Rigsrevisionen: DONG solgt til højestbydende

Der er to hovedkonklusioner at gøre efter Rigsrevisionens beretning om det omstridte salg af statens DONG-aktier til Goldman Sachs, ATP og PFA i 2013/2014.

For det første konstaterer Rigsrevisionen, at DONG konkret havde brug for frisk kapital for at fastholde ratingbureauernes kreditkarakterer. Buddet fra de tre nævnte investorer på samlet 11 mia. kr. var det eneste og dermed det bedste, der forelå, da beslutningen skulle tages i efteråret 2013.

Det er betryggende, at der således ikke konkret har foreligget andre og bedre bud, da det endelige regnebræt skulle gøres op. At skatteborgerne således ikke er blevet snydt.

For det andet konkluderer Rigsrevisionen, at forvaltningen af denne milliardhandel er foregået til dumpekarakter. Det er alvorligt, det er ikke betryggende. Uforståeligt at det ellers så stilsikre og højt respekterede finansministerium ikke har haft mere styr på dokumentationen omkring denne handel. Tænk sig, at dele af Goldman Sachs-tilbuddet alene forelå som et mundligt bud.

To af de helt centrale statslige aktører omkring DONG-handelen er således forsvundet fra kamppladsen, og det er dermed tvivlsomt, om der evt. vil kunne placeres et ansvar for det forvaltningsrod, som Rigsrevisionen slår hårdt ned på.

Der er kras kritik af, at flere af ministeriets beslutninger ikke kan bevidnes ved skriftlige dokumenter. »Det finder Rigsrevisionen meget utilfredsstillende,« konkluderes det. Det må være første regel i grønspættebogen for enhver embedsmand – lav et skriv, et notat og læg det i sagen.

Denne usikkerhed til dokumentationen vil utvivlsomt bekræfte kritikere i, at der fortsat er noget uldent ved hele DONG-sagen. Dermed er det tvivlsomt, om konspirationsteorierne og myterne om DONG-handelen nogensinde dør ud.

Der har ved flere lejligheder været fremført, at staten selv eller ATP burde være gået ind med de nødvendige ekstra milliarder. Rigsrevisionen konstaterer, at det i givet fald ville kunne være i strid med de EU-retlige konkurrenceregler, og at denne mulighed således aldrig har været vurderet som en relevant løsning på DONGS kapitalmangel.

Det helt centrale i DONG-slagsmålet de senere år har været om den prisfastsættelse af DONG på 31,5 mia. kr. hviler på et tilstrækkeligt klart og dokumenterbart grundlag. Det fremgår, at rådgiveren Danske Bank på et tidspunkt er kommet med et interval for denne prisfastsættelse med et spænd, der giver en max. pris noget højere end de 31,5 mia. kr. Men at finansministeriet selv besluttede sig for at indsnævre dette spænd. Hvorfor vides ikke.

Hvad dette spænd konkret har været er hemmeligt. Alt for meget er fortsat hemmeligstemplet omkring DONG-handelen. Det er i øvrigt interessant, at Rigsrevisionen har en noget anden og mere åben opfattelse af hensynet til hemmeligholdelse af DONG-aftalen end finansministeriet, som i alt for lang tid stædigt har fastholdt, at stort set alt omkring denne handel skulle stemples fortroligt.

Hvad disse forvaltningskiks i finansministeriet har fået af konsekvenser for de involverede embedsmænd er uklart. Henrik Sass Larsen oplyser, at det har fået konsekvenser, uden at han dog går i detaljer. Hovedforhandler på embedsmandsside var i sin tid afdelingschef Peter Brixen. I december 2014 blev det oplyst, at Peter Brixen stoppede i finansministeriet.

Den politiske hovedforhandler, tidligere finansminister Bjarne Corydon, har helt forladt politik. Han besluttede i december 2015 at droppe sin politiske karriere til fordel for et job i konsulenthuset Mc-Kinsey.

To af de helt centrale statslige aktører omkring DONG-handelen er således forsvundet fra kamppladsen, og det er dermed tvivlsomt, om der evt. vil kunne placeres et ansvar for det forvaltningsrod, som Rigsrevisionen slår hårdt ned på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *