Selvmord blandt rigmænd

Det er ikke ukendt, at finansielle problemer kan medføre dramatiske konsekvenser for det enkelte menneske. I ganske få tilfælde bliver disse problemer så uoverstigelige, at den pågældende ikke på nogen måde kan se en løsning og vælger derfor til sidst helt at give op og tage sit eget liv. Selvmord er dog i vid udstrækning er tabuområde, og derfor skrives der ikke meget om det. Men det burde medierne måske gøre, som en del af den virkelighed, der også hører konsekvenserne af højspekulative forretninger til – selvfølgelig med udvidet respekt for de efterladte. 

Hvor mange, der begår selvmord på grund af økonomiske problemer, findes der ikke tal for, men i kølvandet på den finansielle krise er der dukket en række eksempler op fra ind- og udland, hvor rigmænd har følt sig så ydmyget og finansielt afklædt, at de har begået selvmord. Selvmord blandt rigmænd, og det er i dette tilfælde næsten udelukkende tale om mænd, er grobund for fascinationen dels af de lyse side blandt de allerrigeste i samfundet dels de mørke sider fra disse ofte lukkede kredse.

Fra historien har vi hørt om mennesker, som under 1930’ernes depression i USA, sprang i døden fra skyskraberne i New York, fordi den personlige økonomi var brudt sammen. Og i forbindelse med den seneste finansielle krise har udenlandske medier beskrevet meget dramatiske selvmord blandt rigmænd i Tyskland og England. Men også herhjemme er der flere eksempler på meget rige mennesker, der har tabt hele formuen og mere til, og som til sidst vælger at gå i døden.

Journalist på Berlingske Business, Birgitte Erhardtsen, har i sin seneste bog taget hul på dette emne og tak for det. Det sker i bogen “Erik Damgaard – rigdommens pris.” Det skal understreges, at kapitlet i bogen om selvmord blandt rigmænd ikke relaterer sig til personen Erik Damgaard, men til en person i hans omgangskreds blandt forretningsmænd. Birgitte Erhardtsen har vovet at berøre dette ømfindtlige emne, fordi netop økonomisk nedtur – for nogle mennesker – er noget af det mest ydmygende, æresødelæggende overhovedet.

I bogen beskrives hvordan en af FLSmidth-efterkommerne, Michael Arnstedt, efter mislykkede investeringer ikke kunne bære denne ydmygelse og tog sit eget liv ved at skyde sig selv. Også Kim Funder, en ellers succesrig forretningsmand med betydende ejerandele i store virksomheder som Tæppeland og byggemarkedet Johannes Fog i Lyngby, valgte denne udvej, da han med risikable investeringer i aktier og ejendomme satte en stor del af familieformuen over styr. En tredje, statsautoriseret revisor Gert Olsen, Holte, valgte også at begå selvmord, da han tabte familiens formue på spekulative forretninger.

En fjerde dansk rigmand, nemlig bankmanden Christen Schnor med en ledende stilling ved London-banken HSBC, begik selvmord på et luksushotel i London under særdeles dramatiske omstændigheder efter at have formøblet familiens formue. Den sag blev detaljeret beskrevet i engelsk presse umiddelbart efter selvmordet.

På Berlingske Business diskuterede vi allerede for halvandet år siden, om og i givet fald, hvordan vi skulle beskrive disse følger af den finansielle krise, også dengang med Birgitte Erhardtsen som journalist på sagen. Efter grundige overvejelser valgte vi dengang ikke at beskrive disse selvmord, først og fremmest af hensyn til de efterladte. Nu er selvmordene kommet lidt på afstand, og flere af de efterladte har sagt OK til omtale.

I forbindelse med disse selvmord har flere forsøgt at rette skytset (læs: beskyldningen for selvmordene) mod bankerne, som bliver beskrevet som kyniske, ufølsomme væsener, der trækker tæppet væk under familierne. Det er dog en forfejlet kritik. Man kan med god ret kritisere bankerne for at have været alt for villige ved udlånskassen og alt for risikable med investeringsrådene op til finanskrisen, men når forretningsmænd med et professionelt kendskab til netop finans- og investeringsområdet skriver under på lånedokumentet eller kaster sig ud i højrisikable investeringer, må man formode, at disse beslutninger er taget efter seriøse overvejelser.

En økonomisk nedtur, eller i yderste konsekvens en personlig konkurs, rammer enhver hårdt, rig som fattig. Og bankerne kan virke upersonlige og ubarmhjertige, når de lukker kreditterne og kræver aktiverne tvangssolgt, men det er nu engang risikoen og betingelserne, når man kaster sig ud i højrisikable forretninger på pengeområdet.

Indrømmet, det er en svær og fremfor alt følelsesmæssig balancegang – for betyder liv da ikke mere end kolde kontanter? Jo, så afgjort, men direkte – eller indirekte at beskylde bankerne for at have blod på hænderne er efter min opfattelse en klart fejlplaceret kritik.

“Erik Damgaard – Rigdommens Pris” er udgivet af Gyldendal Business. Forfatter Birgitte Erhardtsen

  

5 responses to “Selvmord blandt rigmænd

  1. Der er måske nogle her der har hørt om skibet Flying Enterprise og dens kaptajn, den navnkundige Kurt Carlsen. Han valgte at blive om bord, og nægtede at forlade skibet før det enten sank eller var blevet bugseret til en sikker havn. Måske landkrabberne kunne lade sig inspirere, bare en lille smule.

    Til inspiration; Uddrag af søloven;

    § 135. Kommer skibet i havsnød, skal skibsføreren gøre alt, hvad der står i vedkommendes magt, for at redde de ombordværende og bevare skib og ladning… Medmindre der er alvorlig fare for vedkommendes eget liv, må denne ikke forlade skibet, så længe der er rimelig udsigt til dets redning.
    og
    § 140. Skibsføreren er pligtig at erstatte skade, som denne ved fejl eller forsømmelse i tjenesten forvolder reder, ladningsejer eller andre.

  2. Ang. masseselvmord på Wall-Street i 1929

    Kenneth Galbraith dokumenterer i sin bog “The Great Crash, 1929”, at forekomsten af selvmord blandt finansfolk er vildt overdrevet.

    Se
    http://en.wikipedia.org/wiki/The_Great_Crash,_1929


    In the wake of Black Thursday London newspapers reported that ruined speculators were throwing themselves from windows but Galbraith asserts there was no substance to these claims of widespread suicides.

  3. Danske Harald Plum nåede slet ikke at opleve krakket i 1929. Han faldt i “fredskrisen” grundet prisfald efter 1. verdenskrig. Selvmordet kan bortforklares med sukkersyge og mystiske forsvundne pistoler.

    Se
    http://da.wikipedia.org/wiki/Harald_Plum

    Nordisk Fjer og Johannes Petersen er et andet “lærebogseksempel” på svindler-selvmord.

    Fælles for ovenstående to eksempler er vel, at de var bange for at komme i fængsel.

    Direktør Carl Salomonsen fra De danske Cichoriefabriker (Richs-kaffe) begik selvmord efter Skattesvig m. m. i December 1942, men det reddede vistnok familieformuen, da retssagerne blev indstillet.

  4. Det er en sørgelig historie når sådan noget sker,selv har jeg kendt et par stykker der valgte den udvej,men hvis man bygger sin prestige op på at man har mange penge og glemmer hvor mange andre gode sider tilværelsen også kan have på trods af nedtur, så er det jo nok desværre en væsentlig grund til at nogle vælger selvmord som en udvej,de mener åbenbart ikke at fiaskoer i tilværelsen er en acceptabel mulighed.
    vh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *