Stavnsbåndet ER ophævet, men …

Fra hjørnekontor til hjørnekontor. Trafikken på tværs i erhvervslivets øverste ledelseslag kan undre. Den ene dag i maskinrummet i Nordea, den næste i Nykredit

 

Inden for relativ kort tid har Nykredit hentet to af Nordeas absolut stærkeste kort. Først Michael Rasmussen, som overtog topchefjobbet i Nykredit i efteråret, og nu Nordeas chef for Danmark, Anders Jensen, som skal over og være chef for Retail, altså kundeforretningerne i Nykredit. Anders Jensen tiltræder i Nykredit senest 1. oktober 2014.

Både Michael Rasmussen og Anders Jensen har været med i det øverste ledelseslag i Nordea i de senere år, og dermed også været en del af successen i Nordea. Man må formode at begge to har været dybt, dybt inde i maskinrummet i Nordea, kender strategien, kender kundesammensætningen i detaljer og dermed kender både styrker og svagheder i Nordea. Nu sidder de så i Nykredit og kan selvfølgelig profitere af detailkendskabet til de inderste tanker og detaljerne i Nordea.

Hvis jeg var Christian Clausen (topchef i Nordea) ville jeg være godt knotten. Nordea har satset hårdt på både Michael Rasmussen og Anders Jensen, derfor også betalt dem store lønninger, og pludselig skifter de til en af de hårdeste konkurrenter. Nuvel, stavnsbåndet er selvfølgelig ophævet og konkurrenceklausuler typisk noget, som ikke er velsete. Men. Når det er sagt kan det undre, at topchefer så let kan skifte.

Det er efterhånden nogle år siden en lignende sag var på tapetet. Nemlig da bankdirektør i Danske Bank, Karsten Knudsen, blev hentet over i direktionen, også i Nykredit. Daværende topchef i Danske Bank, Peter Straarup, krævede dog, at Karsten Knudsen blev »sat på græs« i halvandet år (opsigelsesvarslet), inden han kunne tiltræde i Nykredit. Det fik Straarup en del kritik for, men egentlig giver det ganske mening. Hvorfor forære konkurrenten et dybtgående kendskab til strategien?

Ingen tvivl om, at Nykredit vil skifte sin strategi over mod en betydelig mere offensiv (måske ovenikøbet aggressiv) tilgang til at få løftet kundemængden og volumen i Nykredits bank. Og her passer selvfølgelig både Michael Rasmussen og Anders Jensen ind som fod i hose. Så ja, godt set af Nykredit, men set udefra efterlader det en stille undren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *