Hvem skal efterfølge Don Ø og Per Bjerregaard?

De er begge midt i 60’erne, begge med stærke visioner om udvikling, begge med en altoverskyggende kærlighed til fodbold og begge også med vægtige resultater i kufferten. To karismatiske figurer i fodboldverdenen, som mere end nogen andre har løftet dansk klubfodbold en tak op i det europæiske hierarki.

Og som begge to er guder i hver deres verden.

Parkens Flemming “Don Ø” Østergaard, 65 år, og Brøndby-lægen, Per Bjerregaard, 63 år, er hver især formænd for hver sit livsværk. FCK, som holder til i Parken, og Brøndby, som har sin hjemmebane på vestegnen.

To personligheder, som fylder så meget, at det kan være svært at få øje på andre omkring dem. Spørgsmålet er nu, om de fylder FOR meget. Om de har haft så travlt med at føre ting ud i livet, at de helt har glemt en af de væsentligste opgaver for en formand, nemlig at sørge for sin efterfølger – for virksomhedens skyld.

Selv om både Parken og Brøndby er børsnoteret, er det ikke helt normale børsnoterede virksomheder. Begge opererer nemlig med arbejdende bestyrelsesformænd – begge steder har formanden en position, som man i det øvrige erhvervsliv ikke bifalder. En formand har normalt en kontrollerende rolle i forhold til direktionen, en formand er normalt ikke dybt nede i den daglige drift. I Parken og i Brøndby er formanden ikke bare nede i den daglige drift – de ER den daglige drift.

Både Parken og Brøndby har hidtil – med formanden som undtagelse – haft svage bestyrelsesmedlemmer omkring sig. Mangfoldigheden i kompetencerne har været svære at få øje på.

I Parken var man enten med Don Ø eller i mod Don Ø, og var man i mod, så var det ud af vagten. Det kan tidligere Superfos-direktør Peter Højland skrive under på. Han røg ud, da han satte sig op i mod Flemming Østergaard.

Bankforbindelsen og nogle af de store investoer er dog begyndt at røre på sig. Nordea har angiveligt sat sin egen mand, Hans Munk Nielsen, ind i Parken-bestyrelsen, mens en af de nye ejere, Karl Peter Korsgaard Sørensen, også er kommet med i rundkredsen omkring Flemming Østergaard.

Men hvad der nok er endnu mere vigtigt, er signalskiftet fra storaktionæren Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Hidtil har LD stået last og brast med Flemming Østergaard. Den nye direktør i LD, Carsten Koch, har imidlertid signaleret nye tider. Præcist, hvad det går ud på, er endnu for tidligt at vurdere, men Carsten Koch har i forhold til de tidligere topfolk fra LD (den tidligere LO-formand Hans Jensen er endog med i Parken-bestyrelsen), efterlyst mere åbenhed fra Parkens side omkring forhold i det børsnoterede selskab.

De to, Parken og LD er så kraftigt filtret ind i hinanden, og de hver i sær er særdeles sårbare. LD kan få et imagemæssigt problem med den tætte forbindelse og står i øvrigt i et økonomisk dilemma, hvis fonden måtte ønske at nedbringe sin ejerandel i Parken. Et frasalg kan få Parkens aktiekurs til at falde yderligere, og det kan betyde, at LD er låst fuldstændig fast i Parken.

Parken på sin side er ligeså sårbar, hvis LD skulle finde på at sælge ud. I så fald må man formode, at bankforbindelsen Nordea rykker endnu tættere på Parken.

Også i Brøndby har formanden endnu engang bragt sig i centrum. Som business.dk har skrevet har en investorgruppe med klubbens sponsor Kasi-gruppen i spidsen lagt et overtagelsesbud ind på Brønby. Og som det ser ud lige nu, er det svært at se, hvordan den krise skal løses uden at enten Per Bjerregaards magt reduceres, sponsoren Kasi trækker sig ud af Brøndby eller den administrerende direktør Hermann Haroldsson tager sit gode forboldtøj og forlader Brøndby.

Det er svært at se, hvordan de alle tre skal forblive på deres poster i Brøndby.

Men kan man da overhovedet forestille sig et Parken uden Don Ø, og Brøndbyerne uden Per Bjerregaard? Fodboldfolket vil næppe anse en sådan mulighed for at eksistere, selv i teorien.

Men for banker, investorer og sponsorer kan holdningen være en anden. Her kommer virksomhedens ve og vel som regel før hensynet til personerne. Se bare i A.P. Møller – Mærsk, som ofrede hele tre, mangeårige skibsredere, da skibet skulle styres i en anden retning.

Så hvem står i grunden klar til at afløse de to fodboldguder Flemming Østergaard og Per Bjerregaard?

Har du nogle bud? 

16 responses to “Hvem skal efterfølge Don Ø og Per Bjerregaard?

  1. hej, jeg mener kasi jesper skal overtage posten efter bjerregaard. Han har penge, viden og klogskab. han er fandenivoldsk samtidig med han har overblikket og ideerne. Kasijesper ind – Bjerregaard ud.

    I Fck er det om muligt endnu mere simpelt. Her er kortene ganske enkelt givet paa forhaand; Dn Ø ud, Nordea ind….

  2. Kasi er sandsynligvis et blålys. Jeg bliver ikke forbavset hvis bankerne river tæppet væk under Jesper.
    Don Ø har leget gud, og ikke fået en afløser på plads.
    Falitboet bliver nok købt af Kim Brink.

  3. Begge d´herrer ØSTERGAARD og BJERREGAARD har en voksen søn som allerede er ansat i ledende stillinger i de to koncerner.
    Nu skal de FREM i lyset da de begge har prøvet at arbejde andre steder men UDEN succes.
    Jens Chr.Hansen-dit spørgsmål er noget naivt!
    Længe leve indavlen i de to kongeriger FCK og BRØNDBY hvor hensynet til aktionærene er en biting!

  4. Fl. Østergaard ligner ikke umiddelbart en mand der er indstillet på at hæve pensionen nu. Der kan godt gå et årti endnu. Måske har Frank Arnesen lyst til slutte sin imponerende karriere i DK til den tid??

    Noget helt andet er cirkusdirektøren Per Bjerregaard. Hans største glansnummer ville være (endnu) en forfremmelse af sønnike, nu hvor han har skilt sig af med Herman. Så tror jeg for alvor Vestegnen bliver en krigszone.

  5. Fodboldsønner! Både Østergaard junior og Bjerregaard junior bringes ind som mulige afløsere. Den tror jeg altså ikke på – men hva’ forstand har en erhvervsjournalist på fodbold!
    For mig at se er der to scenarier;
    – Banker og storinvestorer sætter sig tungt på de to selskaber, Don Ø og Bjerregaards magt beskæres kraftigt, men de fortsætter begge to på formandsposten som ansigtet udadtil. Formandens indflydelse begrænser sig til, tjah, en formands indflydelse.
    – Ydmygende exit. Det ender med en konfrontation, og da vinder pengene altid. “Efter gensidig aftale”-begrebet kommer i brug, og nye ansigter sætter sig i formandsstolen. Don Ø og Bjerregaard går på pension.
    I Brøndby kommer Peter Schmeichel tilbage (dog forhåbentlig uden de lyssky elementer Abildgaard, Aldo m.v.) I en overgangsfase kunne den tidligere børsmægler Niels Roth overtage formandsposten.
    I FCK er der behov for en stærk, samlende direktør, og en mindre synlig formand. Politikens adm. dir. Lars Munch eller Egmonts Steffen Kragh overtager formandsposten (så bliver det lidt i underholdningsbranchen), og ligesom i Brøndby hentes der er en adm. dir. ude fra.
    Det kan blive svært at rekruttere nye adm. dir. (hverken Parken eller Brøndby er trods alt globale verdensforetagender), men der findes mange unge, dygtige direktørtyper. Det altafgørende er i første omgang at finde en en tillidsskabende formand, som har tillid til sin direktør og giver ham – eller hende – plads.
    Men indrømmet – det hele bliver så nok lidt kedeligere – både i FCK og Brøndby.

  6. Bjerregaard skal da ikke gå af,han er klubbens mand.Brøndby er en fodboldklub,Fck er et firmahold ejet af en ejendomskoncern.Men selvfølgelig hvis man ønsker gøgl og kendte mennesker der kindkysses, af en kopi af en mafiaboss,så skal man da bare gøre som de gør i Parken.

  7. Det må nu stå klart for alle, at “ingen over klubben” er en sandhed med modifikationer. Brøndby IF er et kommunalt projekt, der i sin tid blev overtaget og omdannet til et personligt livsprojekt af Per Bjerregaard. Han er Brøndby IF og Brøndby IF er Per Bjerregaard og intet andet. Bjerregaard IF burde det vel hedde.

  8. att. Kim Andersen

    Brøndby blev børsnoteret som den første af de to klubber og deres kommercielle aktiviteter startede tilbage i 1991 med købet af Interbank (hvilket gik grueligt galt)

    Begge klubber tjener penge på andet end fodbold, PS&E er blot bedre til det end Brøndby IF

  9. Simon H

    Følgende er fra Berlingske Onsdag 22 Juli :

    Ifølge partner i Deloitte Jesper Jørgensen, der er ekspert i fodboldøkonomi, betyder Brøndbys manglende investeringer uden for grønsværen, at klubben fortsat er dybt afhængig af, at den tidligere mesterklubs 11 spillere præsterer på banen.

    »Brøndby har ikke nogle forretningsområder, der kan trække i den anden retning, når fodbolden går skidt. Det belaster økonomien i klubben kraftigt, og det handler derfor om at få tingene til at hænge bedre sammen, så man ikke kun har overskud, når man vinder kampe eller sælger store spillere,« fastslår han.

  10. @kim andersen

    Hvoraf opstår denne bitterhed over, at FCK overskygger BIF på alle punkter ?

    Misundelse måske ?

  11. Formerly known as kim andersen

    @Bjerre Pergaard
    Misundelse? Nej da
    Man skal bare spille efter de samme regler.Læs venligst artiklen i Berlingske idag: LD bøjer egne regler for Don ø.

  12. Hej
    Jeg undres konstant over diverse udokumenterede påstande om overtagelsestilbud som denne “prisbelønnede” journalist ligeledes fremturer med, iøvrigt med egen avis som kilde (fænomenalt), men endnu har omverden og ej heller BIF modtaget dette tilbud. Det er godt nok agurke tid i dannevang, men at opfinde historier er vist kun noget respektable journalister slipper godt fra. Jeg funderer på om disse historier ikke bringes med et formål, nemlig at rocke ved en klubs fundament for dermed at se om der ikke sker ting som kan fylde aviserne med andre historier. Sjovt sker der altid det samme, alle “rygter” fra “pålidelige” kilder tæt på klubben fiser ud (ganske som med oplagene fra de solgte aviser)og tilbage står så en masse frivillige mennesker omkring en klub og ved ikke hvad de skal tro på. Men når man går en tur på bl.a. Brøndby station og ser den dynamik der er blandt menneskerne derude, ja så bliver man stolt af at holde af en klub med formatet som BIF.
    Nu vil jeg sætte mig til at læse et seriøst blad (Se&Hør) da alle deres historier jo er 100% sande :-))

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *