Danske Bank blander kortene påny – og underspiller

Danske Bank er kommet med kvartalsregnskab. Går det godt eller skidt i storbanken?

Det kommer meget an på, hvilke øjne man anskuer det med. Noget tyder på, at Danske Bank-toppen nu har besluttet markant at underspille optimismen, og i stedet vælger at fokusere ind på problemerne. Det kan være et smart træk af banken, det kan udlægges som et konkret kommunikationstrick. Stil op og tag slagene nu, og overrrask så positivt i de kommende kvartaler. Det ligner en kovending i Danske Bank mht. kommunikationsstrategien.

Banken ligger ned, og kan imagemæssigt ikke komme meget længere ned. Lidt forenklet kan man sige, at problemer og ulykker, som præger dette kvartalsregnskab i store træk vil blive modtaget med en skuldertrækning. Så hvorfor ikke få det evindelige irske problem ud af systemet, hvorfor ikke lægge sig i et lavere niveau for forventningerne til fremtiden, og hvorfor ikke kommunikationsmæssigt lægge sig så tilpas langt nede at fremtiden kun kan byde på positive overraskelser. Vi får se.

Kigger man nemlig ned i det konkrete regnskab ser det ikke nær så alvorligt ud, som de første overskrifter kunne antyde. Jo, Danske Bank tjener for lidt i forhold til størrelsen, ja, Danske Bank har fejlet totalt i det irske, ja, omkostningerne er fortsat for store osv., osv.

Danske Bank har i de første tre kvartaler et overskud på bundlinjen på 5,2 mia. kr. – efter en skattebetaling på to mia. kr. Overskuddet er næsten et par mia. kr. større end i samme periode i 2012. Det overskud er fremkommet ved et ganske stort fald i de samlede indtægter, men dette fald mere end opvejes altså af fald i omkostninger samt ikke mindst et markant fald i tab og hensættelser.

Forretningsomfanget (balancen) er faldet knap 10 procent, mens egenkapitalen er steget en anelse. Det gør, at bankens gearing er faldet, og det er det som politikerne har efterspurgt. Samtidig er Danske Bank faktisk ganske godt kapitaliseret.

Udgangspunktet for den nye topchef Thomas Borgen er således ikke så dårligt. Han kan næsten kun overraske positivt. Irland er ved at være ude af bøgerne og tabene generelt for kraftigt nedadgående. Et af Borgens store problemer er de basale indtægter, men så længe renteniveauet er så lavt, som det er tilfældet, kan han ikke forvente at hente flere indtægter her fra. Det er et stort problem ikke bare for Borgen & Co, men for alle banker.

Tilbage står omkostningerne. Det er han selv herre over. Der er næppe tvivl om, at omkostningerne skal have et gevaldigt tryk nedad over de kommende år, og sandsynligvis også markant mere end det, der er lagt op til.

Den store opgave for Borgen bliver at balancere mellem det udmeldte forstærkede kundefokus på den ene side, og de omkostningerne, der pinedød skal ned, på den anden. Færre  filialer, færre medarbejdere i både filialer og hovedkontor og færre fællesomkostninger. Alt er i spil, og kan der findes en mia. kroner ved at sælge hovedkontoret og lease tilbage – eller måske på længere sigt flytte – ja, så vil det også bliver taget med i overvejelserne.

Selv om Thomas Borgen har været i Danske Bank nu i efterhånden ganske mange år, så står han ikke som sin forgænger Eivind Kolding med et medansvar for ulykkerne i de glade 00’ere med bla. de irske banker. Thomas Borgen kan således bedre lægge afstand til tidligere tiders fejlbeslutninger.

Det er dog overraskende, at den gamle hest med “fokus på kunderne” igen trækkes af stalden. Er det ikke bare noget man siger, noget en bank skal sige? Overraskende at en bank ikke altid har haft fokus på kunderne. Men siger Thomas Borgen og Danske Bank-toppen det tilstrækkeligt mange gange, kan det måske give pote i offentligheden, selv om det er svært at se, hvad der helt konkret er i dette “fokus på kunderne.”

Danske Bank er kommet igennem krisen, forslået og forpjusket, men dog kommet igennem de svære år. Med et OK-overskud og en skattebetaling til staten for hele 2013 på velsagtens omkring 2, 5 mia. kr. Nu står den på genopbygning. Det tager tid, flere år. En stor del af problemerne er ude af bøgerne, banken er stærkt kapitaliseret, så egentlig ser det ikke helt så tosset ud. Får Thomas Borgen så oven i købet lidt medvind på cykelstien i form af vækst i makroøkonomien, ja så kan Danske Bank sagens se ganske godt ud allerede i 2015.

De kommende kvartaler vil vise, hvor mange kunder, der er flygtet fra Danske Bank. Mit gæt er, at langt færre end ventet skifter bank. Der er givetvis flere tusinder, der har valgt en anden bank, men man skal altså se det i forhold til Danske Bank-størrelsen.

At banken nu nedjusterer for det samlede resultat i 2013 skal man ikke lægge så meget i. Og at banken har nedjusteret målsætningen om de berømte 12 procents afkast til aktionærerne i 2015, skal man heller ikke lægge så meget i. Målsætningen på lang sigt er fortsat 12 procent, mens det korte sigte nu er omkring ni procent. Chancen for at overgå de ni procent i 2015 synes umiddelbart større end frygten for at fejle på dette nøgletal i 2015. Vi får se.

Fokus er foreløbig på topchefen Thomas Borgen, men faktisk er der langt mere på spil for bestyrelsesformanden Ole Andersen. Denne operation skal pinedød lykkes, der er ikke plads til flere fejltrin for hverken Danske Bank eller Ole Andersen.

Så samlet set, fortsat udfordringer for Danske Bank, helt bestemt, men underliggende er der altså basis for et markant forbedret resultat over de allernærmeste år.

 

 

 

 

One response to “Danske Bank blander kortene påny – og underspiller

  1. Financial Times
    31 October 9:20am COMPANIES

    Danske chief abandons profit targets*

    Thomas Borgen takes charge with plans to cut posts at head office

    Danske Bank ousts chief Kolding*
    Kolding loses helm as Danske loses course*

    *) Højreklik og Google links

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *