad fup, fiduser og overbelåninger på ejendomsmarkedet. Klart udtrykt ved den såkaldte Rangvid-rapport om finanskrisens årsager, der kom i 2013.

Så hvordan får vi så løsnet op på denne kreditklemme i Europa? Den opgave må politikerne tage på sig. Tsunamien af regler og opstramninger er forståelig ud fra et imagemæssigt behov, men ikke ud fra et vækstmæssigt behov, der kræver en vis grad af risikovillighed. Snart er den endelige EU-bankunion en realitet – med eller uden Danmark – og den vil ikke medvirke til at løsne kreditklemmen. Snarere tværtimod.

Det paradoksale er, at der er så mange penge i verden som aldrig nogensinde før, risikoaversion gør imidlertid, at de ikke bliver kanaliseret over i de virksomheder, der for alvor kan skabe vækst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *