Retsopgør mod banker nødvendig – det giver afklaring

Festen er slut, tømmermændene har for længst meldt sig og der er optræk til en række sager om erstatning i banksektoren. Det er godt for retssikkerheden, og også afgørende for, hvordan investorer og forbrugere skal opføre sig fremover. For hvad er i grunden dårlig rådgivning?

Ærgerligt nok voksede investeringerne ikke ind i himlen. I lang tid troede vi, at evighedsmaskinen virkelig var opfundet på det finansielle marked, men nej, også her var der en grænse. Ja faktisk en mur, som hundredtusinde af investorer siden har knaldet hovedet ind i.

Og nu melder spørgsmålene sig så selvfølgelig: Hvem har skylden for havarierne? Hvem kan gøres juridisk ansvarlig?

Er det bankrådgiveren, som er uddannet og ansat til at kunne overskue risiko og afkast, eller er det blåøjede investorer, som burde have set sig bedre for. Og hvad i øvrigt med revisorer, advokater, bestyrelser og topchefer, som har blåstemplet og lagt navn til herlighederne.

Der findes næppe enkle svar på disse spørgsmål. Det er komplekst og selvfølgelig også forskelligt fra sag til sag.
Men de retssager, der er under anmarch vil kunne give et ganske godt fingerpeg fremadrettet om, hvad bankaktionærer og andre investorer skal være opmærksomme på, og hvad deres retsstilling i grunden er, når de går i banken for at få finansiel rådgivning.

Der er retssager på vej i bankTrelleborg-sagen, Roskilde Bank-sagen og Jyske Bank-sagen. I de to førstnævnte for vildledning af forudsætningsløse bankaktionærer, mens Jyske Bank kan komme op og hænge i forbindelse med salg af eksotiske finansielle produkter i Jyske Invest (risikofrie investeringer i hedgefonde med obligationer.) Og selvfølgelig lurer der også retssager efter nedbruddene i Løkken Sparekasse, EBH Bank, Fionia Bank etc.

Tidligere har en gruppe investorer forsøgt at rejse erstatningssag mod Forstædernes Bank for misrådgivning i forbindelse med salg af obligationer i Dannevirke og Holger Danske-selskaberne. Og der har også lydt retssags-rumlerier flere andre steder i det finansielle system.

Men det er en gråzone at bevæge sig rundt i.

For selvfølgelig har udbydere af finansielle produkter et rådgivningsansvar, men investorer, som er villige til at lægge flere hundrede tusinde eller måske millioner kroner på bordet, har selvfølgelig også selv en forpligtelse til at se sig for. Og den forpligtelse må ikke negligeres.

Når man alligevel må efterlyse retssager, er det ud fra ønsket om afklaring af, hvordan investorer på den ene side og udbydere af finansielle produkter på den anden står fremover. Så vi får afklaring af juraen på dette område. Den etiske dimension kan ikke afklares i en retssal, det er i høj grad den finansielle verden selv, der må tage den byrde på sig.

Men vi taler altså om retssager, som generelt har betydning for det finansielle miljø, og derfor bør der i visse af disse tilfælde gives fri proces, ligesom man også bør tillade gruppesøgsmål. Det kan selvfølgelig være svært at finde enslydende sager, der kan samles op i et gruppesøgsmål, men det vil være ærgerligt for retssikkerheden, hvis vi ikke får afprøvet holdbarheden i nogle dunkle, klondyke-agtige rådgivningsmiljøer, fordi investorerne enkeltvis ikke kan løfte sådanne sager.

Utilfredse bankkunder har allerede i dag et sted at gå hen med klager, nemlig til Pengeinstitutankenævnet. Men denne institution synes ikke altid ajourført med udviklingen, og derfor har vi ganske enkelt brug for nogle (rigtige) retssager.

8 responses to “Retsopgør mod banker nødvendig – det giver afklaring

  1. Det er klart at den “lille mand” altså kunden altid er uskyldig, og hvis man læser Pengeinstitutbekendtgørelsen vil det samme fremgå. Bankerne har et ansvar fordi de er den “kloge” part (kloge?).

    Når det er sagt så gør folk klogt i at lære ordet “konsekvens” og tænke det ind i ALLE handlinger, hvor de overlader et stort ansvar til andre, og få “second opinion” på alt.

    Eksempel: Jeg overlader investeringsansvaret over en million kroner til en lille bankmand som tjener måske 35-40.000/måned (eksempel).

    K1) Konsekvensen ved at bankmanden fejler er i værste fald at han skal søge et nyt job til den ringe sum 35-40.000.

    K2) Konsekvensen for mig som kunde er at min “livsopsparing” er væk!

    Hvis i husker udsendelsen om Roskilde Bank på TV, hvor kunder låner penge til at købe aktier for, og giver bankmanden en uigenkaldelig fuldmagt til at råde over dem hvis aktien faldt?
    Fremragende eksempel – Ingen konsekvens for bankmanden eller Valentin (direktøren), men for de som accepterede, var flere af dem nu personligt konkurs, da en bankmand til 40.000/måned havde deres livsskæbne i sine hænder, og dybest set var fritaget for konsekvens.

  2. Jens Chr. Hansen mener, at et retsopgør mod banker er nødvendigt – og vil give afklaring!
    Det er vist en noget naiv opfattelse, mere i stil med den noget religiøse “feel-good” journalistik af lettere socialdemokratisk præget erhvervsreportage, som Berlingske på det seneste synes slået ind på.
    Ja, retsopgør med åbenlys kriminalitet skal tages, men så burde bladet (jo) gøre en journalistisk indsats for at afdække mere af sådant, ikke blot vride hænder, når diverse selskaber ikke gider udtale sig. På den anden side ønskes heller ikke Ekstrabladsjournalistik, som Berlingske, en overgang syntes på vej ud i med de mange lettere perfide ordflomme.
    Lad være med at tro, at et par retssager, der bliver næppe mange, ændrer noget på et sygt system. Dels fatter retsvæsnet sjældent meget af sådanne sager, og derudover skal man i al almindelighed ikke have den store tiltro til retten. Og retssager tager år, og om hundrede år er alting glemt.
    Der er eksempler nok at tage af. Hafniasagen, Færøbanksagen, som aldrig kom. For slet ikke at tale om sagen mod den tidligere banktilsynschef Eigil Mølgaard, for blot at nævne nogle få af de større.
    De fleste af den slags sager lægges der låg på – af den ene eller anden årsag, hvilket erhvervsjournalister burde være de første til at vide, grave i og ikke mindst hele tiden have i baghovedet. Der skal skarp lud til.
    Jyske bank har f.eks. for tiden en interessant sag under opsejling vedrørende en af deres investeringsforeninger, Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer, som nemt burde komme til at koste banken 1 milliard ellers så, men lad os se hvad der sker. Erindrer ikke Berlingeren har set meget på den sag. Hele investeringsforeningssiden kunne der utvivlsomt findes sjove ting i, ikke kun i Jyske Bank.
    Berlingske burde beskæftige sig noget mere med hele baggrunden for den såkaldte bankkrise, hvor nu borgerne via skattebilletten og højere bankomkostninger, betaler for systemets grundlæggende dårligdomme. Det ville være noget mere interessant journalistik end hellig forargelse og håbet om nogle måske kommende retssager, som kan give en overskrift eller to – om tre år.
    Bankdrift er forretning, og ikke af den sarte art.
    Intet galt i det, men sagerne skal også ses i det perspektiv og ikke bankernes rosenrøde forklaringer om deres fantastiske samfundssind og hjælpsomhed. De lever af at klippe deres kunder, det er deres egentlige mål, at de så må yde noget til gengæld, ja det er beklageligt, men ellers kan de jo ikke få kunderne ind i butikken – og hvor skulle deres arbejdskapital ellers så komme fra?
    Anders Dam, Jyske Bank, forklarede sin opfattelse af bankdrift i sit første tiltrædelsesinterview på TV2, at bankdrift var ganske almindelig svindel. Ingen tvivl om at banken også drives på denne filosofiske baggrund, går den så går den. “Intet er ulovligt, medmindre det står udtrykkeligt i loven”, som den tidligere førstedirektør Kaj Steenkjærs deklamerede, og med en særdeles kreativ juridisk afdeling kan man jo så komme langt.
    Personligt tænker jeg hver gang på Låsby-Svendsen, når Anders Dam underholder i TV, samme glade øjne og optræden.
    Måske Jyske Bank er et outreret eksemplar, mange andre banker er ikke meget bedre. Og hvorfor skulle de være det? Det er forretning, og der gribes ikke ind over for disse samfundsstøtter.
    Bankkrisen er ikke et isoleret dansk problem, og dårligdommene er langt hen ad vejen identiske for danske og udenlandske banker.
    Grådighed råber nogen? Næppe, må svaret være. Snarere er det de love og bestemmelser som banker opererer under, der er blevet for slappe, og de økonomiske dumheder som Clinton og Greenspan har stået i spidsen for har langsomt invaderet resten af verden.
    Efter krakket 1929, hvor som bekendt banker på stribe lukkede, indførte USA The Glass-Steagall Act i 1933. Man gennemtvang en opdeling af banksystemet i erhvervsbanker, som alene tog mod indskud og ydede lån, og investeringsbanker, som tog sig af aktieemissioner samt handel med aktier, obligationer og andre værdipapirer.
    Herhjemme havde vi en lignende opdeling til omkring 1980erne, men efterhånden fik banksystemet, herhjemme som ude, presset flere og flere farlige lempelser igennem, “af hensyn til konkurrencen.”
    Og Jens Chr. Hansen bør som gammel bankmand vide, at når banker med deres kapitalmagt kommer ind i et nyt erhvervsområde, så er det aldrig til kundernes fordel, aldrig bedre eller billigere. Sjældent heller for området, idet banker nu en gang tænker bankmæssigt og ikke i det pågældende erhvervs tankebaner.
    Herhjemme er det lykkedes for bankerne at trænge ind i kreditforeningssystemet, postgiro, investeringsforeninger, værdipapirhandel, pensionssystemet, ejendomsmæglervirksomhed m.m. Man arbejder med begreber som “totalkunde” og “bankrådgivere”, læs systemer til at klippe kunderne i hoved og r.. via provisioner og kurtager, ofte af en art, som kunden ikke kan se. Hvem stoler i dag på en “bankrådgiver”? Næppe mange, han er alene salgsagent på provision for banken? Tidligere kunne det være, at en bankansat måske ikke var for klog, men man vidste i det mindste, at han rådgav efter bedste evne og uvildigt. Man blev ikke automatisk påprakket et af bankens utallige “produkter”, men henvistes til forskellige muligheder.
    Forbavsende f.eks. at bankerne ikke har sikret diverse værdipapirdepoter i foreninger, pensionsordninger osv., ganske som de gør med egne værdipapirer via forsikringsordninger. ATP kan finde ud af det, men bankerne over for kundernes værdier, næh nej.
    Man vidste ikke krisen ville komme, og slet ikke den ville blive så kraftig? Måske, måske ikke. Men ATP kunne?
    Summa summarum er, at der bør indføres en lignende opdeling af banksystemet herhjemme, som man gjorde i USA 1933. Bankerne skal tilbage til deres oprindelige opgave, indlån og udlån.
    På samme vis skal kreditforeninger stoppe deres bankaktiviteter osv.
    Og diverse herreløse fonde skal enten i statskassen eller udbetales til deres retmæssige ejere.
    Når banksystemet netop nu rammes så hårdt, skyldes det jo, at man via de mange sideforretninger og den ekstraordinære gearing, som løbende er blevet udvidet – startende i USA – har omdannet banksystemet til en gevaldig spillebule med megen lille sikkerhedsmargin. Og man rammes i alle forretningsområderne som de forbundne kar, banksystemet har udviklet sig til.
    Når man f.eks. kaster sig grådigt over de “ny” SDOer, som burde forbydes ganske som i Spanien, ja så koster det enorme summer, når ejendomsmarkedet skal tilpasses virkeligheden med et fald på 50%. Ingen grund til at have ondt af bankerne, de så muligheden for at skabe et nyt udlånsfelt, hvor de lånte kort og udlånte langt, gerne med variabel rente og uden pariindfrielsesmulighed. Og så blev de – heldigvis – ramt af en spekulationsforretning, som næppe mange bankfolk af den gamle skole ville være gået ind i.
    At Danske Bank her for et par dage siden stolt fortalte (Jyllandsposten), at den for “gode kunder” gerne lavede valutaforretninger gearet op til 100 gange, siger noget om forretninger, som ikke hører hjemme i en bank, der modtager indlån og kun har en meget begrænset egenkapital, og slet ingen, hvis det ikke var for de flinke skatteborgere.
    Berlingske burde tage fat på sådanne problematikker og dårligdomme. Det ville være langt mere interessant end blot lidt referater fra eventuelle retssager om fem år, og de nævnte småsager er jo blot overfladen, der skummes.
    Der skal ændringer til fra lovgivernes side, hvis de magter det, så direktioner og ikke mindst bestyrelser mere effektivt og hurtigere kan drages til personligt og økonomisk ansvar, styrkelse af Banktilsynet, som tidligere aldrig har været særlig kompetent, fjernelse af stemmeretsbegrænsninger i bankerne, så direktion og bestyrelse ikke kan skalte og valte efter forgodtbefindende.
    Muligheden er der nu for lovgiverne til at rydde op, nu hvor hele banksektoren på det nærmeste er på støtten. Da borgerne betaler, kan de også stille krav til en ellers meget selvtilfreds branche. Ganske som bankerne selv ville gøre ved en virksomhed i uføre!
    Der skal ryddes op og ud, og pressen kan gøre sit til, at det sker.
    Hvis den tør og magter det.
    Det kan retsvæsnet derimod ikke.

  3. T. Snarrason:

    Lettere socialdemokratisk erhvervsreportage!! Den har jeg aldrig hørt før, men da meget morsom. T. Snorrason er godt knotten på rigtig mange ting, og i rigtig mange tilfælde med rette.
    Dog to grundlæggende temaer, som jeg ikke er enig i. Jeg tror ikke, at alle i erhvervslivet snyder og bedrager. Faktisk tror jeg, at det er modsat, nemlig at langt, langt den overvejende del af virksomheder og personer i erhvervslivet faktisk er ordentlige, redelige mennesker. Det er i hvert fald mit udgangspunkt.
    For det andet så har jeg tiltro til, at domstolene gør det arbejde, der skal gøres. Nuvel, man kan være uenig, og man kan undre sig, men domstolene – endda hele tre instanser – er nu engang den institution, som vi i vort demokratiske samfund har besluttet skal afgøre, hvad der er ret og vrang.

  4. Jens Chr. Hansen

    Det er da kedeligt, at en journalist belønnet endog med Cavlingprisen har svært ved at fatte indholdet.
    Jeg har ikke skrevet eller mener, at alle i erhvervslivet snyder og bedrager.
    Hvad jeg henviste til var outreret bankdrift samt Jyske Banks eget erklærede dybt filosofiske arbejdsgrundlag på øverste niveau. Iøvrigt kender Jens Chr. Hansen jo udmærket til bankdrift fra sin tid i den hedengangne Handelsbank, ikke mindst i direktør Bent Hansens glansperiode.
    Banker og deres forretningskultur præges hele vejen igennem, ganske som alle andre virksomheder, af deres øverste ledelse.
    At bankdrift ikke ligefrem er en virksomhedsform, hvor man alene tilbyder bedste tilbud, men hvor man snarere klipper kunden tættest muligt, bør ikke komme som en nyhed for en erhvervsjournalist med bankbaggrund.
    Hvad angår domstolene, ja så har jeg nylige erfaringer, som ikke lige går i glemmebogen.
    En dommer skrev bevidst falsk i en dom, at et vidne var blevet afhørt, og da jeg klagede til retspræsidenten, undersøgtes sagen ved at spørge den pågældende dommer, om hun har gjort noget forkert. Svaret var jo givet på forhånd, og så for at “bestyrke” undersøgelsen, spørger den fine retspræsident damens overordnede, om denne har noget mod kællingen. Nej selvfølgelig ikke. Sagen undersøgt og afvist.
    Den slags undersøgelse bærer præg af Justitsministeriets måde at skrive sig ud af sager, noget som man jo dér går meget op i, og som vi hørte meget om under Tamilsagen.
    Jeg måtte selv forespørge hr. retspræsidenten, hvor jeg kunne klage over hans afgørelse. Jo, der var jo højesteretspræsidenten. Vorherre bevares, så ville parodien blot være gentaget, nu blot ved at spørge retspræsidenten for Østre Landsret. Man skulle jo nødig have svinet sin rede til. Og så var der Politiet, som jeg selv måtte foreslå.
    Jeg ringede til Bedrageriafdelingen, hvor jeg også var startet, men først grinende henvist til retspræsidenten. Denne gang blev der ikke grinet, men beskeden var kort, at en sådan klage først skulle forbi Hannemor. Og da jeg har lige så lidt tillid til en afgørelse dér i denne sag, ja så nøjes jeg med at bemærke, at domstolenes hæderlighed skal man ikke tage for pålydende.
    For god ordens skyld er sagen ikke enkeltstående, hvad angår domstoles egne “undersøgelser” af sig selv. “Vennetjenester” er en del af systemet.
    Med andre ord, hr. Cavlingjournalisten må nok revidere sin naive barnetro og ikke belære om tre instanser, magtens tredeling osv. Den slags burde være almen viden, allerede når man er fyldt 30 år – og ikke mindst som seriøs journalist.

  5. T. Snarrason:

    Det var nu ikke Handelsbanken, jeg var ansat i, men Andelsbanken. Faktisk både ude i en “rigtig” afdeling og i hovedkontoret i mange år. Og det gav da en vis indsigt. Dengang storsolgte man dog ikke helt så hidsigt som i de senere år, og i den henseende har du ret, banker har både solgt og oversolgt mere end godt er.
    Din konkrete sag kender jeg ikke, og der kan sagtens være begået fejl, ligesom jeg da også tror på din udlægning af, at der er tilfælde af at “dommerbranchen” står sammen.
    Så ja, Snorrason, jeg har sandt for dyden set meget og hørt meget om krejlerier i den finansielle branche – og ting, der var på kanten og den forkerte side af loven – men du får mig ikke sådan uden videre til at fralægge mig min naive barnetro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *