Pas på, gulduret er i fare

Glem alt om gulduret. Erkendtligheden for 25 års tro og loyal tjeneste. Virksomheders levetid bliver kortere og kortere. Virksomheders levetid er i dag således markant kortere end menneskets levetid.

For nogle år siden (i 2012) vurderede professor Richard Foster fra Yale University i USA, at den gennemsnitlige levetid for de 500 største amerikanske virksomheder i S&P 500 igennem det seneste århundrede er faldet med mere end 50 år. Fra en levetid på 67 år til en levetid på 15 år. Siden den vurdering for fem år siden er det ikke gået langsommere, tværtimod. Fremtidsforskere taler seriøst om gennemsnitlige levetider for virksomheder på et par år allerede i 2020’erne.

Skal man tro professor Fosters forudsigelse fra 2012 ville tre ud af fire selskaber i S&P 500 i 2020 være virksomheder, som vi i 2012 aldrig havde hørt om. Ikke at de »gamle« virksomheder nødvendigvis går konkurs. En stor del krakker og dør, men derudover er hastigheden for opkøb og fusioner markant stigende.

Jeg ved, at det er hårde ord i juni. Men det er altså virkeligheden.

Nok synes vi, at Mærsk, Novo Nordisk, Danfoss, Carlsberg, Velux, Berlingske med flere har været her »altid.« Men det er, jfr. Forsters studier, absolut ingen garanti for, at de også er her i morgen.

I Danmark føler vi os beskyttet af fondsejerskabet for så vidt angår kronjuvelerne, men det kan være en falsk beskyttelse. Hvis en virksomhed ikke udvikler sig, så dør den. Fondsejerskab eller ej. Det øger kravene til de bestyrelser og direktioner, der leder landets virksomheder.

Jeg kom til at tænke på disse meget forkortede levetider for virksomheder, da jeg i forrige uge på VL-døgnet hørte et indlæg fra det næste Mærsk-familieoverhoved, Robert Uggla. Som jeg hørte ham, var Robert Uggla helt på det rene med, at det absolut ikke er en naturlov, at Mærsk-gruppen skal eksistere i al evighed.

Robert Uggla henviste netop til disse stadig kortere og kortere levetider for virksomheder, og lod forstå, at Mærsk-virksomheden og Mærsk-navnet kun har overlevet siden 1904, fordi hans forfædre, den entreprenante A.P. Møller og den vækstivrige Mærsk Mc-Kinney Møller, konstant var på jagt efter nye vækstområder. Den jagt, må man forstå på Robert Uggla, har i alt for stor udstrækning været sat på stand-by de seneste 10 år. Som jeg hørte det en erkendelse af og et klart budskab om, at Mærsk har fejlet.

Frygten for at fejle har overskygget modet til at nytænke og tage chancer

Internt på Esplanaden vil man sikkert sige, at kritikken mod Mærsk for manglende nytænkning og udvikling er noget snik-snak, at de ansatte har haft så travlt og foretaget så mange besparelser som aldrig nogensinde før.

Problemet er bare, at Mærsk-gruppen fortsat står på de ben, som virksomheden har stået på i nu ganske mange årtier. Med risiko for, at andre, nye virksomheder suser forbi i yderbanen med nye forretningsmodeller, mens Mærsk tøffer af sted i inderbanen med faldende vækst.

Frygten for at fejle har overskygget modet til at nytænke og tage chancer. Som Robert Uggla bemærkede det, både A.P. Møller og Mærsk Mc-Kinney lavede fejlkøb. Som ingen dog taler om i dag.

Det er frygteligt svært at sidde i toppen af en virksomhed og tænke blot få år frem. Blandt de store virksomheder ser jeg succesrige virksomheder som Dong, Danfoss og Lego, der har haft evnerne og modet til at nytænke sig selv. Mens derimod Mærsk, Carlsberg og Novo Nordisk er eksempler på virksomheder, der forsøger at spare sig igennem trængslerne. Jeg ved, at det er hårde ord i juni. Men det er altså virkeligheden.

2 responses to “Pas på, gulduret er i fare

  1. Det må vist være en usædvanlig gylden arbejdsplads der har uddelt guldure efter 25 års tjeneste.

    Mon ikke snarere det typisk var efter 40 år?

  2. @Casper

    Njarh Casper. Der er givetvis forskel fra arbejdsplads til arbejdsplads, men jeg kender da flere, som giver guldure. Og så faldt jeg tilfældigt over denne fra en politirapport:

    “Blandt det stjålne var også et guldur fra Omega med inskriptionen »25 års jubilæum Kuwait Petroleum”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *